Kort Adeler var sig en Helt saa stærk,
Hans Ry foer saa vide om Lande,
Han øved’ saa mangt et Kjæmpeværk
Alt ved de fremmede Strande.
I Myklegaard hørtes hans Navn med Skræk,
De Tyrker kun lidet ham hued’;
Han slog saa mange med Sværdet kjæk,
Fem tusind med Lænker han kued’.
Ved Tenedos toned’ hans Sejerssang,
Mens eenlige Snekke han boded’;
Da kom Hr. Ibrahim, stærk og lang;
Af Harme den Muselmand gloded’.
Med tusinde Mand han mod Helten foer,
Ham tyktes Sejren alt vunden;
Paa søndrede Snekke de sprang ombord
Og raabte paa Kristenhunden.
Paa Dækket der øves saa haard en Færd,
Saamangen Kristenhelt bløder.
Kort Adeler svinger sit gode Sværd,
Han flux den Muselmand møder.
Hr. Ibrahim efter hans Hoved slog,
Men det vilde Helten ej slippe:
Med højre Haand han det Slag modtog;
Men nu vilde Styrken ham glippe.
Med venstre Haand tog han Sværdet fat,
Og nu foer han ikke med Lempe:
Paa Dækket der faldt et Hoved saa brat,
Det tabte den tyrkiske Kjæmpe.
Nu faldt hver Muselmands Sværd og Mod,
Som Dyr de lode sig binde;
Fra Tenedos sejled’ den Kjæmpe god
Med Sejer for flyvende Vinde.
Kort Adeler frem for sin Konge stod;
Ej Heltens Hæder var ringe:
Et Banner han lagde for Kongens Fod
Og Ibrahims vældige Klinge.
Nu ligger Helten i sorten Muld,
Han kløver ej flere Pander;
Men Danmark gjemmer end, tro som Guld,
Hans Navn, hans Sværd og hans Banner.