Lad os lære, o Moder Natur!
Hvert Guds Under med Flid at betragte,
Hver en Spurv, hver en Myre at agte,
Hver en Maaler paa Gjenboens Mur.
Luk den op da Din brogede Bog,
Lad os tolke den Billed for Billed;
Alt, hvad dér os for Øje er stillet,
Taler Visdommens manende Sprog.
Lad os lære af stort og af smaat,
Lad os lære af rigt og af ringe;
Liden Spurv stræber højt paa sin Vinge,
Liden Myre kan bygge et Slot.
Liden Bæk spejler Himmelens Hvælv,
Lidet Barn kan Guds Kjærlighed eje,
Blot det søger: paa Jorderigs Veje
Allen Stund at bevare sig selv.
Giv os, Gud! at bevare det Mod,
Som os nu lægger Smilet om Læben,
At bevare den ærlige Stræben,
Som bevinger vor Hu og vor Fod,
At bevare i Hjærtet en Fold,
Hvor Guds Billed sig lønligen spejler; —
Om vi saa end paa Jorderig fejler,
Saa er Gud dog vor Sol og vort Skjold!