Jeg vandrer paa Vidder, hvor I aldrig kommer,
fordi der er dødsensstille og øde,
men gaar jeg end ensomt, jeg øjner dog Havet,
og over dets Kimmingrand — Morgenrøde.
Og Morgenrøde! — det trænger vi til:
Farvernes, Livets, Solopgangsspil! —
Jeg vandrer paa Vidden i kuldskære Nætter,
Sorgen sin Fod paa min Hjærterod sætter,
men Eventyrglansen i Morgenens Timer,
naar Natten i Solgudens Arme besvimer,
bestandigt min bøjede Vilje retter. — — —
Gaa med mig paa Vidden Enhver, som har Lyst
dér dier man trygt sin Almoders Bryst,
dér hviler man ud i Naturens Skød
og glemmer, hvad éngang i Synd man forbrød.
I Almoders Arme, paa Viddernes Sletter,
dér er det, den ensomme Synder sig retter,
thi Han, der har Evner, som vi aldrig fik —
Han sletter vor Sorg med sit Solopgangs-Blik.