Vilhelm Helt (1652–1724)

Udi det feede Land, hvor Floden Nilus flyder,

Og mangen frugtbar Strøm i krumme Bugter skyder,

          Frue Photis fordum Tid i Barsel Sengen kom,

          Og fik et lidet Barn, der vil jeg synge om.

Det syntes mangen gang i Søvne for den Kone,

Imens hun svanger gik, at hun en Konges Krone

          Til denne Verdens Lys udaf sit Liv frembar;

          Men see! Der Tiden kom, det just en Daatter var.

Hver Spaamand i det Land, som sig forstod paa Drømme,

Som vidste efter Konst paa Natte-Syn at dømme,

          Forsikrede, det Barn stor Ære skulle naae,

          Og paa sit Hoved til en Konges Krone faae.

Men Aleon loe deraf, hand loed de Spaamænd snakke,

Hand var en simpel Mand, som gierne tog til Takke

          Udi den Stand hand var, hand søgte intet stort,

          Thi Byttet mangen Gang for Giekkerier giort.

Den Mand i Dyd og Tugt sin Datter lod opdrage,

Og lære mangen Konst i hendes Ungdoms Dage,

          Hand giorde det med Lyst, thi hand for Øyen saae

          Hvad Klogskab i det Barn, og Dyd forborgen laae.

Hun lærde uden Hielp at læse og at skrive,

Det hver Mand, som det saae, Forundring maatte give,

          Hun lærde med en Naal at giøre nette Sting,

          Saa net en Haand ey var i Landet der omkring.

Der Aleon saae hvad Got hos Barnet var at vente,

Hand mangen Mester lod fra andre Lande hente,

          Og vel erfarne Folk, hvorved den lille Gast

          I Konster og Forstand tiltog udi en Hast.

Man hende læse lod i allehaande Bøger,

I hvilken mangen Mand sin beste Lærdom søger,

          Hun lærde at forstaae hvorved man Ære naaer,

          Hvoraf man Fordeel har, hvoraf man Skade faaer.

Hun havde af sig selv et got og hurtigt Nemme,

Og hvad hun engang saae, det vidste hun at giemme

          Udi sit dybe Sind, alt hvad hun tog sig til,

          Og lagde Haanden paa, for hende var et Spil.

Det hende var en Leeg, at skrive og at regne,

Hun vidste med et Kull at ridse og at tegne,

          Og naar hun i sin Haand dertil en Pensel tog,

          Ald Skilder-Konsten sad i hvert et Drag hun drog.

Med Silke og med Guld hun vidste at bordyre,

Og hendes Naal med Konst paa Ramme saa at styre,

          Saa mangen Mester selv, som hendes Arbeyd saae,

          Derover maatte tidt udi Forundring staae.

Hun vidste med stor Kunst et Strenge-Leeg at røre,

Og hendes søde Røst dertil at lade høre,

          I Digter-Konsten hun og saare færdig var,

          Parnassi søde Coor for hende Venskab bar.

Hun var udi det Land et Speyl af alle Dyder

Hun største Afsky bar, og Had til alle Lyder,

          Ja! Hendes reene Siel var alle Dyders Kiern,

          Hun Gunst og Yndest vandt hos alle nær og fiern.

Hun var foruden det een smuk og deylig Pige,

Hun var med Deylighed og Skiønhed uden Lige

          Begavet riigelig: I hendes Øyne sad

          Dyd, Kydskhed, Tugt, Forstand og Venlighed i rad.

I Hendes Øyne sad, det ingen kand beskrive,

Der ingen Digter veed sit rette Navn at give,

          Men vel udi sin Siel og Hierte føle kand

          Alt det som Kiærlighed optænder i en Mand.

Og som nu Rhodope i Alderen fremtræder,

Saa bliver hendes Navn bekiendt paa alle Steder,

          Enhver udi det Land, som hende faaer at see,

          Af Hiertet hende vil sin Tieneste betee.

Enhver giør ald sin Fliid for Pigens Gunst at vinde,

Enhver sig idelig hos hende lader finde,

          Hun med stor Høflighed begegner alle Mand,

          Og lader dennem see, alt hvad hun veed og kand.

Den fromme Fader selv lod saadant ey forbyde,

Hand vilde, at hans Barn sin Friehed skulde nyde,

          Hand aldrig Rhodope af nogen vogte lod

          Thi hendes egen Dyd for hende sagde god.

Enhver som Middel har en Kone med at nære,

Hand kommer Rhodope til Hustrue at begiære,

          Saa hun for dennem knap sin Dør kand holde lugt,

          Med hendes Hierte dog slet ingen kand faae bugt.

Man frier Faderen, man Moderen giør Ære,

Og alt, hvad Rhodope behageligt kand være,

          Hun derimod enhver sit Venskab byder til,

          Men hun af Frierie slet intet vide vil.

Men som hun meer og meer i Alderen tiltager,

Hr. Aleon tænker paa hvordan hand dette mager,

          At sige hver Mand ney, det falder ham for tungt,

          Hand kand ey sige meer, hans Barn det er for ungt.

Hun er nu gammel nok, imod en Mand at tage,

En Møe paa nitten Aar det er jo ey forsage,

          Ungdommen falder bort, og visner som et Blad,

          Den ikke findes meer paa Stilken hvor den sad.

Min Datter, siger hand, det maa dog engang være,

Du seer her smukke Mænd, som alle dig begiære

          Til ærligt Ægteskab, udvælg dig een til Mand,

          Vi ellers Ugunst faaer udi det gandske Land.

Du maae, mit kiære Barn! din Lykke ey forspilde

Med Egensindighed, indtil det er forsilde,

          Din Skiønhed, før du veedst, for dig bortsvinde skal,

          Udvælg dig dog en Mand, imedens du har Val.

Du har nu længe nok i Jomfrue-Friehed levet,

Og mangen Frier haft, som kied derved er blevet,

          Og om du lader saa din Leylighed gaae hen,

          Du veedst ey om du den faaer nogen Tiid igien.

En tvatig Daatters Pligt du veedst foruden dette,

Med Lydighed du og derefter dig maae rette,

          Jeg har ey fleere Børn, jeg dog ret gierne saae,

          At jeg mit Huus ved dig formeret kunde faae.

Den smukke Rhodope sig heri ey kand finde,

Sit unge Hierte saa i Ægteskab at binde,

          Skal jeg da, siger hun, alt det som jeg har lært

          Forlade for en Mand, og alt det jeg har kiært?

At tage mod en Mand, ach ney! det tør jeg ikke,

Jeg har endnu ey lært mig mod en Mand at skikke,

          Og naar jeg tænker paa, hvordan det Koner gaaer,

          For Ægtestanden jeg en Frygt og Rædsel faaer.

Der Aêlon det forstaaer, hand intet meer vil svare,

Som hende er imod, dog lader hand ey fare,

          At søge Leylighed til det hand gierne vil,

          At søge hvor hand best kand Pigen faae dertil.

Og som hand hos sig selv paa dette Forsæt spinder,

Ved hendes Fødsels Dag hand Leylighed og finder,

          Da hver en Frier sig dertil berede vil,

          At ære denne Fest med Dantz, med Sang og Spil.

Enhver sig stiller ind med Blomster og med Krantze,

Man seer dem hver og een at siunge, springe, dantze

          Og ønske Lykke til paa hendes Fødsels Fest,

          Enhver paa sin Maneer, enhver, som hand kand best.

Som nu en gandske Deel hos hende er tilstæde,

At bringe Dagen hen med Lystighed og Glæde,

          Den gamle Fader selv til dennem kommer ind,

          Og aabenbarer dem sin Meening og sit Sind.

Velan, I unge Folk! som gier mit Huus den Ære,

Min Daatter, som her staaer, til ægte at begiære,

          Det er nu eengang Tiid at give eder Svar,

          Som jeg nu i Beraad saalænge taget har.

Dog, hvortil stor Beraad? jeg rundt ud det bekiender,

Det mig umuelig er, ihvor jeg mig henvender,

          At kunde mit Gemyt udviise mod enhver,

          Og den Tienstvillighed, hvortil jeg pligtig er.

Jeg sværger da derpaa ved Solens gyldne Øye,

At det mit Ønske er, at kunde nu fornøye

          Enhver, som for mig staaer, at kunde give ud

          Til eder hver og een en Daatter til sin Brud.

Men Lykken det for mig har ey saaledes lavet,

Den mig med dette Barn alleene har begavet,

          Jeg hende skulle selv forsyne med en Mand,

          Men jeg i denne Fald ey eene raade kand.

Min Daatter hitindtil har i sin Friehed levet,

Og jeg udi mit Huus har hende aldrig drevet

          Med Magt til nogen Ting, hun af sit eget Sind

          Har altid søgt paa Dyd og Tugt at lægge Vind.

Saa jeg ey Aarsag har slig Friehed at fortryde,

Og hendes fromme Siel sin Attraa at forbyde,

          Hun samme Friehed og herefter nyde skal,

          Og i sit Giftermaal beholde selv sit Val.

Det hende meest gaaer an, hun har nu Lov at tage

Til Mand, hvo hende best blant eder kand behage,

          Det staaer til hende selv, og hendes egen Haand

          Alleene binde skal det søde Ægte-Baand.

Enhver som nu har Lyst sig og at lade binde

Med dette samme Baand, hand kand sig lade finde

          I Morgen i mit Huus, hvem hun udvælger da,

          Hand bliver hendes Mand, saasnart hun siger Ja.

Den gandske Beiler-Flok det Forslag vel behager,

Og hver en Frier strax imod det Tilbud tager,

          Enhver sig færdig giør med allerstørste Fliid,

          Enhver sig stiller ind til den bestemte Tiid.

