Hvorlænge skal din arme Pige
Forgjæves, Ludvig, vente dig?
O! kan dig ej dit Hjerte sige,
Hvor tungt dit Savn maa være mig?
Hver Aften, naar jeg hemmelig
Og iilsom mig fra Hjemmet sniger,
Jeg denne stejle Brink bestiger,
Og seer, og stirrer efter dig.
Men, ak! forgjæves Øjet hviler
Paa kjendte Vej, hvorhen du gik.
Tit daarer Længsel mine Blik,
Jeg troer at see, du til mig iler.
Alt haster jeg at møde dig,
At slutte dig i mine Arme:
Ak! snart jeg mærker Øjets Svig,
Og skuffet føler dobbelt Harme.
Hvor ofte, ak! hvor ofte skal
Jeg gaae med tunge Fjed tilbage?
Hvor mange sene, mørke Dage
Skal endnu endes mig til Qval?
O! kjendte, følede dit Hjerte
Kun halvt den Angst, som martrer mig!
O! deelte du den bange Smerte,
Hvormed din Pige savner dig! —
Din Pige — ak! maaskee ej mere —
Var jeg endnu, som før, dig kjær,
Ej ene jeg paa Højen her,
Ej uden dig jeg skulde være.
Da saae jeg dig med Elskovs Iil,
O Ludvig, hid tilbage haste,
Dig i mit ømme Favntag kaste,
Og vække mig til Glædens Smil.
Ak! har du da forglemt mig Arme?
Har du forglemt vor Kjærlighed?
Forglemt, hvor ofte du med Varme
Tilsvor mig evig Trofasthed? —
O Ludvig, nej — tilgiv min Klage!
Dit Hjerte kan ej nære Svig,
Du kan din Pige ej bedrage,
Som lever, aander kun for dig.
Men kom, hav Medynk med min Smerte!
Kom før min Angst fortærer mig!
Du kjender jo mit svage Hjerte:
Det brister, naar det savner dig.
Alt rødmer Vesterhavets Rand
Af Solens sidste Aftenrøde.
Kom snart, før jeg ej mere kan
Langt borte see dit Smil imøde.
Hvor mangen Aften sad jeg her,
O Ludvig! henrykt ved din Side!
Da glad jeg Solen saae nedglide,
Da var mig Aftenrøden kjær.
Da smilte jeg i dine Arme:
Lad Solen synke, tænkte jeg,
I Ludvigs Favn du finder Varme,
Ved Ludvigs Haand du finder Vej. —
Nu mørke, bange Ahnelser
Ved Nattens Forbud mig omsvæve.
Maaskee jeg skuer aldrig meer
Min Glædes Morgensoel sig hæve.
Ak! var det til at visne her
Jeg disse Martsvioler sanked’,
Da gjennem Engen hist jeg vanked’
Opfyldt af ømme Følelser?
Jeg plukked’ dem, og tænkte dig:
I Aften kommer han tilbage,
I Aften vist han favner mig —
Da skal jeg aldrig mere klage.
Saa drømte alt min glade Sjel,
Ak! kun for tryg, om Saligheder;
Og derfor, Blomster! brød jeg eder,
At være Vidner til mit Held.
Nu I min Kummers Vidner ere;
Af mine Taarer vandes I.
Ak! snart er eders Liv forbi,
Snart ingen Duft I sprede mere!
Hvad, om nu Ludvigs Kjærlighed
Saa snart, som I, sin Styrke taber?
Om langt herfra paa fremmed Sted
Ham fængsle andre Lidenskaber?
Ak! da om føje Tid de strøe
Hen paa mit Liig, o Blomster, eder!
Om føje Tid i Jordeklæder
De svøbe da den glemte Møe! —
Ak Ludvig! Ludvig! Skygger stige,
Og Nattens Slør udfolder sig.
Alt Lysets sidste Straaler vige,
Og end jeg er forladt af dig!
Hvor er du? hvilke Lænker binde,
Hvad Skjønhed har fortryllet dig?
Kan du en anden Pige finde,
Saa øm, saa troe, saa fri for Svig?
Nej, Skjønhed, Vid og Rang og Guld
Har mange, frem for jeg, at give;
Men ingen, ingen troe og huld,
Som jeg, til Døden dig vil blive.
Ak, Ludvig! føler end din Sjæl
Et Glimt af Ømhed for din Pige,
Da iil, mens jeg Ulykkelige
Endnu kan sige dig Farvel!
Men hviler alt paa sorte Baare —
Ak! før du kom — mit kolde Liig,
Kom dog, og fæld en Mindetaare
For den, som trofast elskte dig!
Liebenberg.