Jeg vil ned i de sydlandske Zoner,
hvor alt zitrer i Sol, hvor der blinker en Kniv,
hvor der dræbes og synges og syndes —
hvor alt er et Udspring af Liv:
Ej af Længsel, saa lidt som af Drømme,
kun af Sanser, der dirrer af Drift —
jeg vil ned, hvor Kvinderne læger
med Ildkys hver gabende Rift.
Hver en Vunde, som skreg i mit Indre,
dér, i Syden, dér læges den nok —
jeg vil ned til Sevillas, Alhambras
og Granadas solbrændte Flok.
Jeg vil sidde en Nat i mit Vindu
og se Synden drive mig mod
som en silkeklædt Skøge, der gærne
gad drikke mit solhede Blod.
Og springer af Maanenatsskyggen
en Rival mig imod med blinkende Kniv,
da vover jeg frejdigt for Eros
— og hende — mit unge Liv! — — —
Der er Kulde og Tamhed her nordpaa
og vi Mennesker trænger til Glød ...
ihvertfald de blandt os, der attraar
en voldsom og ridderlig Død —
— i et underdejligt, et sælsomt,
et skælvende Eventyrskød!