Den Første blant det Folk som lader sig anmælde,

Er een af dette slags som pleyer meer at giælde

          I Feide end i Fred, en tapper Orlogs-Mand,

          Som nyelig med sit Sværd drev Fienden af det Land.

Den Anden som dernæst at beile her fremkommer,

Er een af Kongens Raad og Landets Over-Dommer,

          Næst ham en Kiøbmand kom som stedse Handel drev,

          Og meget om Gevinst i sine Bøger skrev.

Den Fierde er en Mand som lever af sin Rente,

Som sikker Indkomst har ved hver Termin at vente

          Paa mangt et sikker Pandt, en Mand som med Foragt

          Anseer ald Værdighed, ald Hove-Statz og Pragt.

Den Femte en Poët, som artigt veed at skrive

Og digte, efter Konst, alt det hand har at give

          Til Brude-Skat, det er en brav og færdig Pen,

          Hvorved man mangen Møe bekommer til sin Ven.

Den Siette er en Mand som vel har lært at male,

Hand lader for sig selv hans kloge Pensel tale,

          Den Syvende og kom, skiønt man derpaa fortrod,

          At hand den Ære med iblant de andre nød.

Hand vilde ind med Magt, ham ingen kunde styre,

Thi hand hos Rhodope kom ofte at bordyre,

          Hand Pigens Mester var, som Konsten vel forstoed,

          Hvortil hun havde Lyst, det gav ham saadant Moed.

Hand af en Spaadom sig og havde ladet sige,

At Rhodope engang til Ære skulde stige

          Ved hans Bordyre-Konst, det laae ham i hans Sind,

          Thi ville denne Mand med Magt til Bruden ind.

Der hver Mand kommen er, man lader Dørren lukke,

Og Rhodope paa stand udpyntet som en Dukke

          I Salen træder ind, hvor Alêon offentlig

          Hvordan hans Meening er, for dem udlader sig.

Min Daatter, siger hand, jeg lader her fremtræde

For Eder, unge Folk, hun er nu selv tilstæde,

          Det og mit Forsæt er, at hun nu give skal,

          Sin Haand og Ægte-Troe til een blant Eders Tal.

Det kand mig ey staae an min Daatter at berømme,

Men var det hendes Gavn og kunde det sig sømme,

          Jeg hende har saa kiær, at jeg langt heller saae

          Hun ugift her hos mig i Huuset kunde gaae.

Men man af unge Folk ey saadant maae begiære,

Det kommer dennem til i Ægteskab at lære,

          At bygge Verden op, naar vi udi vor Graf,

          Saasom et Klædebon har lagt vort Levnet af.

Jeg føler, at min Krop til Graven sig vil vende

Den store Verden dog maae derfor ey faae Ende,

          Ungdommen maae gaae frem og voxe Aar fra Aar,

          Derved det store Alt sin Vext og Fremgang faar.

Min Datter har da Magt her offentlig at sige,

Hvem hun af Eder helst vil kiende for sin Lige,

          Enhver kand sige frem, hvad hand best kand og veed,

          At hand hos hende kand erholde god Beskeed.

Men paa det at hun kand enhver desbedre høre,

Da maae enhver for sig sin Tale med fremføre,

          Og naar enhver faaer sagt alt hvad hand sige vil,

          Saa maae hun nævne ud, hvem hun vil høre til.

Der var en prægtig Stoel paa Salen giort til rette,

Hvorpaa man Rhodope for dennem sig lod sætte,

          Der sad den unge Møe, ret saasom Venus sad,

          Som man blandt Guderne i fordum Tiid tilbad.

Ald hendes gandske Dragt var herlig strammereret

Med lutter Sølv og Guld, og over alt stafferet

          Med Ziffer og med Træk, med mangen Ædelsteen,

          Hvis Glands og Kanters Spill var meere end gemeen.

Man Konst og Riigdom saae om Priisen her at stride,

Den Første havde dog den Jomfrue paa sin Side,

          Men det man endelig i hendes Øyne fandt,

          For Konst og Riigdom det alleene Priisen vandt.

Her sad da Rhodope, og midt for hende stode

Syv Beylere i Rad, enhver var vel til mode,

          Enhver formeente vist den unge Brud at faae,

          At det for hans skyld var hun saa venlig saae.

Den gamle Fader selv gik hen og tog sit Sæde,

Med andre Venner fleer, som vare der tilstæde,

          Ved Enden i den Sal, hans Kone kom dertil,

          Som ogsaa vilde see og høre dette Spil.

Dermed vor Krigsmand først mod Rhodope fremtræder,

Storagtig i hans Gang og prægtig i hans Klæder,

          Med Skerffet om hans Liv og Fiere paa hans Hat,

          Hans Knæbelbart med Konst paa tyrkisk op var sat.

Naar jeg paa disse Folk mit Øye lader falde,

Det mig stor Haanhed giør, og rører mig min Galde,

          At komme her i Spill, jeg veed ey selv med hvem,

          Som har den Dristighed mod mig at træde frem,

Jeg veed ey selv hvordan jeg saadant kand fordrage,

For det som mindre var jeg vel i mine Dage

          Har pryglet mangen een, jeg er en Adelsmand,

          Og af deslige Folk ey meget taale kand.

Jeg har en Kaarde lært udi min Haand at føre,

Om nogen her mod mig sig ud til Beens vil giøre,

          Og om min Jomfrue mig vil give Lov dertil,

          Jeg disse Knegte strax paa Dørren vise vil.

Lad dem kun hver og een sig da ad Dørren pakke,

Det er dog intet værd, alt hvad de vilde snakke,

          Det er kun Ludringer af en foragtet Stand,

          De kun for ufri Folk passere i vort Land.

Men jeg er den, som kand en Piges Lykke giøre,

Det og enhver af dem nu snart skal faae at høre,

          Jeg er af Adels Blod, det Blod hvoraf jeg kom,

          Ald Verden er bekiendt fra Babylon til Rom.

Jeg fød og baaren er af gammel Adels-Stamme,

Mit ædle Byrd og Blod de andre giør til skamme,

          Min Fader med stor Priis sin Hielm og Vaaben bar,

          Som af Kong Pharao hans Fædre given var.

Min Herkomst, smukke Møe, dig vel bekiendt maa være,

Den sad af Arilds Tiid i Herre-Stand og Ære,

          Ja mange Tider før Synd-Flodens store Vand

          Gik over Jordens Bold og over dette Land.

Man Adelskabet dog sin Kraft ey kand betage,

Thi hvad af Himlen er af Himlen og vil smage,

          Mod Himlen Ilden gaaer, og farer aldrig vild,

          Og hvad som Ilden naaer, det bliver snart til Ild.

Giv mig din høyre Haand, saa skal du Adel blive,

Jeg dig din høye Art i Blodet vil indlive,

          Hvad af dig bliver født, Velbyrdig kaldes skal,

          Til Børn og Børn-Børn i hundred tusind Tal.

Du skal, som jeg forstaaer, en Krone engang bære,

Hvo skal af disse sex forhverve dig den Ære?

          See! den Blæk-Skider her, som Formand for den Trop,

          Hand hertil, hvor det gaaer, stod alt for silde op.

Hand vel i Raadet kand om Lovens Bogstav stride,

Men hand i Marken ey mod Fienden ud kand ride,

          Hans Vaaben er Papiir, som Fienden ey kand slaae,

          Og uden Sværd-Slag knap en Krone er at faae.

Det tiener ey at gaae med lærde Folk i Senge,

Som stedse Dag og Nat i deres Bøger hænge,

          Det søde Venus Spil de due lidet til,

          Ney Mars hand er en Mand, som Venus have vil.

Men mueligt at du har dit Øye paa den Kræmmer,

Troe mig at det slags Folk langt mindre dig beqvemmer,

          Der er ey megen Lyst hos saadan een at boe,

          Thi hand udi sit Huus har aldrig nogen Roe.

Hvordan vil saadan een sin Kone vel betienne,

Naar hand sit Hierte har i Vexel-Banqven henne,

          Hand har ald Sind og Sands paa sine Penge sat,

          Dermed hand ligger slet forrykt den gandske Nat.

Saae hand sin Fordeel hos den sorteste Morinde,

Saae hand hos hvem det var, at noget var at vinde,

          Sin Ægte-Hustrue hand paa Timen slet forlod,

          Med Venner og med Barn, med Huset, som det stod.

Alt det en Ægte-Mand helst bør at tage vare,

For Fordeel og Profit, hand skulde lade fare,

          Ja! hand til Indien, til China reyste hen,

          Og var der Fordeel hos, hand aldrig kom igien.

Ja, var der Fordeel hos, hand skulde sig nedsætte,

Ret midt i Helvede, og Kramboed der oprette,

          At sælge Liv og Siel, ja fandt hand der ey Raad,

          Hand slog sin Kramboed op i Charons gamle Baad.

Ey Ild, ey Vand, ey Steen en Handelsmand kand tæmme,

Hand søger Verden om sit Kiøbmandskab at fremme,

          Den Møe var aldrig klog, som tog en Handelsmand,

          Hand dyrker Havet meer end hendes Sæde-Land.

Hand giør sig elske-syg, og dig til Kone tager,

Det er dog kun et Skin, og lutter Penge-Sager,

          Det er, min smukke Møe! ey for din Rosens Kind,

          Men for din Faders Pung, for resten er hand blind.

Hand veed, den falske Gast, her Penge er at hente,

Saasnart din Fader døer, derefter skal hand vente,

          Hand veed din Fader har kun dig sit eene Barn,

          Alt hvad du kand og veed, hand agter kun som Skarn.

Hvo Kronen nogen Tiid vil paa sit Hoved bære,

Maae lade Penge staae, og stræbe efter Ære,

          Thi hvo som til Gevinst sit Hierte lader staae,

          Skal neppe Kongens Navn og Kongens Krone faae.

