En Scene fra Krigens Skueplads
(Skreven i Aaret 1812.)
(Skreven i Aaret 1812.)
En liden Landsby laae ved Bøhmervald,
Af grønne Linde venligen omskygged;
Ukiendt med Kiøbmænds og med Throners Fald,
Der Fred og Uskyld sig et Tempel bygged.
Ei vant at føre Brodermordersværd,
Der Mændene til Ploven fro henilte;
Og naar de havde fuldendt Dagens Færd,
I Vivs og Børns Kreds de sig udhvilte;
Der Mødrene i Fredens stille Ly,
Opdroge Børn, som deres Fædre ligned’,
Ukiendt og ringe var den lille By;
Men Himlens Engle havde den velsignet.
Der leved uden Ønsker, uden Savn,
En vakker Yngling og en huldrig Pige.
Adolph var hans, Susanne hendes Navn,
Af andre kaldte: de tvende Lykkelige!
De kiendte ei til Lidenskabers Ruus;
Ei Hindring Olie gød i Ømheds Flamme;
Hun hytted Faderens med Mandens Huus,
Men deres rene Elskov blev den samme.
Ved fælles Flid, de Aar som Dage gled,
Og Velstand blomstrede om nøisomme Hytter.
Snart favned hun et Pant paa Kierlighed,
Som Elskovs Baand end mere sammenknytter.
Tidt slog hans varme Hierte Slag i Slag,
Naar gaaende i Plovens sorte Fure,
Han skimted’ hen til det straatækte Tag
Og øinede de velbekiendte Mure.
Da tænkte han: O Gud! hvor er du god!
Hist banker ømme Hierter mit imøde. —
Hvor jeg er glad og rig! — men vee mit Mod,
Hvis Sanne eller mine Børn døde!
O, lad os kysse Almagts Faderhaand!
Og aldrig vi Alvidenhed forlange.
Gud fører os i Blindheds Ledebaand,
At ei for Tiden vi skal vorde bange.
Thi saae vi stundom, hvad os forestod,
Naar sorgeløs vi nyde fage Glæde;
Da Ro og Fred beængstet Siæl forlod,
Og vores Barm blev Mismods bange Sæde.
Snart skal en Afsked og Liig det Sted
Betegne, hvor saamange glade Hierter,
Henlevede i sorgløs Skyldfrihed,
Ukiendt med Vold og Mord og Sindets Smerter.
Thi Krigens Tordenbulder nærmed’ sig:
De Mænd maa Ploven om med Sværdet bytte;
Trods Oldingers, trods Børns og Koners Skrig,
Rev Fyrstens Ordre dem fra deres Hytte.
Susanne sørged, adskilt fra sin Mand;
Men ak! en større Sorg blev hende givet:
En fiendtlig Trop stød Hytterne i Brand,
Og vanskelig det var at redde Livet.
Da fjernt og nær fremtrængte Horden sig,
Liig Græshopsværm, som alting ødelægger;
Her Luften lød af Graad og Jammerskrig;
Hist Blod og Liig nedtraadte Ager dækker.
Den glubende Kosakkerflok indbrød
I Husene, og myrdede og røved.
En Kugle Sannes høire Arm afskød;
Da sank hun om, afmægtig og bedøvet.
Dog, selve Dødens Qvale mægter ei,
At døve Kraften i et Moderhjerte,
Hun vaagner! — giennem Sværd hun baner Vei,
Forglemmer Fare, Saar og Blod og Smerte.
Der brændende den kiære Bolig stod,
Dog styrter hun fortvivlet i dens Flammer.
Da findes der en Røst ved hendes Fod;
I Dødens Kamp der: „Moder! — Moder!“ stammer.
Ak! denne Røst fra hendes Datter kom;
End Skræk og Qval fra blegnet Aasyn talte
En Bielke havde kastet hende om,
Og Ild og Røg den lille Engel qvalte.
Forfærdet, næsten uden Sands og Liv,
Bortiler Moderen fra denne Scene;
Da standser hun afmægtig, kold og stiv,
Og Taarer dryppe paa de hede Stene;
Paa Tærskelen der laae den lille Søn;
En Bajonet sad i hans fromme Hierte.
I Livet var hans Kind saa rød og skiøn,
Men Rosen blegned var i Dødens Smerte.
Fly, arme Moder! fly! end lever der
Et Væsen, som om Redning dig paakalder!
O skynd dig! — iil, før det forsildig er,
Før Taget paa den Spædes Vugge falder!
Det mindes hun, og med uskadt Arm
Hun søger ham for Ilden at beskytte.
Med Barnet ved den knuste Moderbarm
Forlader hun den lykkelige Hytte.
Forfulgt af Kuglers Hvinen, Sværdes Lyn,
Henflygter hun hos Adolph Trøst at søge
Paa Kampens Plads. Men Himmel! hvilket Syn,
Som hendes Qvaler endnu skal forøge!
Hans sønderskudte Legem finder hun;
Kun altfor vel kan hun hans Aasyn kiende.
Fast trykket er den Ring op til hans Mund,
Som han i bedre Dage bandt til hende.
Susannes første Tanke var: at døe,
Men Glutten klapper hendes blege Kinder!
Hun mindes hans, den Hielpeløses Nød,
Og mægtig han til Livet hende binder.
For hende Døden var det største Held,
Hun, som saamange Lidelser maa friste;
Men skal den lille faderløse Siæl
Nu og sin sidste Trøst, sin Moder miste.
Sin Mand og sine Børn, sin Eiendom,
Sin Helbred og sin Munterhed berøvet,
Hun med sin Søn landflygtig vanker om,
Og kummerlig maa sammenbetle Brødet.
Den venstre Arm hun ikkun har igien,
For til sin Barm den Diende at trykke;
Saa sidder hun og græder Livet hen,
Ak! paa Ruiner af sin fordums Lykke.