Venskab
Tilegnet Jomfru L. Grabmann.
Tilegnet Jomfru L. Grabmann.
En hellig Stierne tindrer for vort Øie
Og straaler lyst paa Livets dunkle Vei;
Det er en Gnist fra Flammen i det Høie
Som varmer blidelig, men brænder ei.
Naar Lykken venlig sees til os at smile,
Den som en Engel ved vor Side gaaer;
Naar Hjertet rammes dybt af Modgangs Pile,
Huldt læger den det dødelige Saar.
Ja, Venskab er den Blomst fra Edens Have,
Som ei i Skiæbnens Vinterstorm gaaer ud;
Det er den varigste, den bedste Gave,
Som Støvet modtog af en naadig Gud!
Ukiendt med hine vilde Lidenskaber,
Der blusse høit — og snart derpaa forgaaer;
Dens Ynde og dens Styrke ei sig taber,
Men vinde begge mere Aar for Aar.
I Livets Blomstervaar dens bly Kierminde
Fordunkles let af Elskovs Rosenkrands;
Men Tiden byder Roserne at svinde,
Og da — da funkler den i Himmelglands.
Naar matte Olding støtter sig ved Staven,
Den krandser end de sølverhvide Haar;
Den blomstrer sørgende men tro paa Graven,
Naar brustne Hjerte ikke længer slaaer.
Den spirer frem af Agtelse for Dyden,
Og selve er den Dydens bedste Løn;
Liig Sølverbækken, som ustandset flyder,
Med sagte Vover henad Engen grøn.
Saa er dens Løb; ei vilde Storme bruser
Dybt i dens Grund; dens sagte Bølgegang
Sødt vugger Hjertet, skiøndt den ei beruser;
Den stiller rene Siæles fromme Trang.
Den findes overalt i hver en Zone;
Den bindes ei til Kiøn og ei til Kaar;
Den er en Ædelsteen i Fyrstens Krone,
Som straaler klart igiennem Seklers Aar;
Den er en Lægedrik naar Tungen sitrer
Af Træthed, Tørst og Vee hos Betleren;
En Straales Lys hans Skiæbnes Mulm oplyner
Og Haabet trøster ham: Du fandt en Ven.
Dog saare sielden er den Blomst at finde,
Den qvæles tidt af Tiorn og Lyng og Krat,
Den fromme Pilgrim søger den i Blinde
Og troer at eie Livets bedste Skat.
Men pludselig det skiønne Blomster visner
Og Tillid flyer fra den Bedragnes Bryst;
Mistankens Vinterkuld hans Hjerte isner
Og dræber hver en Drift til Livets Lyst.
Held Dydens Børn! hvis jordisk Venskab falmer,
De eie end i Gud en trofast Ven.
Det er en Krands af eviggrønne Palmer,
Som aldrig nogensinde visner hen.
Den grønnes kun i Haabets Dragt hernede,
Et Fredens Billed her paa dunkle Jord;
Men over Stiernerne — i Evigheden
Forvandlet den som Sølverlilie groer.