Det kampe-haarde Staal igiennem Guldet trænger,

Derved en Konges Navn og Førstes Titul hænger,

          Dermed en ædel Siel sin rette Handel giør,

          Af anden Handel du ey Kronen vente tør.

Man Handelsmanden vel af Riigdom høyt beskriver,

Hand i et Øyeblik dog til en Betler bliver,

          See! naar hand glimrer best ret som Cristall og Guld,

          Hand brister let som Glas, og falder bort i Smuld.

I Dag hand sidder vel, hand sælger og hand kiøber,

I Morgen gaaer hand fort, og ud af Byen løber,

          Hand har ald Verden selv udi et Kalve-Skind,

          Hans beste Riigdom dog bestaaer i Veyr og Vind.

Ey lad den Kræmmer gaae, hvad vil hans Væsen giælde,

For dig, som dog er født til Ære, Magt og Vælde?

          Jeg dig med denne Haand dertil ophøye skal,

          Jeg veed for hvad slags Myndt en Krone holdes fal.

De andre, som her staaer, om dem jeg ey vil tale,

Jeg dem enhver i sær her kunde vel afmale,

          Men ikke een af dem er den Umage værd,

          Lad dem ad Døren gaae, og ær det ædle Sværd.

Det ædle blanke Sværd kand dig en Krone vinde,

Du det hos min Person med Tiden skal befinde,

          Dertil er Sværdet skabt, dertil min Attraa staaer,

          Saasnart jeg Leylighed dertil i Krigen faaer.

Jeg fra min Ungdom op en Høvedsmand har været,

Ald Verden hid til Dags min Tapperhed har æret,

          Jeg slog sidst tusind Mand tæt hos den feede Niil,

          Saa Vandet stod i Blod saa nær en gandske Miil.

En Kiæmpe jeg der slog, man skal det med mig sande,

Hand var ret som et Taarn, jeg kløvede hans Pande

          Til midt udi hans Bug, og der det Uhyr faldt,

          Det gav et mægtigt Skrald i Marken overalt.

Dermed den Fiende-Hær, som før tog til at rende,

Saasnart man, hvo jeg var, af Hugget fik at kiende,

          Enhver sig for mig gav paa Flugt, og var ey seen,

          Saasnart hand mig kun saae, at bruge sine Been.

Men hvad vil jeg nu meer om ald min Styrke tale,

Jeg dermed ikke vil her Tiden meer forhale,

          Det er mit sidste Ord: Hvo Rhodope til Brud

          Og Hustrue have vil, hand feiere sig herud?

Raads-Herren stod og taug, og lod den Krigsmand prale,

Saalænge som hand gad, og der hans stolte Tale

          Omsider Ende fik, Hand sig dertil frembød,

          Og med Beskedenhed i disse Ord udbrød:

Jeg vil mig af mit Blod og Herkomst ey berømme,

Det er forloret Verk, saavidt som jeg kand dømme,

          Thi hvo sig af sin Slægt og Stamme rose vil,

          Hand roeser sig af det som ham ey hører til.

Jeg om min egen Stand ey meget her vil snakke,

For hvilket jeg dog ey har andre stort at takke,

          Alt det jeg er og har, alt det jeg kand og veed,

          Jeg af mit Arbeyd har, og ved min suure Sveed.

Den Mand er Ære værd, som sig paa egne Vinger,

Og ved sin egen Dyd til Ære-Stand opsvinger,

          Men den har tvertimod det liden Ære af,

          Hvo Vinger hente maae udaf den Dødes Graf.

Du Krigsmand, som dig veedst saa mægtig til at giøre,

Og os saa mangen Snak og Bulder lader høre,

          Viid, at du ey til Striid imod din Fiende gaaer,

          Men her i Salen hos en tugtig Jomfrue staaer.

Du dig da skikkelig og høflig bør at holde,

Og hende ey Fortræd og Ulyst at forvolde,

          Den Pralen som du har af dine Vaaben giort,

          Og af dit blanke Sværd, den gielder ikke stort.

Naar du mod Fienden gaaer, jeg da i Raadet sidder,

Hvor jeg din gandske Magt og Krigs-Udrustning smidder,

          Alting jo først bestaaer udi mit Raad og Val,

          Hvad du og ald din Hær i Marken giøre skal.

Du tørst ey gaae et Fied, du Trommen ey tør røre,

Før du om alle Ting min Ordre faaer at høre;

          See! min Befaling er dit Liv, din Siel og Aand,

          Foruden hvilken du ey røre kand din Haand.

Du aldrig har den Magt i Marken ud at drage,

En Fane at slaae ud, og Vaaben paa at tage,

          Før Raadet siger til, du der at vide faar,

          Hvad du skal tage for udi et gandske Aar.

Du med dit plumpe Sværd alleene veedst at sigte,

Men Raadets skarpe Syn med Klogskab ved at sigte,

          Og føre alle Ting hen til det rette Maal,

          Vi sigte med Fornuft, du kun med Jern og Staal.

Du lutter Ufred giør med dine grove Lemmer,

Mit Raad og min Fornuft den søde Fred forfremmer;

          En Tyr saavel som du sin Styrke bruge kand,

          Men min Bedrift bestaaer udi en sund Forstand.

Din Roes bestaaer deri, at du kand Blod udgyde,

Min, at det gandske Land den blide Fred kand nyde;

          Det er din største Lyst, at bade dig i Bloed,

          Og min er tvertimod at raade derpaa Boed.

Saa siig da, skiønne Møe! hvad dig da helst behager,

Jeg veed din fromme Siel jo helst mod Freden tager,

          Det er jo, som man veed, det søde Kiøns Maneer,

          At de ey gierne Blod og Ufred hos sig seer.

Det Blode-Bad hvoraf den Junker sig beskriver,

Dig ind i Marv og Been jo Skræk og Afskye giver,

          Du seer jo, at det ey i Sengen er dit Gavn,

          At sligt et blodigt Beest skal tage dig i Favn.

Hand dig langt snarere af Sengen ud skal kyse,

Jeg veed, dit søde Blod i dig derved skal gyse,

          At hand saa mangen Mand i Krigen har nedlagt,

          Og perset Siel og Liv af Kroppen ud med Magt.

Hvor mangt et Gienfærs Syn skal dig om Natten plage,

Og over mangt et Mord med Hylen for dig klage,

          Det skal med Ild og Blod for dig i Drømme staae,

          Saa du ey nogen Nat en roelig Søvn skal faae.

Men see! hand taler stort, hans Ord de ere skiønne,

Hand med en Krone vil din Kiærlighed belønne,

          Det synes ingen Mand sig saadan Æres-Stand

          I Verden vente tør, som denne Orlogs-Mand.

Det synes, at hand sig ald Lykken har forpagtet,

Ald Verden for den Giek er saasom intet agtet,

          Og som et Flynder-Skind, hand giør sig til en Gud,

          Hand Scepter, som hand vil, og Kroner deler ud.

Hvad Kroner nu gaaer an, da maae jeg dette sige,

At jeg i denne Fald en Krigsmand ey vil vige,

          Hvo Kongen giver Raad, den Sag er aabenbar,

          Hand og udi sin Haand endeel af Kronen har.

Og, hvo som har den Magt, i Stand og Skik at sætte

En Konges gandske Land, og Love op at rette,

          Som giælde overalt i Freds-Tiid og i Kriig,

          Om hand ey Konge er, da er hand Kongen liig.

Naar Kongen vil i Kriig, og udaf Landet drage,

Hand lader da hos os sin Myndighed tilbage,

          At giøre alle Ting til Landets Flor og Gavn,

          Vi bruger Konge-Magt, hand bruger Konge-Navn.

Man har da ey behov om Kroner Kriig at føre,

Og Landet med Tumult og Krigsfolk at oprøre,

          Den Vey er alt for lang, den gaaer forvidt omkring,

          Giør mig kun til din Mand, saa har du alle Ting.

Den Krigsmands Overmood en Krone dig tør love,

Hand for det tørre Brød dog Liv og Blod maae vove,

          Og træffer ham en Piil, et Sværd, et Bøsse-Skud,

          Du for en Krone faaer fra ham et andet Bud.

Der kommer hand da hiem foruden Been og Arme,

Ja glømmer mangen gang hans Indvold og hans Tarme,

          Og naar Ulykken vil, det lettelig kand skee,

          Hans arme Kone faaer ham aldrig meer at see.

Der ligger hand fortraadt, og Ravnene til Føde,

Saa Konen hiemme maa sig sørge slet til døde,

          Hvor bliver Kronen da, og ald den Ære af,

          Hvorom den Frier dig saa vist Forsikring gaf?

Nu Krigsmand! det er nok! lad kun din Stolthed fare,

Du dine store Ord til bedre Tiid kand spare,

          Det ædle blanke Sværd i Balgen stik igien,

          Det gielder saare lidt imod Papiir og Pen.

Saasnart Raads-Herren taug, Poeten lod sig høre;

Thi den som for ham stod ham Ære vilde giøre,

          Hand bad ham træde frem, og ærede den Mand,

          Formedelst hand var lært, og vidste meer end hand.

Men Alêon det fortrød, og kom ham for i Tide,

Hand vidste, Rhodope ham gierne maatte lide,

          Og elskede hans Vers, det hand ey gierne saae,

          Poetens Pung var læt, hans Penge vare faae.

Thi maatte hand sig og i Leyligheden skikke,

Og Piben her i Sæk for Handelsmanden stikke,

          Thi Penge gaaer for Vers, det røde Guld er kiært,

          I sær hos saadan een, som lidet selv har lært.

