Simon rømmer sig og skeler
til Forsamlingen. Hvad Indtryk
gør hans Ord paa denne Masse?
Har han ikke talt profetisk?
Har hans Tunge ikke tolket
Sjælens Stemme, fundet Udtryk
for den frygtelige Krise,
der har gjort ham Helved hedt?
Eller har han abstraheret
fra sit Emne? Talt i Taage?
Har han kastet Rosenstene
for sin Køter? Har han? Har han?
Skal han blive ved at tale
eller skal han tie stille.
Han har meget i Reserve
for et sultent Publikum.
Skal han være jævnt beskeden
eller raa og uforskammet?
Skal han suggerere Plebsen
eller spille Idiot?
Simon søger i sit Indre
efter en subtil Forklaring.
Men hans Sjæl er lutter Spørgen
uden Svar paa noget Spørgsmaal.
Nej, det nytter ej at pilke
Tanketorsk i dette Farvand;
Simons Hjerne er som Nuet,
spejler Øjeblikkets Afglans.
Og idet han træt fornemmer
sin Begrænsning, vandrer Ordet
uvilkaarlig som en Boble
mod hans Læber og han siger:
Mine Herrer — Døden kaldte
mig fra Jorden paa en Søndag.
Tør jeg spørge, er det Mandag
eller er vi midt i Ugen?
Er det Mandag? Tænk i Aften
er der altsaa Premiere
paa den nye Vaudeville,
som er skrevet af Hr. Hostrup!
Paa den kongelige Scene
vandrer fire Instruktører.
Chefen sidder i sit Kammer
og forsvarer sig mod Pressen.
Chefen elsker Direktøren,
Direktøren elsker Chefen.
Og de fire Instruktører
instruerer som besatte.
Alt er Sammenhold og Venskab
paa det kongelige Jomsborg.
Staten føder og betaler
denne sjældne Enighed.
Alle elsker de Hr. Hostrup
og Hr. Heiberg, men Hr. Holberg
er for ækvivok for denne
Riddervagt af gode Sæder.
Chefen sidder i Parkettet
og beklapper Instruktionen.
Direktøren som père noble
vandrer rundt i hvide Veste.
Disse sjældne, hvide Veste,
jeg har set dem, og beundret
Direktørens aabne Ansigt
med de smukke, brune Øjne.
Skade kun, at disse Veste,
dette Ansigt, disse Øjne
fødtes under vrede Stjerner
i et ganske galt Aarhundred!
Her ved Helveds Port jeg sværger:
Han er Epigon til Vesten —!
Mine kære Herrer Djævle,
lad mig anbefale Manden.
Derved gør jeg dog lidt Nytte,
og ved denne Anbefaling
fandt jeg Ord for en Artikel,
Døden stjal mig ud af Munden.
Mine Herrer! Jeg maa røbe
med det samme min Bestilling:
Over Jordens hvide Flade
har jeg vandret som en Guldpen.
Journalist, det har jeg været!
Ridder af den sorte Sværte.
Mellem Folk og Fæ og Bønder
har jeg svunget Ordets Lanse.
Jeg har danset paa Papiret
en Kehraus til Fryd og Glæde
for mig selv og mine Venner
og det brede Publikum.
Jeg har løjet paa Papiret,
mine Løgne var de bedste,
tit blev de ekspresbefordret
til den store Verdenspresse.
Jeg har hyklet paa Papiret,
jeg var Mester i at hykle.
Ja, den sorte Kunst forstod jeg,
den at gøre hvidt til sort.
I min Ungdom var jeg doven,
drømte Tiden bort i Krogen.
Solen bagte paa mit Hoved,
saa det hastig modnedes.
I et Vildnis løb min Hjernes
magre Grene mod hinanden,
ubefrugtet tusind Blomster
faldt af Stilken uden Frugter.
Ti min Vilje var en Svæklings,
mine Lemmer muskeltrætte.
Dog jeg higede mod Livet
som en redningsløst fortvivlet.
Ja, i svækket Manddom sad jeg,
rakte mine nøgne Arme
mod en Himmel blaa og hellig
— den jeg haded og fornægted!
Sad en Tid og var bedrøvet,
sad en Tid og var forhærdet,
græd og drømte — sukked, trued,
saa paa mine nøgne Fødder.
Og en skønne Dag jeg iled
ned i Didrikbadskærsgang;
der var Redaktionskontoret
paa en smudsig Førstesal.
Redaktøren var en gammel,
mavebitter, hidsig Mandsling.
Han betalte mig pr. Linje,
det var altid Lommepenge.
Vi var fjorten paa Kontoret,
fjorten Munde skulde mættes,
fjorten Penne paa Papiret
ridsed Dagens Runer ned.
Vore Hænder blev til Poter
og til Klør blev vore Negle.
Alle fik vi lange Fingre,
lange Øren, lange Tunger.
Vi gik Dagen lang paa Rov,
halsed rundt i Byens Gader.
Sved og Taarer kærligt mødtes
paa de blegsothvide Kinder.
Vi skrev løs mod bedre Viden,
førte Bog om Ven og Fjende,
vælted os i Svinerier
som Forraadnelsesbaciller.
Altid skal jo Livet leves,
vort Instinkt blev uden Anger.
Vi var præsentable Penne
over Døgnets dybe Blækhus.
Døgnet ætser som en Syre,
Natten ta’r, hvad Dagen levner.
Nætterne gav Kvindevarme
for de tomme Dages Kulde.
Endelig jeg fik et Forspring
for de andre. Blev en omstridt
Journalist og Selskabsbroder
og blev pragtfuldt ekviperet!
Jeg blev hædret og beundret,
ti min Stil var spids og modig
og min Haand var fast og myndig,
ingen aned Hjærtets Banken!
Ak, et Hjærte ingen mestrer,
og mit Hjærte var saa skræmmet,
saa uroligt og saa usselt
som et Barn, der leger ensomt.
Dette Forspring gav mig Chancer,
som jeg brugte efter Evne.
Jeg fik Ry og Navn og Rygte,
alle kendte Simon Ring.
Jeg blev hele Byens Yndling,
ti jeg var et Barn af Byen,
og dens hemmelige Synder
læste man i mine Øjne.
Jeg fik Venner, jeg fik Fjender.
Fjenderne jeg respektered,
og hos Vennerne jeg elsked
aller varmest deres Koner.
Men i alt var jeg forsigtig,
jeg som frygted for min Svaghed,
jeg som er en Søn af Tiden,
jeg som elskede mig selv!
Ak, nu staar jeg her og snakker!
Det er altid sødt at mindes.
Det er altid sødt at tale,
skønt jeg har vist mistet Traaden.
Træt jeg er af al den Præken,
jeg bli’r hæs, jeg taber Vejret. —
Med en let vatteret Skulder
løftet, ser jeg mig tilbage.
Dette er vel Forgemakket,
lad mig slippe ind af Døren
og faa Has paa Audiensen
hos Hans sorte Majestæt —!