Jeg sidder ved Aften
og lytter til alle de døende Lyde
i Storstadens Menneske-Malstrøm derude.
Jeg ser, hvordan Frosten med Isfinger tegner
et Vildnis af Slyngplanter over min Rude. —
Jeg hører, hvorlunde de lyssky Ugler
i Kirken dérovre tude og tude ...
som var de paa Vej til at fryse ihjel,
eller led Sultens Kval i den frosthaarde Kvæld. —
Jeg sidder og hører mit Hjærte banke.
Det fryser ej: — Du er i min Tanke —
— og Hjærtet bliver en ulmende Glød,
der vokser og vokser bag Brysthvælvets Skal.
Jeg kender ej Sult, kun Længslens Nød:
jeg elsker — og længes ... længes mig gal! —
— — —
Jeg sidder og ror mig i Drømmenes Baad
paa springende Vis gennem Attraaens Elv;
men Drømme er Surrogater kun ...
... og jeg vil kun ét: — dig selv!