Det gav vor Kiøbmand Moed, at hand fik saadan Ære,

At hand for lærde Folk i Rangen maatte være,

          Thi kom hand for en Dag, af Hoben hvor hand stod,

          Og for den unge Møe sin Meening høre lod.

Naar jeg vor Tvistighed betænker ret til Grunde,

Alting deri bestaaer, at vide nogenlunde

          Hvad Fordeel og Profit en Mand i Krigen naaer,

          Hvad man af Lærdom har, hvad man for Penge faaer:

Vil man nu først afstød Indbilding lade fare,

Jeg vil os Sandhed selv med Korthed aabenbare,

          Hvad man i Krigen naaer, det er et bruddet Skind,

          Hvad man af Lærdom har, det er kun Veyr og Vind.

Alt hvad et Menniske ved Kriig og Lærdom vinder,

Det er en Røg og Damp, som af sig selv forsvinder,

          Det er, jeg veed ey hvad, det er en smiggers Snak,

          Hvorfor man af en Giek faaer tit den største Tak.

Det er, med korte Ord, det Verden kalder Ære,

Hvoraf sig lærde Folk og Krigsmænd skulde nære,

          Det Ord for en Soldat i Marken klinger vel,

          Det giør den lærde Mand ved Bogen til en Træl.

Men lad os Ære her og Guld tilsammen lægge,

Og ret til Grunde see, hvad meest af dennem Begge

          I Verden kand formaae, enhver befinde skal,

          At Ære er kun Røg, men Guldet skiøn Metal.

Guld er et skiønt Metall; hvorefter hver Mand tragter,

Guld er det som enhver i Verden høyest agter,

          Guld giør det Sorte hvidt, Guld giør det Sure sødt,

          Guld giør det Skidne reent, Guld giør det Haarde blødt.

Guld, Guld, det røde Guld kand alle Sager zire,

Guld kand paa Bondens Huus opbygge gyldne Spire,

          Guld Bondens skidne Torp giør til en mægtig Stad,

          Guld giør vor Kiøkken feedt, vor Kielder fuld af Mad.

Guld har en mægtig Kraft, Guld kand den Stærke tvinge,

Guld kand et ydmygt Mood til Himlen selv opsvinge,

          Guld giør det Krumme ret, Guld giør det Grimme skiøn,

          Guld giør en Herremand udaf en Bonde-Søn.

Guld holdes i stor Priis og Agt hos unge Koner,

Guld giver Ære-Stand, for Guld man kiøber Kroner,

          Guld giør at Lykken selv for os maa gaae i Spring,

          Hvad vil jeg sige meer? Guld giør os alle Ting.

Hvad vil en Høvedsmand foruden Guld udrette?

Kand hand med Trommeslag det sultne Krigs Folk mætte?

          Kand hand Soldaten vel i Marken føre ud,

          Naar hand ey Guldet har at give for hans Huud.

Man sige hvad man vil, i hvad der ogsaa prales,

Om Mood og Mandighed, Soldaten vil betales

          Med Penge og med Guld, skal hand i Marken gaa,

          Skal hand med Mandighed og Mood paa Fienden slaa.

Men siig os dog engang, hvor Guldet var at finde,

Om jeg og mit slags Folk for Pungen vilde binde?

          Om Handelsmanden ey sin store Handel drev,

          Og bragte Guldet frem med mangt et Vexel-Brev.

Naar store Konger selv til Krigs-Udrustning trænge,

En Kiøbmand maa hertil, hand maa forskaffe Penge,

          Og førend Guldet er af ham tilsammen bragt,

          En Krigs-Mands blanke Sværd det har kun liden Magt.

En Kiøbmand, naar hand vil, kand med sin Vexel byde,

At Guld og Penge maa i Landene omflyde

          Som Blodet i vort Liv, i det hans Handel gaar,

          Halvdelen af en By ved ham sin Føde faar.

Hvor ingen Handel er, der seer man øde Gader,

Hver Mand sig pakker bort, og Husene forlader,

          Men tvert imod igien, hvor Handelen er good,

          Der tager Byen til, og kommer snart paa Food.

Een Handels-Mand veed Raad i Landet ind at hente

Fra mangt et fremmed Sted, som man tilforn ey kiendte,

          Fra China og Paris, den dyrebare Kram,

          Som tiener Konger selv til Nødtørft, Brask og Bram.

Alt hvad den feede Jord udaf sin Bug udskyder,

Alt hvad i Luften er, alt hvad i Havet flyder,

          Alt hvad en konstig Haand ved Iid udvirke kand,

          Det bringes for en Dag udaf en Handels-Mand.

Enddog, det skiønne Guld i Jordens dybe Huler,

Og midt i Biergets Bug, for Solens Øye skiuler,

          Jeg det alligevel en Jomfru til behag,

          Vil lade hente frem og bringe for en Dag.

Det ingen Ting er til, som jo for mig maa bukke,

Jeg bryder, naar jeg vil, Afgrundens Laas og Lukke,

          Saa høyt er intet Bierg, og Klippens høye Top,

          Saa farlig og saa steil, jeg der jo stiger op.

Jeg veed den Jomfru vel en Demant kand fordrage,

Jeg veed en Ædel-Steen kand hende vel behage,

          En Perle dertil med naar den er rund og skiøn;

          Thi saadant pryder vel og sømmer hendes Kiøn.

Men siger mig engang, hvor faaer man disse Vare,

Som holdes af enhver saa dyre og saa rare,

          Hvo henter saadant Tøy til os i Landet ind,

          Fra Indianens Haand, trotz Vand, trotz Vey’r og Vind?

Hvor faar man Perler fra? Demanter og Granater,

Rubiner og Coral, Saphirer og Agater?

          Hvor faar man Netteldug, Skarlagen og Tobin,

          Tapeter, Indigo, Maar, Zabel, Hermelin.

Hvor faar man Specerie, som giør os kresne Retter,

Thee, Caffe, Porcelin, laxerte Cabinetter?

          Ved mig og min Bedrift, jeg sidder ved mit Bord,

          Imens min Ordre gaar omkring den gandske Jord.

Det store grumme Hav min Told mig maa betale,

Jeg har i Indien og Moorland at befale,

          Og det ey ved et Sværd, med Vold, med Mord og Drab,

          Men ved mit Vexel-Brev, og ved mit Kiøbmandskab.

Er det ey rettelig en Potentat at være,

At have i sin Magt alt hvad man vil begiære,

          At tage Told og Skat, af Jord, af Luft og Vand,

          Af alt hvad voxer op udi et fremmet Land?

Er det ey rettelig en Høyhed og en Ære?

Er det ey Kronen ret paa Hovedet at bære?

          Enhver nu dømme maa, om nogen anden Stand

          Ved Handels-Mandens Stand og Væsen lignes kand.

Hvad vil den Krigs-Mand da med Krig og Orlog prale,

Og med en haaben Snak os Kiøbmandskab afmale

          Som een foragtet Ting? Men jeg heel vel forstaar

          Hvor Sygen stikker ham, hvad ham til Hiertet gaar.

En Krigs-Mand aldrig kand med Handelsmanden stemmes,

Det af enhvers Bedrift og Væsen let fornemmes,

          Krigs-Manden hand giør ont i hvor hand kommer hen,

          En Kiøbmand tvert imod giør alting got igien.

En Krigs-Mand med sit Sværd fordærver alle Stæder,

Som Aaldenborren hand ald Landsens Frugt opæder,

          Hand hader Lov og Ret, ald Billighed og Dyd,

          I Røveri og Mord hand har sin Lyst og Fryd.

Hand er en Pestilentz, en farlig Lande-Plage,

Som ingen ærlig Mand paa Jorden kand fordrage,

          Ah! Jomfru, hvad du giør, da tag den Krigs-Mand ey,

          Lad den Blodstyrter dog og Morder gaa sin Vey.

Jeg hermed ende vil, og til Beslutning sige,

Ey een af dette Folk kand holdes for min Lige,

          Jeg for dem alle bør at være Bruden nest,

          Hvor Guldet taler selv, der klinger Ordet best.

Her blev Soldaten vred, her tog hand til sin Kaarde,

Thi Handels-Mandens Ord ham syntes alt for haarde

          Hand Munden sammen beed, med Tænderne hand skar,

          Saa hver Mand kunde see, at hand fortørnet var.

Saa snart dog Rhodope et Øye til ham vendte,

Hand strax sin Skyldighed og Pligt mod hende kiendte,

          Enddog hand som en Trold var overmaade gram,

          Hand strax blev god igien, og stille som et Lam.

Herr Alêon lod derpaa vor Rentenerer vide,

At Ordet ham kom til; Poëten stod tilside,

          Og lod ham træde frem; thi see, hand vidste vel,

          Paa Penge og paa Vers er meget stor Forskiel.

Naar jeg paa denne Jord betragter alle Sager,

Hvad sig et Menniske i Verden foretager,

          Saa finder jeg Fortræd og Møye overalt,

          Vor Klogskab giør det vel, men Lykken giør det galt.

Det saa i Krigen gaar, hvor mangen een maa vove

For intet Liv og Blod; saa gaar det og til Hove,

          Hvor een arbeide maa, en anden Lønnen faar,

          Det saa paa Børsen og en Kiøbmand ofte gaar.

Den blinde Lykke selv for alle Ting maa raade,

Den løber stedse om ret som den runde Klaade,

          Det beste Forsæt den omdreyer i en Hast,

          Hvo kand vel Lykkens Hiul med Klogskab sætte fast?

Hvo har en Krigs-Mand sagt, naar hand i Strid skal drage,

Hand komme skal med Seyr og med Triumph tilbage?

          Hvo har en Hof-Mand vel een Nidings falske Aand,

          Dertil hans Herres Gunst leveret i hans Haand?

