„Ve den, som forarger en af disse Smaa“.
Fanden annamme din hadske Sjæl,
Du giftige Kryb!
Han lænke Dig i sit Helvedesdyb!
Han sætte sin hornede Hestehovs-Hæl
paa din Isse og træde dens Bruskmasser sammen!
Han rive dit Hjærte af Brysthvælvet ud
og riste det dagligt i Helvedesflammen! —
Du, som har glemt de Kærlighedsbud,
der løfter Slægten og danner Rammen
om Menneskehedens Billed af Gud ...
Fanden annamme Dig! — Amen!
Har nogensinde Du stirret ind
i Barneøjne, hvor Glæden straaler? —
— Aa, nej! — sligt ægte, fortryllende Skær
dit lyssky Gammelmands-Blik ej taaler.
Har nogensinde Du lyttet til
og glædet Dig over en Børnefloks Latter? —
— Aa, nej! — slig varm og fortryllende Lyd
dit bortvendte Gammelmands-Øre ej fatter.
Har blot én eneste Gang Du set
en festklædt, forventningsfuld Børneskare? —
— Aa, nej! — Du er slagen med Blindhed... og døv
for Ungdommens muntre Fanfare.
* * *
Man skulde tro, Du misundte de Smaa
den Festdag derinde i Tivolihaven? —
Mine Fingre ... undskyld mig, bedste Hr. k! ..
kribler af Lyst til at ta’e Dig i Kraven
og hive Dig ud i Tivoligraven —
— mens alle Børnene ser derpaa.
Og ejed jeg Circus — Du, kære Sjæl! —
jeg stilled Dig midt paa Manegen ud
og lænked Dig — som en Hund — til en Pæl
og skikked Skolernes Smaafolk Bud:
„I Aften optræder Klownen, Hr. k....,
som I gratis maa se — og forgribe Jer paa.
Garv blot hans Rygstykker, svært ham i Panden —
— for han staar i Ledtog med selveste Fanden!“
* * *
At slige Artikler som din bliver satte
i nogen Avis ... jeg kan det ej fatte!
Og kedeligt er det, Du skjuler dit Navn,
for Du skulde stilles i Gabestokken
som Uglebilled for Børneflokken
og samtlige Fædre i København.
* * *
Barnet vil trives, hvor Kærlighedsflammen
varmer imellemstunder dets Sind —
ukærlig Omgang bleger dets Kind ...
... Fanden annamme Dig! — Amen!