Der lægger hver Aften sig over mit Sind
en Tyngsel, saa knugende stærk:
det er Tvivlen — om dig og din Troskabs Værd —
der øver i Hjærtet sit Værk.
I Hjærtet og Hjærnen den borer sig Vej
som en Orm, der har Udyrets Magt —
— da visner min spirende Lykkeblomst
og fælder sig daglyse Pragt.
Og ofte stod bagved de lukkede Laag,
naar Tvivlen omsider sov ind,
min Øjerand fyldt af bævende Graad,
der steg fra det sorgfulde Sind.
Men altid — og Gud være takket derfor! —
hjalp Søvnen mig over min Vé:
styrket af den, i Daggryets Stund,
kan alting forklaret jeg se.
Og da ser jeg — saa klart som i Uvejrets Mulm
over Himlen de flammende Lyn —
jeg ser, at det ikke er Dig, som er slet,
men at Andre har blindet mit Syn.
Og da skrider min Tro, i Skarlagen klædt,
som en Cæsar dit Billed imod ...
Hver Aften sygner mit Sind i Tvivl —
— men luer ved Daggry af Mod.