Michael Frederik Liebenberg (1767–1828)

Liebenberg, Michael Frederik, 1767—1828, Præst, blev født i Kjøbenhavn 2. April 1767 og var Søn af fattige Borgerfolk. Faderen, Joachim Frederik L., var Buntmager; Moderen hed Maren f. Grønvold. Tidlig mistede han begge Forældre, men blev antaget i Barns Sted af en velhavende Brygger, Bent Hoftved, som sørgede for hans Undervisning og lod ham studere. Han blev Student 1783; men da hans faderlige Velgjører døde s. A., maatte han selv sørge for sit Underhold og nødsagedes til at tage en Huslærerplads i Kjøbenhavn. Snart opgav han dog denne, og ved den Hoftvedske Families Understøttelse lykkedes det ham at friste Tilværelsen som Timelærer. Sin Fritid helligede han Theatret og Digtekunsten, og i den Rahbekske Kreds blev han tidlig optaget. 1789 indtraf imidlertid et Vendepunkt i hans Liv. Hans Barndomslærer og senere hans fortrolige Ven, Institutbestyrer Niels Qvistgaard døde pludselig og efterlod Enke og en lille Datter i sørgelige Kaar. L. ansaa det for sin Pligt at gjøre, hvad han formaaede, for at lette disse; i den Hensigt overtog han Ledelsen af Qvistgaards Skole, og Aaret efter var Vennens Enke, Sophie Charlotte Q., f. Güttich, der var 17 Aar ældre end L., hans forlovede. Nu skyndte han sig at forberede sig til theologisk Embedsexamen, da han ønskede at blive Præst. Han fik Attestats 1792, og 2 Aar efter opnaaede han Embedet som Præst ved Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset paa Christianshavn og giftede sig saa strax efter sin Ordination (1794). I disse Aar havde hans digteriske Muse dog ikke hvilet. Han oversatte flere Skuespil fra Tysk, og i «Minerva», i andre Tidsskrifter og Nytaarsgaver findes adskillige Digte af ham. 1797 overtog han tillige som Overlærer Religionsundervisningen ved Metropolitanskolen; her virkede han i 2 Aar, men forflyttedes 1799 til Sognekaldet paa Frederiksberg, som den Gang var et meget lille Embede med en lav og forfalden Præstegaard. Stadig var han meget litterært optaget. Han oversatte Marezolls «Prædikener» (2 Dele 1795; 2. Opl. 1804) og sammes i sin Tid meget udbredte «Andagtsbog for Kvindekjønnet» (1797) samt udgav flere kateketiske og pædagogiske Skrifter i fri Bearbejdelse fra det tyske (bl. a. Heusingers «Wertheims Familie, Anvisning til en regelret Børneopdragelse», 3 Dele, 1799—1802). En Samling af hans egne Prædikener udkom 1805—9 i 2 Bind («Kristelige Religionstaler»). — 1802 døde hans Hustru, og s. A. indgik han nyt Ægteskab, med den 19aarige Antoinette Thomasine Birch († 1855), Datter af Provst, Dr. theol. C. C. L. B. (II, 282).

Hoffet residerede om Sommeren paa Frederiksberg; dette bevirkede, at L. blev opfordret til at prædike i Slotskirken der; 1805 blev han udnævnt til Slotspræst i Forening med sit Embede som Sognepræst paa Frederiksberg. Han attraaede dog inderlig at kunne fratræde denne sidste Stilling, og 1810 opnaaede han at blive kaldet til dansk Hofpræst i Forening med Slotspræstembedet. Nu flyttede han til Kjøbenhavn, og hans Prædikener i Hovedstaden bleve meget søgte. Efter Biskop Balles Død 1816 blev han tillige kongl. Konfessionarius; i denne Egenskab konfirmerede han Prinsesse Vilhelmine og Frederik VII. Efter den sidste Handling (1826) fik han Kommandørkorset. 1818 blev Ribe Bispestol tilbudt ham, men han afslog Kaldelsen. Han indtraadte 1819 i Bestyrelsen af det danske Bibelselskab, hvis Vicepræsident han blev 1826. Men alt længe havde han været hjemsøgt af Sygelighed; hans Kraft var brudt længe før Alderen; det var ham ikke muligt at memorere. Alligevel stræbte han at udføre sin Embedsgjerning; men Sygdommen overvældede ham under Konfirmationshandlingen i Slotskirken i Foraaret 1828. Dødssyg forlod han Kirken, og faa Dage efter udaandede han, 3. Maj.

L. var en sjælden perfektibel Natur. Det viste sig baade i hans Virksomhed som Prædikant og i hans Forhold til Poesien. Var han — som anført — fra Ungdommen af nøje knyttet til den Rahbekske Kreds, og levede han i et «Jonathansvenskab» med Pavels, blev han alligevel ved Oehlenschlägers Gjennembrud dennes varmeste Tilhænger. Og var han som Homilet begyndt med at indføre Stokrationalisten Marezoll for en dansk Læsekreds, arbejdede han sig efterhaanden frem til et positivt kristeligt Standpunkt. Ingen fortjener som han at nævnes som «Danmarks Reinhard». Hans «Bidrag til kristelig Eftertankes og Opbyggelses Fremme» (3 Bind, 1823—26) afgiver Beviset herfor; og denne Andagtsbog — en Samling Prædikener, religiøse Digte og Betragtninger over udvalgte Bibelsteder — var i mange Aar meget udbredt i dannede Hjem. Der gik en Mildhed og gudhengiven Elskelighed gjennem hans Vidnesbyrd, og stærkt fremhævede han det huslige Samlivs Værd og Betydning — maaske saa meget mere, fordi han i sit eget Hjem smertelig følte Savnet deraf. Sit milde Sind lagde han ogsaa for Dagen ved Statsmagtens Kamp mod «de stærke Jyder», i det han kjærlig tog sig af disse vildledte Mennesker og gik i Forbøn for dem hos Regeringen. — Allerede som Student blev han af Salmebogskommissionen opfordret til at give Bidrag til den paatænkte nye Salmebog; han efterkom ogsaa villig Anmodningen; 5 af hans Salmer optoges i «Evangelisk-kristelig Salmebog», og der fra ere 2 gaaede over i Roskilde Konvents Salmebog (Nr. 36 og Nr. 476). 1817 besørgede han Udgivelsen af C. F. Jacobis «Samlede Skrifter» (jvfr. VIII, 340).

Dansk Lit. Tid. 1828, S. 299 ff. J. Møller, Nyt theol. Bibl. XV, 321 ff. Mynster, Kirkel. Leiligheds-Taler II, 233 ff. Cl. Pavels’s Autobiographi S. 100 f. Sammes Biografi og Dagbøger S. 110 ff. Danske Saml. 2. R. II, 247 ff. Personalhist. Tidsskr. IV, 249 ff. F. L. Liebenberg, Optegnelser om mit Levned. Erslew, Forf. Lex.