Med en fiks Reportermine
nærmer Simon sig til Porten.
Men Hans Styx er traadt i Vejen,
standser Simon med sin Trefod.
Altid sirlig og affabel
gør Hans Styx en Reverens.
Simon Ring slaar ud med Haanden;
saadan staar de begge længe.
Simon bliver utaalmodig,
søger i sin Frakkelomme,
finder en Cigar og tænder,
Røgen snor sig om hans Næse.
Hvilken varm og sød Erindring,
hvor det dufter i hans Tanke!
Unge Piger, smukke Fruer
hvirvler sig i Røgens Bølger.
Men Hans Styx har grebet Simons
Hoved — løftet det fra Halsen!
Og han sætter det forsigtig
paa den glatte, kolde Asfalt.
Med sin Straahat skudt i Nakken
og det vante Blink i Øjet
staar hans Hoved der og damper
paa den duftende Brasil.
Og hans Krop med Haanden udstrakt
knejser. Hvor var disse Lemmer
venlige i daglig Omgang
og ustyrlige i Vrede!
Se! Hans Styx gør Tegn og hele
Djævleskaren iler fremad;
selv de hovedløse Trolde
finder Vejen efter Færten.
Og de jubler disse Svende
og de slaar med deres Haler,
nu de mærker Hjærteblodet
dufte nær ved deres Næser.
Alle gaar de løs paa Simons
Krop. Ved Nakkehvirvlen grebet
dejser den omkuld paa Ryggen,
ligger som en slagtet Orne.
Ja, en lille næsvis Djævel
tager fat paa Simons Hoved,
og da han tilrettevises,
knurrer han, den lille Satan!
Simon skeler rædselsslagen
til det frygtelige Optrin.
Men han kan jo intet sige,
for saa taber han Cigaren.
Ellers vilde han bemærke:
Hvad betyder denne Scene?
Simon — du har Lov at spørge,
selv en Journalist maa undres!
Se Naturens Mesterstykke,
se din Krop i Djævlehænder,
hvilket Reportagenummer
i en mandagstom Avis!
Bøjet over Simons Legem
staar Hans Styx og fører Kniven.
Gennem Overfrakken gaar den,
gennem Frakken, Vesten, Skjorten.
Men den møder aller inderst
Modstand. — Styx rekognoscerer.
Blot en lille, ussel Kæde
med et Kors af brunet Kobber...
Ah — et Voltakors, min Sandten!
Stakkels Simon er leveret.
Hvilken Overtro — hvor skændigt
i en oplyst Fremskridtstid!
Ak, din Sjæl har været Mørke,
Simon! Hør, hvor Helved griner!
Djævlene faar Latterkrampe,
Troldene maa danse Reel.
Men Hans Styx har ikke Stunder,
han er af en rig Erfaring,
han har glemt at le og græde,
Djævel er han — sans façon.
Uden Tøven vandrer Kniven
durk igennem Maveskindet.
Og han kigger paa din Indmad
med en hastig Kendermine.
Djævlene staar samlet om ham,
og de peger og de fniser.
Og de ser paa dine Tarme.
Stakkels Simon, de er slunkne.
Over Mavens runkne Pose
ligger Leveren og flammer,
dunkelrød som Livets Purpur
breder den sin tunge Kappe.
Dine Lunger fylder Brystet
som to Sække, vinforladte.
Man kan se en Flig af Hjærtet,
det har gemt sig allerinderst.
Og de store Aarer gaber,
der hvor Kniven skar igennem,
gaber som et aabent Spørgsmaal —
Blodet flyder ikke mere.
Disse fine Nervegrene
hvor de borer sig i Kødet —
som et Spind af spinkle Rødder
fra den store Hjernekrone.
Og Hans Styx med begge Hænder
gravet ned i denne bløde,
lunkentvarme Legemsilke —
hvor det fryder ham i Sjælen!
Og han griber Hjærtets Flige,
river til: dér er dit Hjærte —!
Denne lille, røde Usling,
muslingglat og blid i Formen.
Og de andre Djævle plukker
hver sit Stykke — flænger — flænser...
En har revet ud din Tunge,
en dit store Adamsæble.
Og med Nyrerne der spilles
livligt Bold! De lange Tarme
vækker Munterhed og Glæde
— men din Blære vækker Afsky!
Kun Hans Styx staar tavs og søger
— gransker, maaler, vejer, vrager.
Og han ryster paa sit Hoved
med den tottede Paryk.
Overdjævelen Hr. Thomas
kommer til — de hvisker sammen.
Simons Status bliver opgjort,
Ryggens Marv paa Guldvægt vejet.
Og da Kroppen er takseret
griber Thomas Hovedet.
Simon blegner. Og hans Taarer
falder salte paa Cigaren.
Med et Knubs er Skallen kløvet,
Hjernen Thomas ta’r i Haanden.
Styx betragter den med Omhu,
prikker i den med sin Tommel.
Simons Hjerne ligner andres:
den er væmmelig at skue.
Arsenikgraa, velfriseret
som et melankolsk Frisørskilt.
Ak, mens Simons Tænder klaprer
og hans ene Øje falder
ned paa Næsen, bli’r hans Skæbne
afgjort af de to Profosser.
Men han slipper ej Cigaren,
det maa siges til hans Fordel.
Simon er en ivrig Røger
og et Stykke af en Helt.
Thomas og Hans Styx voterer,
og det varer noget længe.
Styx vil hverve ham for Gryden,
Thomas har nok andre Planer.
Styx med Kammerjunkergratie
ta’r et økonomisk Standpunkt.
Thomas taler for Ideen
og de djævelske Idoler.
Simon slutter sig til Thomas,
blinker med sit ene Øje
til den store Overdjævel
med den lange Følehale.
Og han puster med sin Mundvig
Røgen op i Styxes Ansigt.
Medens Styx faar Kvælningshoste,
vinder Thomas Overtaget.
Med sin skarpe Hvislestemme
skriger han til Djævleskaren:
Hid med Simons hele Indbo
— hver en Stump skal afleveres!
Hvor de unge Djævle hvæser,
da de hører hans Befaling.
Men de kommer som paa Tælling,
lægger alting net tilbage.
Tarmene faar atter Leje.
Hjærtet, Maven, Blæren fæstnes.
Og de to af Boldspil varme
Nyrer lægges blødt tilrette.
Thomas griber Simons Hoved,
rejser Legemet og klemmer
Knæene mod Simons Mave,
saa at Saaret lukkes sammen.
Pludselig bli’r alting Mørke.
Simon føler i sit Ansigt
kun en Kildren — som en Pensel
førtes over Hudens Flade.
Snart er Lyset vendt tilbage.
Mørket gjorde Underværker.
Atter Kroppen fandt sit Hoved,
atter Simons Sjæl fik Fred.
Højst forbavset Simon ser paa
sine Haandled — de er sorte.
Hænderne er ganske sorte,
Fødderne er ogsaa sorte.
Og da han forlegen gemmer
sine Hænder om paa Ryggen,
finder han en lille Udvækst
paa et rent umuligt Sted.
Hvad er dette? Har han Hale?
Længe staar han tavs og grunder.
Hvirvler sig saa om sit Centrum
som en Negerkomiker.
Han er rasende. I Vrede
kaster han Cigaren fra sig.
Stumpen er jo næsten udbrændt,
men den ligger dog og oser.
