Foraaret er desværre
lidt haardt ved en ældre Herre.
Spurvekvidder og Stærefløjt
burde ikke røre hans Hjerte en Døjt.
Og dog kan en Stribe Sol paa en Mur
lokke ham ud paa en Foraarstur,
hvor han vandrer i Solen og helst i Læ
og føler sig selv som et udgaaet Træ.
Han fryser saa smaat i den tynde Sol
og haster hjem til sin Stue og Stol.
Men hjemme er Stuerne lyse og tomme,
det venlige Mørke vil ikke komme.
De lange, lyse og kølige Dage!
Han ønsker sig Vinterens Lunhed tilbage.
Lampelys, Bogen og Enetalen,
Theen, Tobakken — tilsidst Kabalen.
Ja, Foraaret er desværre
lidt haardt ved en ældre Herre.