Det har en egen Ynde,
bare det at gaa og nynne
gennem morgentomme Gader
paa en Sang, som Ingen kender,
som begynder og som ender
mellem stumme, graa Façader.
Det har en egen Ynde,
bare det at gaa og nynne,
medens Nattemulmet flygter,
finde Hvile, finde Lise
i en form- og tidløs Vise
mellem morgenblege Lygter.
Ja, det har en egen Ynde,
bare det at gaa og nynne
flette Lykke, flette Savn,
gammel Lykke, friske Savn
i en Vise uden Navn — eller Gavn.