Mit Barn
I.
I.
Mit Barn! — der var en Tid, din Fa’r
han vilde, hvad saa mange vil:
sit Navn blandt Slægtens største sat
— hans Evner slog ej til.
Blandt Slægtens største! sang hans Sjæl.
Han selv, hans Sag, hans Navn, hans Hjem,
alt skulde sejre gennem ham
— din Fa’r vandt aldrig frem.
Og ud paa Døgnets Dyb han drev
— snart langt til Søs, snart nær ved Land —
en fredløs Sjæl, som aldrig fandt
sig hjemme paa dets skidne Vand.
Træt løb han da sit Skib paa Grund,
hvor Døgnets Bølger haardest brød ...
da skete der et Under:
du steg af Dybets Skød. — — —
Nu mærker jeg, det fremad gaar,
trods skidne Vandes lumske Skær:
det er, fordi Du styrer
og stedse staar mig nær.
Og naar jeg i min Manddoms Aar,
hvad jeg som Yngling higed mod,
da er det dig, som leder
min Tanke, Haand og Fod. —
Derfor, mit Barn, er alting dit,
naar Fa’r gaar bort — hans Navn, hans Hjem —
han ved, at du vil bære
det endnu længre frem.
II.
Mit Barn, jeg længes saare! —
Jeg sidder mangen Aftenstund
saa ensom i mit stille Hjem
og ser, hvorledes Stjernerne
dérude skrider frem.
Det er en lydløs Vandrerflok,
paa Vej mod Dagens Kyst igen,
og Nattens Mulm har ikke Magt
at skræmme eller standse den.
Jo mere Mørke over Land,
des klarere er deres Skin —
— saaledes glimter ofte Strejf
af Lys i mørke Menneskesind.
Mit Barn, jeg længes saare! —
Naar Ensomheden trænger ind
i Hytten, hvor jeg hjemme har,
saa kalder jeg paa Dig, min Tøs.
og altid har Du Svar.
Men ofte stjæler der sig ud
af Øjets Laag en Taare:
det er min Længsel, som gaar Bud —
min Tøs, min dyrebare Skat!
hvor tænker jeg paa Dig i Nat ....
... mit Barn! — jeg længes saare!
III.
Altid vaagner du, dejlige Tøs,
med et forunderligt Smil om din Mund
— som strømmed et aldrig standset Væld
af gylden Fryd i dit Væsens Grund.
Altid slaar du, min dejlige Tøs,
med tindrende Smil dine Øjne op
som randt der en Evigheds-Glædesflod
igennem din buttede Barnekrop.
Og Smilet lever den lange Dag
og dør ikke ud, før Aftenens Sol
har lagt sig til Hvile, og Skumringens Fred
har aandet sin Søvn paa dit Øjes Viol.
Ja, selv i den silde Nat har vi set,
din Mo’r og jeg, bag de lukkede Laag
et Smil liste om, og ét om din Mund
— som lo det etsteds i dit Hjærtes Krog.— — —
Du, dejlige Tøs, med dit glade Sind!
— Prinsesse paa Lykkens Kongestol! —
Gud nære din Glædes klingende Væld
og slukke sent dine Øjnes Sol!
Og lade dig gro som en gylden Blomst,
og skride med Sang over Jordens Rund,
og dø saa tyst som et Stjerneskud —
Du, dejlige Barn — med Smil om din Mund!