Skagen
I.
I.
Bølgebrus,
Brændingssprøjt,
Ternehvin og Rylefløjt,
og langt, langt dérovre fra
Vesterhavets Orgelsus:
Revlens monotone Sang
hele Dagen lang. —
Men det aftner, mens jeg gaar
mellem Klittens hvide Banker,
hvor den gamle Kirke staar
som et sandtilføget Anker.
Ingen Aftenklokkes Slag
vidner fra dens stængte Glugger,
at paany er endt en Dag —,
ikkun Vinden rundt dens Tag
salmedæmpet sukker.
Men omkring dens hvide Fod
op af Sandet dukker
røde, spæde Rosers Flod,
som jeg nænsomt plukker,
medens Dagens Solguldsvæld
rinder bort i Vesterleden:
i den klittetyste Kvæld
blomstrer Evigheden.
Langsomt, fredfyldt, gaar jeg hjem
blandt de drømmeslørte Hytter,
langsomt skrider Maanen frem
— som en gyldent-pansret Rytter,
der er træt af Langvejs-Færden
gennem Verden. —
Fra min Haand en Rosenklynge
sender Bud til hvert et Hus,
som jeg varsomt gaar forbi ....
fjernt dérude Havets Brus
høres endnu synge
sin dybe Melodi:
— Skagens Symfoni!
II.
Jeg elsker Dig, Skagen! — din blændende Strand
har draget mig bort fra de støvede Veje.
Jeg lægger mig ned i dit solhede Sand,
der minder til Tider om Ørkenbrand,
om den første, fortærende Nat, jeg som Mand
blev indbudt til Djamalas Leje.
Jeg elsker Dig, Skagen! — dit Marehalmssus
har listet sig ind i mit lyttende Øre.
Der er Sang i din Klit — i din Bølgebarms Brus
er der Vildskab, der minder om Vikinge-Rus —
— en Lyd, man kun sjældent faar høre.
Jeg elsker Dig, Skagen! — dit fredlyste Fyr
har draget mig ofte i søvnløse Nætter,
naar ikke jeg havde paa Tankerne Styr,
naar jeg længtes mod fremmede Egnes By’r,
mod ukendte Eventyrsletter.
Jeg elsker Dig, Skagen! — dit Fyr, der staar fast
i det rastløse Sand som en viljerejst Mast,
det lærer mig: aldrig at fejle.
Set fra Revet dérude, hvor Brændingen gaar,
er det som en Ven, der beredvillig staar
og vejleder hver, som maa sejle. —
Og sejle, det gør vi omsider enhver,
og strande, det gør vi — paa alle Slags Skær —
hvis „Fyret“ hérinde svigter. —
Ak! — Fyrene slukkes i Gryet engang ....
.... men da, Skagen — da lyser Du Dagen lang!