Hvo gav en Handels-Mand et Bidsel og en Tømme,

Hvormed hand ved sit Bord regierer Havets-Strømme?

          Hvo dæmper Ildens Magt? Hvo tvinger Veyr og Vind?

          Et daarligt Anslag til udi sit eget Sind?

Den Krigs-Mand som her staar, hand praler overmaade,

For Kongeriger hand og Kroner har at raade,

          Men vil man hans Bedrift til Grunde ret besee,

          Man af hans store Ord ey andet kand end lee.

Lad ham sin store Hær, sit Folk i Orden sætte,

See det hand tænkte mindst, og aldrig kunde giætte,

          Een Røg, een Blæst, een Damp, som op af Jorden staar,

          Ham driver tit paa Flugt, og udaf Marken slaar.

Den gyldne Sool i Dag en Krigs-Mand Fordeel giver,

Men Maanen ham igien i Nat tilbage driver;

          Thi det i Krigen gaaer ey anderledes til,

          Ney! Lykken er deri, som i et Tærning-Spil.

Raads-Herren som jeg seer paa Herre-Gunst vil bygge,

Sin Velstand i et Hof, hans Grundvold er en Skygge,

          Hand stiger ofte høyt, men falder hastig need,

          Ja ofte førend hand det tænker eller veed.

Hof-Folkets høye Stand, som Røgen slet forsvinder,

Og i et Øyeblik man den ey meere finder,

          Til Hove mangen een kløv høyt, og snart blev stoor,

          Men faldt og snart igien, der hand stod best i Floor.

Hvad maae det bittre Fald ham da i Hiertet skiære,

At hand for Verden maae som et Vidunder være?

          Hvor mangen een er til, som skulde være glad

          At hand med Æren i hans Faders Hytte sad.

En Kiøbmand ved sin Kram og gylden Handel prunker,

Men naar en Ladning Gods for ham i Havet siunker,

          Hans gylden Handel da har saare lidet Held,

          Hans Kramboe bliver tom, og Huuset fuld af Gield.

Det samme Veyr og Vind hans Skib paa Bølgen driver,

Og i hans Kiøbmandskab Profit og Fordeel giver,

          Den ham engang igien kand give sligt et Slag,

          Saa hand ey kommer meer paa Børsen for en Dag.

Hand sidder ved sit Bord, og sine Bud udsender,

Om Kroner, Guld og Sølv, til alle Verdens Ender,

          Hans Middel med hans Bud af Hænderne ham gaar,

          Til Svar hand tit Protest og Banqverouter faar.

Hvo kand ham Sikkerhed udi hans Handel love?

Hvo meget vinde vil, hand meget og maa vove,

          Og hvo som mange Jern i Ilden have vil,

          Hand brænder meer end et, hvor vel hand end seer til.

Det er da ikke got med slige Folk at leve,

Som stedse Aarsag har at skielve og at beve,

          I Krigen for et Skud, som bryder Skiold og Hielm’,

          Paa Børsen for en Tyv, til Hove for en Skielm.

Ney! Jomfru, saadan een du aldrig bør at tage,

Dit Brød dig beeskt og suurt med saadan een vil smage,

          Men tvert imod med mig du æde kand dit Brød

          I Sikkerhed og Ro; min Stand er god og sød.

Min Stand den beste er, hvortil den store Ære,

Den kun en Byrde er, som falder tungt at bære?

          Man største Møye har, at skikke sig deri,

          Og dobbelt Spot dertil, saa snart den er forbi.

Med Uro andre maa paa Vind og Veyrlig vente,

Jeg holder det med den som har sin visse Rente,

          Hvoraf hand uden Frygt fornøyet leve kand,

          See saadan een hand er en ret lyksalig Mand.

Krigs-Manden fort maa gaa, saa snart hans Ordre kommer,

Hand maa i Marken staa den gandske søde Sommer,

          Raads-Herren idelig hand maa til Hove gaa,

          Hvor hand ret som en Træl hver Dag opvarte maa.

Den Mand jo Nat og Dag er stedse fuld af Tanker,

Saa der hos saadan een kun liden Glæde vanker;

          Kiøbmanden seyler bort, hand vasser paa sin Vind,

          Thi hviler end hans Krop, saa seyler dog hans Sind.

Vil hand sig til Profit sin Kiøbmands-Handel drive,

Saa maa hand Dag og Nat i sine Bøger skrive,

          Saa ingen af de Tre bør Bruden føre hiem,

          Thi deres Handel er for farlig og for slem.

Derfor den smukke Møe dem Kurven bør at give,

Med ingen af de Tre hun kand lyksalig blive,

          Hun hos en Krigs-Mand bør for ingen Ting at bo,

          Hand elsker Krig og Blod, hun elsker Fred og Ro.

Jeg er allene den som kand min Tid bestæde

En Kone til Behag, i ald slags Fryd og Glæde;

          Jeg altid hiemme er, jeg og en Kone kand,

          I Huset Nat og Dag betiene som en Mand.

Jeg altid er bered, med hende ud at kiøre

Om søde Sommers Tid paa Fugle-Sang at høre

          Udi den smukke Skov, udi den grønne Eng,

          Hun mig og have kand om Natten i sin Seng.

Jeg sætter ey mit Haab paa Havets falske Bølger,

Jeg Hoffets Piber ey, ey Kalve-Skindet følger,

          Enddog mig Tiden slet i Ledighed bortgaar,

          Mig gaar det intet af, min Plov ey derfor staar.

En anden ofte maa med Smerte sig beklage

At Aaret snart gaar ud, og løber alt for fage,

          Men see! jeg tvert imod ved Aarets Udgang leer,

          Min Rente da gaat ind, og voxer meer og meer.

Min Rente den gaar frem, jeg lader andre sørge,

Og Penge kummerlig for dem og mig adsørge,

          Min Rente der gaar ind, naar Aaret det gaar ud;

          Er det ey noget nær at leve som en Gud?

Den store Verden har ved Aarets visse Tider

Sin Rente, som staar fast, først Løv og Græs fremskrider,

          Saa kommer Frugt og Korn, derefter Druens Saft,

          Som glæder mangen Siel med hendes skiulte Kraft.

Det samme har og jeg, i det at Solen maaler,

De raske Tider af med sine gyldne Straaler,

          Jeg og min Rente faar til sin bestemte Tid,

          Og det med Roelighed foruden Had og Nid.

Jeg Førsters Kroner vil til Førster overlade,

Med Kongers høye Stand jeg agter ey at sprade,

          Jeg sligt forlanger ey, jeg veed dog at enhver

          Er Konge i sit Huus, hans Kone Dronning er.

Og hvo ey nøyes kand med dette Kongerige,

Hand har ey megen Roe, i hvad man end vil sige,

          Hvi vil dog Mennisket saa tumle sig omkring?

          Fornøy dig i dit Sind, saa har du alle Ting.

Mand sige hvad man vil, jeg priser visse Renter,

De undertvinger mig de fire Elementer,

          Jeg giver Verdens Pragt og Høyhed slet Forlov,

          Den Mand en Krone har, som intet har behov.

I det den stille Mand sin Tale fik til Ende,

Enhver og stille taug, man kunde see og kiende,

          At Stilhed hos enhver fandt Yndest og Behag,

          Thi traad Poëten frem, og talede sin Sag.

Om Jomfru Rhodope, som andre, vilde tage

Sin Lyst i Ære-Stand og ørkesløse Dage,

          I Riigdom, Sølv og Guld, saa mænd og sandelig

          Jeg heel vel forud veed, hun ikke var for mig.

Jeg hører og forstaaer, at man med fulde Munde

Et Ægteskab paa Guld og Ære-Stand vil grunde,

          Som aldrig for sig selv en Qvinde og en Mand

          Udi et Ægteskab lyksalig giøre kand.

Med disse stakkels Folk stor Medynk jeg maa bære,

Som intet selv har lært, og andre vilde lære

          Hvad ædle Siele bør i Verden holde kiært;

          Men, søde Rhodope! du har langt bedre lært.

Du veedst hvad Verden er med ald sin Pragt og Ære,

Du ikke har behov af nogen det at lære,

          Men see! du ogsaa veedst, hvad Glæde, Lyst og Fryd

          En ædel Siel den har i Viisdom, Konst og Dyd.

Velan da, hvo som helst sin egen Stand vil prise,

Hand lade sig dog først af Konsten underviise,

          Man snakker her om Guld, om Pragt og Overdaad,

          Man meener, at man har ti Kroner paa en Traad.

Hvo siger mig engang, hvad kalder man en Krone?

Er det en Konges Spiir, hans Scepter og hans Throne?

          Er det hans Myndighed, hans Vælde og hans Magt?

          Er det hans store Hof, og Hoffets store Pragt?

Er det et Følgeskab af Knaber og Drabanter?

Er det en Purpur-Dragt, bestukket med Demanter?

          Er det et prægtigt Slot med gylden Tag og Fag?

          Er det en gylden Karm med Garder for og bag?

Den Krone er for høy for os og vore Lige,

Den for en Konge er, som har sit Kongerige,

          Som store Lande har udi sin Magt og Vold,

          Og ey for een Soldat, som tiener for sin Sold.

Et Hove-Træl den ey, den ey en Kræmmer sømmer,

En Punge-Puger ey, i hvad man her end drømmer,

          Hvad Narre-Facit man end her om Kronen giør,

          Som man vor unge Brud til fals frembyde tør.

Ney! søde Rhodope! du skiøtter ey den Ære,

En Konges Krone saa paa Hovedet at bære,

          Din ædle Siel den er en anden Krone værd,

          Som kiøbes ey for Guld, som vindes ey med Sværd.

