Pastor Fido
Act. I. Scen. I.
Act. I. Scen. I.
Linco.
O! Sylvio, hvortil har Himlen da udgydet
Paa dig saa meget smukt? hvortil har den dig prydet
Med ald den Deylighed i dine unge Aar,
Imens du ingen Gavn og Nytte deraf faaer?
Om Himlen havde mig saa god og gunstig været,
Og havde mig som dig den Deylighed foræret,
Jeg vilde Skov og Mark u jaged lade staae;
De vilde Dyr for mig i Fred vel skulde’gaae.
Ja jeg hos tamme Dyr langt heller vilde blive,
Og med Fornøyelse min Tiid hos dem fordrive,
Om Sommeren udi den Blomster-fulde Eng,
Om Vinteren dertil udi den varme Seng.
Du med stor Møysomhed det vilde Dyr opjager,
Som med stor Vrede tidt, og Grumhed mod dig tager;
Da du det beste Dyr selv hiemme hos dig seer,
Som sig saa saare tamt og fromt mod dig beteer.
En Jomfrue, meener jeg, saa skiøn, som er at finde
Udi det gandske Land, en Engel, en Gudinde,
Hvis Liige ingensteds, det jeg vel sige tør,
I Skiønhed og i Dyd, blev seet i Verden før.
Saa kiæk en Hyrde-Svend, ey Hyrde-Staven bærer,
I denne gandske Eng, som hende jo begiærer,
Og drager mangt et Suk for hendes Gunst at faae;
Skiønt det forgiæves er, og hand den ey kand naae.
See, hende Himlens Val og Gunst dig vil tilføye,
Og give dig til Brud, foruden nogen Møye;
Ja uden mindste Suk, du efter dit Behag
Kandst hende faae til Brud, end og i denne Dag.
I hendes søde Favn du Daare kunde ligge,
Til slig en Lykke man dig bede maae og tigge;
Da du dog tvert imod, forpikked paa din Jagt,
Den Jomfrue til stor Spot, lidt tager det i agt.
Du Giek, du est ey værd, du ey est værd, at nyde
Den Lykke Himlen dig nu lade vil tilbyde;
Dit Hierte i dit Liv maae være haardt som Been,
Det være maa saa haardt som Kamp og Flinte-steen.
Men kunde du engang forsøge ret at lære,
Hvad Sødhed der er hos, udi sin Siæl at bære
En trofast Kiærlighed, og elske inderlig
En sød og trofast Siæl, som ogsaa elsker dig.
Jeg er forsikkret paa, du da vel skulle sige:
O søde Kiærlighed, o Sødhed uden Lige,
Hvi kom du dog saa seent udi min Siæl at boe?
Du Giek forlad din Jagt, lad Viltet gaae i Roe.
Ja hvad i Verden vil du med dit Hierte giøre,
Om du af Kiærlighed det aldrig lader røre?
Det er jo Kiærlighed, i hvilken det bestaaer,
At Verden, Verden er, og at den ey forgaaer.
Men troe mig unge Giek, den Tid vil engang komme,
At du den føle skal, dig selv dog lidt til fromme,
Thi Kiærlighed engang dog vise vil sin Magt,
Hvorledes den sig har ald Verden underlagt.
Troe mig som veed det best, det er en Ting, som falder
Ulidelig og tung, naar man paa gammel Alder
Udi et rynket Skind først Elske-Kloe faar,
Det læges ey saa læt, hvor man sig river Saar.
I dine unge Aar, om Kiærlighed dit Hierte,
End giør et lidet Saar, see! Kiærlighed din Smerte
Let lindre kand igien; Udi den Unges Saar,
Forhaabnings-Salve giør, at Pinen let forgaar.
Men om den dig faaer fat i dine kolde Dage;
Da du om en Gnist Ild i Asken oft’ maa rage;
Da Haabet borte er, da Ungdom er forbi,
Det mindste Saar den giør, der sidder Døden i.
Hvad Trøst du derimod og Lindring end vil søge,
Den tiener da kun til din Smerte at forøge;
Thi finder du ey Trøst, din Undergang du seer,
Og om du finder den, endnu ti gange meer.
Betænk dig derfor vel, at du ey Alderdommen
For tidlig leeder op, naar den engang er kommen,
Du da det tidlig nok skal see og blive var,
Hvad Feyl og Ulyst den med sig at føre har.
Den skal dig Kiærlighed da tidlig nok forbyde,
Da det i Hiertet dig ti dobbelt skal fortryde,
At du det vilde ey, da Evnen var dertil,
At Evnen er der ey, naar du det gierne vil.
Men siig mig dog engang, i disse Foraars Dage,
Da man ald Verden seer paa nye sig i at drage
Sin Ungdoms grønne Dragt, om du nu alting saae,
Foruden Dyd og Fryd forvisnet slet at staae.
Siig mig her runden om i disse smukke Dale
Og Enge, som man seer om Vaaren nu at prale
Med tusind Blomster-Pragt, om alting skaldet stod,
Ret som om Vinters-Tiid, med en fortørret Rod.
Hver Bøg foruden Løv, hver Lind foruden Blade,
Men du ey spurde strax: hvad mon du Verden skade?
Er vel Naturen syg, imens den nu ey giør
I Skov, i Mark og Eng sin Virkning saasom før?
Men den Forundring du da vilde lade høre,
Dit eget Forhold dig den selv nu bør at giøre,
Det er Naturens Bud, enhver saa leve skal
Som det beqvemmer best hans Aar og Dages Tal.
Og saasom Kiærlighed i en graahærdet Pande,
Er mod Naturens Bud, man det i alle Lande
Og holder for en Ting, som mod Naturen gaar,
At hade Kiærlighed i sine unge Aar.
See dog her runden om, alt hvad du seer og finder,
Som deyligt er og smukt, af Kiærlighed oprinder
En Frugt-begiærlig Ild, den kommer af det Sted.
See? Himlen elsker selv, ja Jorden elsker med.
Ey! see den Stierne an, som der i Øster træder
For Morgen Røden frem, see! hvad den sig dog glæder,
Den elsker ogsaa, ja! den derfor seer saa mild,
Ja, at den tindrer saa, er lutter Elskovs-Ild.
Ret som den unge Brud, som fra sin Hiertens Mage,
Af Sengen nys opstod, hvor hun har lært at tage
Og give mangt et Kys, og andet kiærligt meer;
Som fryde-fuld og glad, saa mild den Stierne seer.
Alt hvad Naturen bød, at flyve, gaae og krybe,
Alt hvad i Havet gaaer, og røres i det Dybe,
Den store tunge Hval, den lille lette Sild,
I deres kaade Kiød de føler Elskovs-Ild.
Den Fugl du hører der saa sødelig at qvæde,
Som vismer saa omkring fra Træ til Træ med Glæde,
Var den med Mæle skabt, den sagde vist paa stand,
Jeg elsker ogsaa, jeg, jeg føler Elskovs Brand.
Jo vist, vist elsker den, med hendes søde Stemme,
Den lader tydelig sin Kiærlighed-fornemme;
Ja hør hvor Magen der nu svarer den igien!
Den samme Kiærlighed jeg har til dig min Ven.
Naar du det mætte Qvæg i Stalden hører vraale,
Viid, Elskovs-Længsel det da kommer til at skraale,
Af Løven mangt et Bræl i Skoven høres kand,
Som ey af Vrede er, men vel af Elskovs Brand.
Nu alting elsker da, slet intet er tilbage,
Som lader jo sin Siæl af Kiærlighed indtage,
I Himmel og paa Jord, ja! i det dybe Haf,
Foruden Sylvio; hand veed der intet af.