Held den! som ei ved Phantasie
Forstyrrer selv sit Hjertes Fred;
Som al sin Tankekraft indvier
Til huuslig Ro og Munterhed.
Vee den! som selv sit Hjerte saarer,
Ved indbildt Qval og Lidelser;
Som stedse bader sig i Taarer,
Og Slave af sin Kummer er.
Held den! som kun sin Lykke søger
I stille Glæders hulde Kreds;
Med Mismod, Modgang ei forøger,
Og er i Nøisomhed tilfreds.
Vee den! som efter mere higer,
End Dødelige kan opnaae;
Og naar da Drømmens Billed sviger,
Vil af Tungsindighed forgaae.
Held den! som alt har lagt tilbage
Sin Vandring, og ved Maalet er;
Som efter vel anvendte Dage,
Sin Død med Ro imøde seer.
Vee den! som naar hans Klokke kimer,
Og kalder ham til Gravens Fred;
Imellem de henrundne Timer,
Kun øiner spildt Lyksalighed.