Det være Maalet for al vor Stræben,
At Hjem bli’r Skole og Skolen Hjem,
De tvende Magter det er de Skuldre,
Der bære Barnet i Verden frem.
Thi skal det lykkes af Barnesjælen
At lokke Menneskespiren frem,
Da maa der spindes de tusind Traade
Fra Hjem til Skolen, fra Skolen hjem.
I Pagt med Gud maa den Virken være,
Som bygger Broen for Barnets Fod.
Hvad nytter Dæmning, hvad nytter Dige?
Kun Gud kan bøje den stride Flod.
Thi naar det gjælder den Grund at lægge,
Der bæres over al Verdens Brist,
Da maa der knyttes en Forbundskjæde
Imellem Magterne her og — hist.
Der var en Tid, da man stængte Skolen
Som Rovdyrburet med Dobbelt-Slaa.
Hvormeget bedre at vænne Barnet
Til frejdig Udsigt imod det Blaa!
Der var en Tid, da man spærred ude
Alt Liv, der lokked bag Vindvets Glar,
Man stængte Dør og man blænded Rude,
At Barnet ikke det Liv blev vár.
Hvormeget bedre at aabne Døren
For Sol og Sommer derudenfor,
Paa det at Barnet af al Naturen
Kan stave sig til et Fadervor!
Saa være Maalet for al vor Stræben,
At Hjem bli’r Skole og Skolen Hjem.
De tvende Magter det er de Skuldre,
Der bære Barnet i Verden frem.