Den som sit Overmood og Udyds Lyst kand dræbe,

Den som mod Lykkens Had og Modgang veed at stræbe,

          Den som sig ikke giør til Træl for nogen Ting,

          Den som af Giærrighed ey føler noget Sting.

Den som for store Ting og Høyhed aldrig sukker,

Den som med Smigren ey for andres Laster bukker,

          Hand er den rette Mand, den Mand, som Kronen har,

          En Krone, som man bør med rette holde rar;

Deri bør det bestaa, som jeg en Krone kalder,

Den Krone for en Mand, i Støven aldrig falder,

          Den Krone sidder fast, naar Guld og Pragt forgaar,

          Paa den blant dette Folk, sig ingen dog forstaar.

Lyksalig er den Mand, som dermed sig fornøyer,

Hvad Himlen giver ham, hvad Skiæbnen ham tilføyer,

          Hvo den Regiering kand udi sit Hierte naa,

          Hand kand de Største selv i Storhed overgaa.

Velan, udvalde Møe, kom, bliv du da min Kone,

Jeg dig til Eyendom vil give slig en Krone,

          Som best beqvemme skal din ædle Siel og Aand,

          Kom, smukke Rhodope, giv mig din høyre Haand.

Jeg Vaaben hos mig selv og Rustning veed at finde,

Med hvilke visselig den Krone er at vinde;

          Kom, giør mig til din Mand, jeg dig snart krone skal,

          Og sætte dig iblant de Ni Gudinders Tall.

Jeg dig blant Guderne i Himlen ind vil svinge,

Og føre dig omkring paa Viisdoms raske Vinge,

          Saa du den gandske Jord lagt under dig skal see,

          Og Verdens falske Pragt og Daarlighed belee.

Jeg vil din ædle Siel med Dyder saa beklæde,

Med Viisdom, med Forstand, med u-forfalsked Glæde,

          Saa du paa alt din Lyst en Forsmag her skal faa,

          Som er i Himlen selv at vente og at naa.

Lad Verden løbe gael, og efter Kroner løbe,

Den rette Krone jeg for dig har alt tilrede,

          Lad Verden paa et Skin og paa Indbilding tro,

          Vi ville uden Frygt i Tryghed sammen bo.

Jeg i din søde Favn mit Strenge-Leeg vil røre,

Og med min Digter-Konst til Himlen dig opføre,

          Dit unge Hierte skal forlyste sig derved,

          Og glemme sødelig ald Modgang og Fortræd.

Og naar da Døden skal din Krop og Siel adskille,

Jeg Fama med sin Vogn og Heste vil bestille,

          Som efter mit Behag mig altid færdig staaer,

          At fare Verden om, naar hun min Ordre faaer.

Hun skal med Roes og Klang den gandske Jord omrende,

Saa alt hvad kaldes Folk, dit ædle Navn skal kiende,

          Det gandske Qvinde-Kiøn skal roese sig deraf,

          Det med Ærbødighed skal ofre paa din Graf.

Ja mangt et Ægte-Par omkring vor Grav skal dantze,

Og der om tusind Aar ophænge May og Krantze,

          Og sige til vor Støv: I evig Lyst og Fryd,

          Du søde Ægte-Par, din søde Hviile nyd.

Enhver som elsker Dyd, os Ære skal beviise,

Og dig udaf din Pen og Digt lyksalig priise,

          Ja mangen deylig Møe skal ønske inderlig,

          At være det du varst, at kunde ligne dig.

Grav-Støtter af Metall, og Filsbeens Ære-Piller,

Som Boblen de forgaaer, med hvilken Barnet spiller,

          Men hvad en dydig Siel sig efterlade kand,

          I evigt Minde det bestaaer fra Mand til Mand.

Din Siel imidlertid skal svæve i det Høye,

Udi en Guddoms Glands, som aldrig noget Øye

          Paa denne Jord har seet, der skal du Kronen faae,

          Som evig bliver ved, og aldrig skal forgaae.

Der skal det glade Folk, de reene Aanders Skare,

Med dig i Fryd og Lyst omkring i Himlen fare,

          Den gyldne Soel dig selv skal føre i sin Favn,

          Og lære dig sin Vey, og hver en Stiernes Navn.

Der skal du rettelig til Grunde see og lære,

Hvad denne Verden er med ald sin Pragt og Ære,

          Der skal din søde Siel en ret Oplysning faae,

          Og see, hvad man for Guld, hvad man ved Dyd kand naae.

See der, udvalgte Møe! en Krone og et Rige,

For hvilket Verden maae med sine Kroner vige,

          En Krone, som ey er udhamret af Metal,

          Som vindes ey med Sværd, for Guld ey holdes fal.

Men, saasom jeg forstaaer, her er en Giek at finde,

Som med sin Spaadom vil os alle Munden binde,

          Som sig indbilder fast, at det for hans skyld skeer,

          Naar man et Spøgerie og Syn i Verden seer.

En Stemme sig for ham af Jorden lader høre,

Som hand i denne Sag sig vil til Nytte føre,

          En Daare gierne troer en Ting hand gierne vil,

          Som Folk ham snakker for, og som hand drømmer til.

Men hvad sig det gaaer an, maa Syn og Vartegn giælde,

Jeg vil ham med hans Tegn og Spaadom snartlig fælde,

          Ja, smukke Rhodope, et bedre Tegn endnu,

          Som jeg fortælle vil, er skeet os begge tu.

Sidst, der du sad og sang, jeg saae en liden Loppe,

Som for os begge to paa Bogen kom at hoppe,

          Den sprang derfra igien ind paa dit hvide Bryst,

          Sin Tørst at lædske der, at styre der sin Lyst.

Den med Gesvindighed sprang til den venstre Side,

Udaf Erfarenhed maaskee den kunde vide,

          Hvor Hiertet har sit Stæd, der satte den sig fast,

          Og med sin lille Tand indgrov sig med en Hast.

Du efter Loppen greb, men den sig vel tog vare,

Og med sin lette Fod undgik den store Fare,

          Thi som den med dit Kiød har altid Tvist og Kiv,

          Saa frygtede den for, at bøde med sit Liv.

Den sprang hen paa min Arm, og var saa hierte-bange,

Jeg saae det lille Dyr, og ville det ey fange,

          Det mig i Ærmet krøb, der hvor min Aare slaar,

          Der gav det sig og til at tage sig en Taar.

Jeg saae med Lyst derpaa, hvordan det kunde vrode,

Og hvor det med mit Blod sig giorde brav til gode,

          Jeg fandt hvordan det bed, og drak udaf mit Blod,

          Jeg saae en Rosen-Krands paa Steden hvor det stod.

Der dette lille Dyr nu havde endt sit Gilde,

Det sprang, jeg veed ey hvor, det sprang hvorhen det vilde,

          Men jeg derover strax, der jeg den Handel saae,

          Udi et lidet Riim lod mine Tanker gaae:

      Det Blod du i dig har, Halvdeelen jo er mit,

      Min Hiertens Ven deri har dog en Deel af sit.

      En Ægteskabs-Contract, vort Ægteskab da maa

      Vist af Frue Venus selv i Himlen skrevet staa.

Ja, smukke Rhodope! saavidt som jeg kand finde,

Os To det Tegn jo vil i Ægteskab forbinde,

          Det er jo vist og sandt, min Hiertens kiære Ven,

          Dit Blod er bleven mit, og mit er dit igien.

Enhver som efter Tegn og Spaadom sig vil rette,

Hvis Meening dog saa tidt er vanskelig at giette,

          Hand meere agte bør, hvad hand med Øyet seer,

          End hvad ved Spøgerie og Troldoms-Stemme skeer.

Vi har da her et Tegn, som Venus her os sender,

Hun os for Ægte-Folk jo for ald Verden kiender,

          Velan! det maae dig skee, hvad Venus have vil,

          Kom da, min søde Brud! du hører mig da til.

Tag dette Hierte an, som jeg dig her frembærer,

Hvor høyt en anden end sin Stand og Riigdom ærer,

          Har hand af Sølv og Guld og Høyhed Munden fuld,

          Saa tænk, en trofast Siel er bedre end som Guld.

Hermed Poeten taug, og Alêon paa ham gloede,

Som den hans favre Ord og Snak kun lidet troede,

          Men Skilderen, saasnart hand Leyligheden saae,

          Sin Meening dernæst gav saaledes at forstaae:

Hvor maae jeg lee deraf, at høre disse Giekke,

Hinanden saasom Sviin ved Ørnene at trække,

          Naar Tyvene sig selv indbyrdes give Sag,

          Saa kommer Bondens Gods og Kaaster for en Dag.

Saamæn og sandelig, jeg heel vel kand fornemme,

Det Ordsprog nok er sandt: Som Barnet læres hiemme,

          Saa er det og i Bye, en Kiærling om sin Stav

          I Søvne drømmer helst, og Soen om sit Drav.

Lad skielde hvo som vil, jeg dertil ey vil svare,

Lad dem hinandens Feyl indbyrdes aabenbare;

          Men jeg, hvad mig gaaer an, alleene sige vil,

          Foruden meere Striid, hvad Sagen hører til.

Enhver som med Fornuft paa Konster veed at skiønne,

Og Konsten med den Priis og Værdighed at lønne,

          Som den fortiener til, hand det befinde skal,

          En Skildrer bør at staae iblant Poeters Tal.

En Skildrers Pensel er ret som Poetens Tunge,

Enhver af dem forstaaer paa sin Maneer at siunge,

          Alt det Poeterne i Riim og Vers har sagt,

          Det mangen Skildrer har og i sin Pensel bragt.

Af begge Deele man Fornøyelse kand tage,

De pleyer Konger selv og Fyrster at behage,

          De med hinanden sig beqvemme meget vel,

          Men dog paa deres Priis er meget stor Forskiel.

