I stille Hvile slumrer her
Den trætte Vandringsmand.
Ei Solens Ild ham brænder meer,
Ei Stormen føler han.
Den tunge Vandringsstav
Han glad nedlagde ved sin Grav,
Og Byrden fra hans Skuldre gleed
Nu hviler han i Fred.
Her under glatte Marmorsteen
Hist under sunkne Muld
Den Riges som den Usles Been,
Fandt lige venligt Skiul,
Til begges Hvilested,
Ømt hulde Luna smiler ned,
Og begges Gravhøi blinker vaad
Af Duggens Perlegraad.
Du de Henfarnes tause Boe,
Høitidelig mig vær!
Til stille uforstyrret Roe
Indbyder du mig her.
Trindt om mig hersker Fred,
Og i min Barm er Gravens Fred.
Her døver ei Bachanters Sang
Min Harpes svage Klang.
Den Sæd, som her i Jordens Skiød
Til Støv nu smulner hen,
Engang — saa Almagts Stemme bød —
Skal spire frem igien.
Den modnes skal til Frugt,
Den Udsæd, her blev indelukt.
Den kommer, Høstens store Stund!
Forbi er Dødens Blund.
Rind, Taare! da, — rind sagtelig,
Ved tabte Venners Muld!
O snarlig Døden nærmer sig —
Dens Røst er vennehuld.
Til Hvile kalder den;
Forener kierligt Ven med Ven.
En Roe, som Jorden aldrig gav,
Omgiver Dødes Grav.
Hiin Lilje, som paa Gravhøis Top
Sit Bæger lukker til,
Ved Morgenrøden vaagner op,
Og føler Solens Smiil.
I al sin Ynde den
Gaaer til fornyet Liv igien;
Saa vaagner op til bedre Vaar,
Hvad her til Hvile gaaer!
En Morgensol oprinde skal
I herlig Foraarspragt,
Og straale ned i Dødens Dal,
Hvor Støv hos Støv er lagt,
Og Væsner uden Tal
Af Gravens Giemmer fremgaae skal
Til Liv, som aldrig meer forgaaer,
Til skiøn og evig Vaar.
Skiælv ei for mørken Grav, min Aand!
Betragt den uden Gru!
Den løser kun det svage Baand,
Som fængsler Tanken nu.
Udødelig og fri,
Fra Jordens trange tunge Sti
Med Himmelflugt du haster frem
Til Aanders bedre Hiem!
Her, hvor i Nattens tause Stund
Jeg mellem Grave gaaer,
Hvor Brødres Støv i venligt Blund
Om Livets Morgen spaaer —
Hvor Stierner blinke ned
Til Dødes tause Hvilested —
Her hæver sig min glade Aand
Høit over Jordens Baand.
O bort med Daarskabs usle Tant!
Bort, Lastens Giøglefærd!
Du aldrig blender den, som fandt
Sin Aands det store Værd! —
O hisset er mit Hiem —
Did, did jeg freidig stunder frem!
Mit sidste Blik til Dødens Boe
Skal tolke Fromheds Roe!
Religion! din Fakkels Skin
Til Maalet leder hen.
I Gravens Nat det trænger ind,
Og skaber Dag af den.
Du, Støvets Himmeltrøst,
Jeg høre glad din Guddoms Røst!
Naar matte Blik i Døden brast,
Ved dig jeg holde fast!
O slumrer, Brødre! slumrer her,
I trætte Vandringsmænd!
O Fred med Eder, Fred med hver,
Som her var Dydens Ven! —
Maaskee blandt eders Tal
Og snart min Gravhøi grønnes skal —
Da seer med salig Fryd min Aand
Ned til de brudte Baand.
Liebenberg.