Irin
en Fisker-Idyl, efter Bronner.
en Fisker-Idyl, efter Bronner.
Hvor kan han være Dyders Fiende,
Naar hun dem elsker, og dem har?
Rahbek.
Hyler, skarpe Nordenvinde,
Vifter Breddens Blomster af!
Ingen deres Blade finde,
Bølgen blive deres Grav!
Grene, som min Haand har bøiet,
Synker døde ned til mig!
Hun, som før I har fornøiet,
Hun, for hvem jeg Eder bøied’,
Hun ei mere nærmer sig;
Baaden bærer ene mig!
Jeg haarde Daare, som jeg var! —
Jeg, ene jeg al Skylden har!
End kan jeg hendes Afslag høre,
End klinger Dommen for mit Øre;
O! bitter den, som Malurt, er,
Og streng, som sure Slaaenbær! —
Ak! hendes Tone, hendes Stemme,
Saa øm, saa sød! — Man maatte glemme
Selv elyseisk Lyst for den!
Og dog, og dog mit Hierte end
Ved Mindet af den smerter, bløder,
Jeg føler det, jeg skyldig bøder!
Jeg, Elskte, har fornærmet dig,
Og Dyden, som du lærte mig!
Hyler, skarpe Nordenvinde!
Vifter Breddens Blomster af!
Ingen deres Blade finde,
Bølgen blive deres Grav!
Grene, som min Haand har bøiet,
Synker døde ned til mig!
Hun, som før I har fornøiet,
Hun, for hvem jeg Eder bøied’,
Hun ei mere nærmer sig,
Baaden bærer ene mig!
I Baaden her jeg rolig sad,
Og pynted’ den, og sang saa glad,
„Snart kommer hun, og med mig følger,
„Saa dandse vi paa jevne Bølger.„
Saa tænkte jeg, og tabte mig
I søde Følelser om dig.
En fattig Olding, graa af Alder,
Med matte Stemme paa mig kalder,
Og støttet paa sin Knortestav
Betroer han mig sit ringe Krav:
Kun over Søen ham at sætte;
Det var hans hele Bøn. Og dette
Jeg slog ham af. „Kun du og jeg,
Vi tredie Mand behøver ei„ —
Jeg daarlige! det var min Tanke.
Jeg Manden saae bedrøvet vanke
Langs Stranden hen; han møder dig,
Og sukkende beklager sig.
Ak! hvor vemodig du ham hørte,
Og venlig ham i Hytten førte,
Og lod mig bange sidde her!
Og da jeg kom, og bad dig stige
I Baaden til mig — Pige, Pige!
De Ord jeg glemmer aldrig meer.
„Irin — saa talte du med Varme:
„Irin, du kunde være haard?
„Mon den, som elsker ei den Arme,
„De høie Guders Bifald naaer?
„I Dag jeg ikke vover mig
„Paa skrøbelige Baad med dig.„ —
I Guder! uden Liv og Varme
Jeg stod og skiælved’ ved min Dom!
Hvordan jeg ud af Hytten kom,
Hvad jeg har tænkt, og følt, jeg Arme!
Det veed jeg ei. I Baaden her
Jeg ene med min Sorg nu er!
Hyler, skarpe Nordenvinde,
Vifter Breddens Blomster af!
Ingen deres Blade finde,
Bølgen blive deres Grav!
Grene, som min Haand har bøiet,
Synker døde ned til mig!
Hun, som før I har fornøiet,
Hun, for hvem jeg Eder bøied’,
Hun ei mere nærmer sig,
Baaden bærer ene mig!
Her sidder jeg, og græmmer mig,
Forladt, og eensom, uden dig;
Saa sidder klynkende tilbage
En eenlig Nattergal, hvis Mage
Den grumme Glente røvet har.
Ak! hvi saa følesløs jeg var!
Jeg kunde høre Mandens Bøn,
Og kold og haard ham Ryggen vende,
Og uden Trøst ham fra mig sende?
For vel jeg har fortient min Løn! —
Jeg arme! hvo vil lære mig
At vinde hendes Gunst tilbage
Og atter blive lykkelig?
Til hvem skal jeg min Tilflugt tage? —
Hør mig, mægtigste Gudinde!
Cypris! som formaaer at binde
Elskovs brudte Baand igien!
Lær mig, leed mig, du mig give
Middel, til igien at blive
Dydens og min Piges Ven!
Hellig Lue skal fortære
Offeret, som dig til Ære
Daglig jeg vil bære frem;
Friske Krandse vil jeg flette,
Myrter om dit Alter sætte,
Aarle vande, passe dem.
Hør mig, mægtigste Gudinde!
Ene du formaaer at binde
Elskovs brudte Baand igien.
Leed mig, Cypris! du mig give
Middel, til igien at blive
Dydens og min Piges Ven!
Men, ak! hvormed udsoner jeg
Min Feil igien? — Ha! jeg vil ile,
Vil ikke standse, ikke hvile,
Før jeg til ham har fundet Vei,
Vil bede, trygle ham tilbage,
Vil ham i Baaden til mig tage,
Og roe med ham til fierne Strand.
Med Iil jeg haster hiem igien,
Og flyver til min Pige hen:
„See, Meta, see, den gamle Mand
„Ved fierne Bred er bragt i Land;
„Tilgiver du mig nu min Brøde?„ —
Det vil hun! hun vil favne mig
Saa tæt, som Ranken slynger sig
Om Ælmetræet. O hvor søde
De første Kys vil være mig!
Hvor sødt, naar jeg ved hendes Side
Kan atter over Bølgen glide!
Irin da glad og lykkelig
Sit Offer, Cypris, bringer dig!
Skarpe Nordenvinde, tier!
Breddens Lilje, duft paa nye!
Lyder, Skovens Harmonier,
Under tætte Grenes Lye!
Smiil, Natur; thi see, hun kommer,
Hun, den skiønne, Meta kommer!
Hun i Baaden følger mig,
Og Irin er lykkelig!