Hvad er Poetens Konst? hand lærer Ord at dantze,

Og det hand faaer til Løn, det er kun grønne Krantze

          Af een og anden Urt, og af et Laurbær-Blad,

          Det er en herlig Ting, det giør ham saare glad.

Ja! faaer hand Lykke til, et artigt Vers at giøre,

Saa faaer hand somme Tid en sulten Roes at høre;

          Men saadant er kun Vind, det fylder ey hans Pung,

          Ney; den af Roes og Snak kun sielden bliver tung.

See til Homerum selv, som vidste saa at rime,

Hvad vandt hand med hans Vers, hvorpaa hand mangen Time

          Sig stor Umage tog? Hand vandt en Bettel-Staf,

          Og blev med andre lagt en Betler i hans Graf.

Jeg det bekiender selv, det maae vel Sanden være,

Hans Vers og Riime-Konst nok holdes nu i Ære,

          Men om hand i sin Grav ald Verdens Ære nød,

          Hvad hielper det en Mand, naar hand er engang død?

Om Guderne ham end i Himlen selv indskreve,

Hans Børn og Kone dog ey deraf kunde leve,

          Og naar en ærlig Mand sin Daatter gifte vil,

          Her hielper ingen Riim, ney Penge vil hertil.

Man holder meget af, man ærer lærde Penne,

De dog i Kiøkkenet kun saare lidet tienne,

          Hvad vil Poeten naae med ald sin høye Flugt,

          En liden sulten Roes det er hans Lærdoms Frugt.

Man med en Roes, en Snak, i hvad man end vil sige,

Sit Kiøkken og sit Huus ey holde kand ved lige,

          Ney, Kone, Børn og Folk har deres Mad behov,

          De fødes ikke med Berømmelse og Lov.

Ja, kom Apollo selv med sine Riime-Giæste,

Om hand ey havde Brød, den Gud hand fik at faste,

          Hvo intet andet har at æde end som Riim,

          Hans Gummer ofte maae for Maden tygge Sliim.

Fort, fort, da pak dig fort du sultne Verse-Kræmmer,

Min Pensel med et Drag dit Blæk og Pen beskiæmmer,

          Ved Skildre-Konsten du dit Riim ey ligne tør.

          Den giør os mangen Lyst, den os og Fordeel giør.

Jeg vinder Penge nok, jeg skildrer store Stykker,

Jeg store Herrer selv i Kaaber tidt aftrykker,

          Jeg driver overalt mit Kiøbmandskab dermed,

          Og kommer, naar jeg vil, heel store Ting afsted.

Jeg sendte Førsten selv, for ikke mange Dage,

Et Stykke af min Konst, hand lod sig det behage,

          Jeg tusind Mark derfor, dertil en Kiæde fik

          Af Guld, som fra min Hals slet ned til Jorden gik.

En Digter samme Tiid et Vers lod overgive,

Hand meente for sin Digt belønnet og at blive,

          Men hør hvad den Poet derfore fik til Løn,

          Enddog den samme Digt var overmaade skiøn.

Jeg saae man lod en Krands af Laurbær-Blade flætte,

Den man Poeten strax paa Hovedet lod sætte,

          Man gav ham og dertil et Vaaben i et Brev,

          Der saae jeg meer end en, som Spotten dermed drev.

Jeg leer af saadant Tøy; jeg kand tilsammen føye,

Det, som ald Verden kand, og Konger selv, fornøye,

          Og det for alle Ting, som Fordeel give kand,

          Og sætte ald mit Huus i Ære og i Stand.

See! det er da en Konst, som vel er værd at prise,

Jeg med Poeter selv det samme kand beviise,

          Du derfor, smukke Møe! Zirat for ald vor Land!

          Giv mig din høyre Haand, og giør mig til din Mand.

Jeg skal din Deylighed saa konstelig afmale,

Saa Evigheden selv om dig skal kunde tale,

          Saa at din smukke Krop om mange tusind Aar

          Skal blive vel bekiendt, saavidt som Solen gaar.

Jeg skal din Deylighed paa Jorden saa udbrede,

Saa dig ald Verden selv skal komme at tilbede,

          Du ved min Pensels Konst skal blive vel bekiendt,

          Ja naar dit Levnets Tiid er længe siden endt.

Om du har Lyst til Kriig, jeg kand for Øyet stille

Et Feldtslag med min Konst, min Pensel veed at spille

          Med Krigsfolks Liv og Blod, du selv deraf skal lee,

          Og uden nogen Frygt det store Blod-Bad see.

Og om Raads-Herren dig derfore kand behage,

For hand i Kongens Huus opvarter alle Dage,

          Saa viid, at Kongen mig og gierne hos sig seer,

          Og for min rare Konst, mig største Gunst beteer.

En Konge har vel før giort mangen Skildrer Ære,

Det kand man overalt af gamle Bøger lære,

          Min Konst i Ære var for mange tusind Aar,

          Man ærer den endnu saalænge Verden staar.

Har du en Kiøbmand kiær, jeg kand og Handel drive,

Jeg vil en Handelsmand slet intet eftergive,

          See! naar en Kiøbmands Skib paa Bølgerne forgaaer,

          Det meget armelig og slet med ham tilstaaer.

Thi frelser end den Mand sit eget Liv af Fare,

Hand dog fordærvet er, hand mister sine Vare,

          Ja tidt i en Minut ti gandske Aars Profit,

          Hvorover hand gaaer ud, og taber sin Credit.

Men om det haarde Stød mig skulle overkomme,

Det mine Hænder dog ey skulle giøre tomme,

          Thi bringer jeg mit Liv kun paa det tørre Land,

          Saa har jeg ingen Nød, jeg er en holden Mand.

Min Konst, min ædle Konst mig Brød-løs ey forlader,

Om jeg end nøgen gik paa Stadens haarde Gader,

          Om jeg af Ildens Brand udløb den mørke Nat,

          Jeg altid med mig faaer min allerbeste Skat.

I hvad en Hofmand dog og Kræmmer end vil sige,

Ald Ære, Sølv og Guld for Konsten dog maae vige,

          Ja Konst for alle Ting en Jomfrue sømmer best,

          Det veedst du, smukke Møe! du selv jo konstig est.

Hvad Perlestikkeren om Konsten fik at høre,

For endeel saare vel ham klang udi hans Øre,

          For endeel hand det og paa sin Maneer forstod,

          Derover Manden og sin Meening høre lod.

Enhver af disse Folk med Stolthed staaer og brammer,

Jeg undrer mig derpaa, at man sig ikke skammer,

          Man lader mig tilsidst med Spot og Haanhed staae,

          Men jeg, min skiønne Møe! tør dem for fulde gaae.

Om jeg i Kredsen end dig ikke er den næste,

Jeg dog af alle Syv er dig den allerbeste,

          Vi har dog begge to et Sind, en Konst, en Stand,

          Du mig for andre bør at tage til din Mand.

Jeg er jo hos dig selv i Landet her opdraget,

Du har jo altid Lyst udi mit Selskab taget,

          Du har jo af mig selv Bordyre-Konsten lært,

          Mit Arbeyd dig dertil har altid været kiært.

Ja! jeg i samme Konst har vidst saa høyt at stige,

Saa jeg i dette Land ey kiender nogen Lige;

          Hvad jeg mig tager for, har saadan Skik og Art,

          Saa det af alle Folk maae holdes høyt og rart.

Du Skildrer med din Konst er ikke nær min Lige,

Din skidne Pensel maae min Naal og Ramme vige,

          Du med dit Klikkerie en Tavle snauser fuld,

          Men jeg mit Arbeyd giør med Silke og med Guld.

Alt hvad du med dit Kit og med din Pensel trækker,

Det er kun lutter Snaus og lutter skidne Flekker,

          Saasnart det skidne Tøy eens Klæder kommer nær,

          Man flyer dennem til udi en Pokkers færd;

Du derfor med dit Snaus den Jomfrue ey beqvemmer,

Langt mindre en Poet, en Krigsmand eller Kræmmer,

          Og hvad slags andet Folk, som jeg her for mig seer,

          Som jeg ey agter stort, men meere ad dem leer.

Ja! om enhver af dem i flinter springe skulde,

Jeg haabes fuldt og fast at gaae dem ud for fulde,

          Om Himlens egen Røst skal ellers staae ved Magt,

          Jeg veed, hvad Guderne mig haver selv tilsagt.

Udi det næste Bierg en underjordisk Stemme

Op af et dampigt Hull sig lader tidt fornemme,

          Som med et selsomt Lyd paa Spørsmaal giver Svar,

          Og Skiebnens skiulte Raad for os giør aabenbar.

Man meener, her en Gud sin Værelse skal have,

Som eyer i sin Haand en sikker Spaadoms Gave,

          Ja mangen holder for, og det i Sandhed troer,

          At i det samme Bierg den Gud Apollo boer.

En kydsk og hellig Møe imod den Stemme tager,

Hvorved en sælsom Ting med hende sig tildrager,

          Thi naar hun give skal om nogen Ting beskeed,

          Hun i Besvimmelse til Jorden falder need.

Der ligger hun forrykt, og saasom slet i Dvale,

Hun af sin bleege Mund ey noget Ord kand tale,

          Hun som en Stok og Steen ey rører Foed, ey Haand,

          Indtil hun bliver fuld udaf en Spaadoms-Aand.

Jeg som din Kiærlighed har stedse søgt at vinde,

Jeg mig paa dette Sted har engang ladet finde,

          Hvor jeg den Spaadoms Aand om Raad adspørge lod,

          Og om mit Forsæt ey var Guderne imod.

Den ubekiendte Gud mig dette Svar lod sige:

          I største Ære-Stand. Jeg spurde ey om meer,

          Thi Præsten sagde selv, at det var ey Maneer.

