I hvide Slør Naturen sig indhyller;
men smiler gjennem det end yndesfuld.
Den klare Himmel tindrer blaa og huld,
og reen og skyldfri Fryd hvert Hjerte fylder.
Skjøndt fjern dog Solen sender Straaler ned
og, speiled’ paa de nøgne Grenes Kanter,
i Rimen funkle de som Diamanter,
og danne Blomster i chrystalne Beed.
See Pigen frem i lette Slæde glide
og lønne Styreren med himmelsk Smiil,
og Skøiteløberne, med Lynets Iil,
at trodse Faren ved hinandens Side!
