Danmark
I.
I.
Jeg elsker Dig!
Du er det Land,
hvor Hun og Han, af hvem jeg randt,
engang, for længst tilbage,
hinanden fuldt ud fandt.
Jeg elsker Dig! — thi paa din Jord
Hun vandrer end, min gamle Mo’r,
og i dit trygge Moderskød,
Han sover — Fa’r, som længst er død.
Jeg elsker Dig! — thi rundt mig gror,
som gyldne Aks af safttung Muld,
mit Ophavs Saga — sagnrig, stor,
saa ægte dansk, saa underfuld.
Jeg elsker Dig! —
Du er det Land,
den Plet, hvor éngang Hun og Han
hinanden fandt og favned’,
hvor jeg i Verden saa end fo’r —
— bestandig dig jeg savned’.
Fra jeg var Barn, jeg lytted til
det Havbrus, til det stærke Spil,
som lød langs dine Strande.
Der er Musik i alt dit Blod,
Sangfuglen aldrig dig forlod,
Havet knæler for din Fod
og vugger dig paa sine kornblaa Vande,
mens Solen trykker Guldkys paa din Pande.
Fra jeg var Barn, jeg stirred mod
din Stjernehimmels Morildsflod,
dit dunkle Nathvælvs Mælkevej —
— derfor jeg elsker dig.
Fra jeg var Barn med dagglad Sind —
til nu, min Manddoms Alvorsklokke kimer,
har jeg dig elsket ... under Stjerners Skin,
som i den gyldne Dagnings stolte Timer.
Danmark! — underskønne, skærsommerlyse Land!
— jeg hilser Dig, mens Solen stiger
over Skagens hvide Strand!
II.
Land! — hvor Majsol sitrer over lyse Skoves Bryn,
der ligger hen i Fjærnheds-Disen som et Drømmesyn —
saa foraarslyst, saa vaarbrudsungt, saa underfuldt og rigt
er alt, som bærer Navn af dig ....
.... Danmark! — Du er et Digt.
Jeg kan ej finde Ord, jeg har ej Sproget i min Magt,
ej nok til at berømme din saa tit besungne Pragt.
Men har jeg ikke Tungens, har jeg Hjærtets stærke Sprog —
— i det jeg stammede dit Navn fra jeg var Skole-Pog.
Lad Andre om de slebne Kvad! — er Du mig mindre kær,
fordi min Sang er simpel som en Knøs i Vadmelsklæ’r? —
Du er for mig en landlig Brud, jeg altid længes mod,
og denne Længsel, Land, faar Næring fra min
Hjærterod! — — —
Hér skal ej siges Lovord ... naar bad vel den om sligt,
hvis Billed var saa foraarslyst, saa vaarbrudsungt og rigt?
Jeg siger, jævnt og ærligt, det ægteste, jeg véd:
„Jeg giver Menn’sker Haanden —
— til dig, min Kærlighed