Fru Marte sad paa Karisegaard,
Hun var saa god og saa from;
Var Vinteren stræng og den rige Mand haard,
Til hende de Fattige kom.
Den Hungrige mætted’ hun af sin Haand,
Den Syge husvaled’ hun fro,
Den Fangne løste hun af sit Baand
Og bad for Synderens Ro.
Men stor var Nøden i Danmarks Land:
Trindt Svensken brændte og slog;
Fru Martes Borg de tændte i Brand;
Til Kirken den Fromme hendrog.
I Taarnet bo’de hun Nat og Dag;
Der Ingen til hende kom;
Kun Uglen sad under Kirketag
Og saae paa den Frue saa from.
Og trygt hun bo’de i Herrens Huus,
Til Fjenden maatte bortflye;
Da gik hun tilbage til Borgens Gruus
Og lod den oprejse paany.
Da fandt den Huusvilde atter Ly,
Da fandt den Hungrige Brød; —
Men hver Mand græd i Karise By,
Dengang Fru Marte var død.
Og der den Frue i Kisten laa
Og smiled’ med blegen Kind, —
Da var der fast ingen Børn saa smaa,
De bares jo til hende ind.
Da Klokken lød paa den Jordefærds Dag,
Da Unge og Gamle de græd, —
Da var der ingen Gubbe saa svag,
Han løfted’ jo Baaren med.
Da der de satte den Ligbaar ned
Og hviled’ paa Kirkesti,
Da sprang der en Kilde paa samme Sted;
Den ganger man end forbi.
Gud glæde evig den fromme Sjæl!
Saamange glædede hun:
Tit den, som drak af Fru Martes Væld,
Blev karsk i den samme Stund.
End Taarnet staaer med den dunkle Vraa,
Hvor fordum Fru Martelil sad;
Tit kommer en Fremmed og seer derpaa
Og hører det Sagn saa glad.