Det var mig ogsaa nok, hvad vil jeg meer begiære?

Du ved min rare Konst opstige skal til Ære,

          Den til din Ære-Stand en Trappe være skal,

          Du faaer da blive min, du har ey andet Val.

Hvad Guderne har sagt, du stedse maae erindre,

Du maae, om du est klog, din Lykke ey forhindre,

          Jeg jo, som du har hørt, skal sætte dig i Stand,

          Det ingen uden jeg blant disse giøre kand.

En Krigsmand giør det ey med sine grove Lemmer,

Et modigt Hove-Træl, en Aager-Karl, en Kræmmer,

          En Skildrer, en Poet, som staaer og praler her,

          Blant dennem ikke een dertil beskikket er.

Du hungrige Poet, som vrimer med din Loppe,

Jeg dig ret lættelig din skidne Mund vil stoppe,

          Den Spaadom vi har hørt, den er en herlig Ting,

          Din Lykke visselig staaer i en Loppes Spring.

Hvo har den høye Konst og Spaadoms-Aand inddrevet

I dette sultne Dyr? hvor staaer vel dette skrevet?

          Hvo har vel nogen Tid opdigtet slig en Snak?

          Ey gak i Vey, din Nar, med samt din Loppe, gak.

Med saadant Giekkerie Poeters Hierne spiller,

Og deres høye Aand bestaaer i lutter Griller,

          Den Skilder ham staaer næst, er ham aldeeles liig,

          Thi Begges Pralerie er kun Bedrag og Svig.

Du derfor, søde Møe, om du mit Raad vil tage,

Du bør dem hver og een paa Døren fra dig jage;

          Skal du i Ære-Stand, da skeer det ey ved dem,

          Min rare Konst dertil alleene er beqvem.

Og om du Guderne da ikke vil modstride,

Saa lad din Lykke ey saa læt af Haanden glide,

          Thi den kun lidet Gavn og Fordeel derved naaer,

          Som giør sig alt for klog og Guderne modstaaer.

Som nu enhver har sagt alt hvad hand har at sige,

Til at erholde Gunst og Yndest hos den Pige,

          Man hører blant vort Folk en mægtig stor Tumult,

          Krigsmanden først og sidst hand skriger Huuset fullt.

Men Alêon træder frem, og beder Lyd at give,

Hand beder at enhver i Roelighed vil blive,

          Her vil i denne Sag med Sindighed omgaaes,

          Enhver jo kommen er, at beyle, ey at slaaes.

Den smukke Rhodope udaf sit Dommer-Sæde

Er-klærer sig dernæst; det var min største Glæde,

          I Herrer, siger hun, om det mig mueligt var,

          At give eder strax mit Endelige Svar,

Jeg beder, at man mig forunder nogle Dage,

At jeg den Handel ret kand i Betænkning tage,

          Man give mig endnu kun nogle Dages Frist,

          Jeg med min egen Mund vil stille eders Tvist.

Jeg Guderne først maae om deres Raad adspørge,

Og bede dennem selv for mig heri at sørge,

          Jeg dem for alting maae befale denne Sag,

          At alting vel kand skee, og dennem til Behag.

Der Beylerne det Svar af hende fik at høre,

Og at de ligesaa det samme maatte giøre,

          Enhver sin Afskeed tog og bildede sig ind,

          At hand blant ald den Flok stod best i hendes Sind.

Hvor fylder Kiærlighed vor Hierne tit med Drømme,

For hvilke ald Fornuft og Klogskab selv maae rømme,

          Hvad en forrasket Siel sig mangen Grille giør,

          Og sig saa mangt et Slot i Luften bygge tør.

Enhver imidlertiid arbeyder gandske Dage,

Paa alt hvad tænkes kand den Jomfrue at behage,

          Poeten først og sidst sig tidt indfinde lod,

          Med mangen Digt og Sang, som hun fandt meget god.

Hand brugte som en Mand sin lærde Digter-Tunge,

Hand lod mest hver en Nat for hendes Kammer siunge,

          Og hende mangen Fryd og lystig Time gaf,

          Hun havde Konsten kiær, og holdt der meget af.

Med mangt et Blink hun ham sin Kiærlighed lod vide,

Det gamle Alêon selv ey gierne maatte lide,

          Hand tidt for den skyld og blev overmaade vred,

          Thi hand Poetens Snak og Træk ey gierne leed.

Man havde Rhodope en liden Fugl foræret,

Som hendes Tids Fordriv en Tid lang havde været,

          Den lille Fugl blev syg, hun i sit eget Skiød

          Nok klækkede derpaa, men Fuglen tog sin Død.

Det Dødsfald Rhodope gik saare hart til Hierte,

Hun sig derover tidt beklagede med Smerte,

          Poeten hendes Ven, som hørde det engang,

          Strax giorde Vers derpaa, og dem for hende sang.

          Med Smerte slet beklemt,

          Og ald min Glæde glemt;

          Mig giorde største Harm,

          Er død udi min Arm.

          Og Tider giorde sød,

          Og aad udi mit Skiød.

          Men ach! nu maae jeg see

          Mig til stor Hiertens Vee.

          Som ham saa tidt har kyst,

          Hvortil hand havde Lyst,

          Og tager Blomster med,

          Og paa hans Hviile-Sted.

          Hand holdt der meget af,

          Bepryde i hans Graf;

          Hans Grav ey graves skal

          Men i den grønne Dal.

          Og bage Sukker-Strud,

          At det kand deles ud,

          Som dog saa mangen gang

          Og hørde hvor hand sang.

          Opklække i et Buur,

          Saa svagt et Creatur,

          En Hahne frisk og sund,

          Endog om Midnats-Stund.

Vor Cnemon vidste brav sin Tiid i agt at tage,

Hand sig hos Rhodope opholdte gandske Dage,

          Dermed hun lettelig sin Sørrig og fordrev,

          Før den bortdøde Fugl og glad i Hiertet blev.

Og som hun havde Lyst i Digten sig at øve,

Sit Sind ald Aarsag til Bekymring at berøve,

          Hand ogsaa hende hialp og Underviisning gaf,

          Udi en Ting hand saae, hun holdt saa meget af.

Hun selv saa mangt et Vers og havde sammenskrevet

Udi en liden Bog, den Bog var engang blevet

          Forglemt i Hastighed, der hun ud fra ham gik,

          Hvori hand disse Vers i Hast at læse fik:

      Jeg finder i min Siel det jeg ey nævne kand,

      Ja! det jeg aldrig fandt for nogen anden Mand.

      Jeg sukker mangen gang, jeg veed ey selv for hvad,

      Siig mig det, om du kandst, saa giør du mig ret glad

          Hand vilde læse meer, men Pigen kom igien,

          Hand Bogen paa sit Sted derfor og lagde hen.

Dog giorde det ham got, heraf at see og lære,

At hand hos Rhodope for andre nød den Ære,

          Hvor got det giøre kand, et Venskabs-Tegn at faae

          Af den som man har kiær, en Frier sige maae.

En ret forelsket Siel kand saadant best forklare

Udaf Forfarenhed; min Musa fort maae fare,

          Hun os beskrive maae en saare tvistig Sag,

          Som hviiler under Dom endnu paa denne Dag.

Vor smukke Rhodope en Aften fik i Sinde,

At hun for Tids-Fordriv sig Krandser ville binde,

          Og som hun just tilpas et Rosen-Træ der fandt,

          Den Jomfrue sig deraf to smukke Krandse bandt.

Den eene Krands hun strax paa Cnemons Hoved satte,

Som den ey havde mist for alle Verdens Skatte,

          Hand paa sin gamle Viis hos hende eene var,

          At tale om den Ild, som hand i Hiertet bar.

Den anden Rosen-Krands for hende skulle være,

Den ville Rhodope selv paa sit Hoved bære,

          Der sad den unge Brud, Poeten ligesaa,

          Udi en sød Discours, enhver med Krandsen paa.

Raads-Herren samme Tid, beladt med Elske-Griller,

Sig til Besøgelse hos Bruden og indstiller,

          Hun strax mod denne Mand med Høflighed opstaaer,

          Og byder hannem Stoel, at hand og Sæde faaer.

Ved Brudens høyre Haand Raads-Herren faaer sit Sæde,

Hand takker hvad hand kand og sætter sig med Glæde,

          Men der hand Øynene paa disse Krandse slaaer,

          Hand bliver meget taus og dybe Tanker faaer.

Vor Rhodope det saae, hun saae, at det sig ikke,

Ret vel i hendes Huus saaledes vilde skikke,

          Hun derfor i en Hast sin egen Krands tog af,

          Og den Raads-Herren med en venlig Mine gaf.

Poeten derimod hun Krandsen tog af Panden,

Og satte den paa sin i Steden for den anden,

          Derved Raads-Herren og blev overmaade glad,

          At hans Med-Beyler nu som Skalde-Pande sad.

Raads-Herren staaer derpaa, den Jomfrue ham bestunder,

Og med stor Ivrighed sin Meening herpaa grunder,

          At hun sin egen Krands saa af sit Hoved tog,

          Og som et Venskabs Tegn til ham den overdrog.

Det er mig siger hand, herpaa en sikker Prøve,

At hun Poeten saa for min skyld vil berøve

          Det hand maaskee tilforn har længe tryglet om,

          Hand det for min skyld jo gik qvit, saasnart jeg kom,

Poeten tvertimod hand lader sig forlyde,

Hand denne Handel veed langt bedre at udtyde,

          Af hvem en Jomfrue helst en Ting annamme vil,

          Den er det, siger hand, som hendes Hu staaer til.

En Jomfrue mangen gang en Gave vel bortgiver,

Og hvo den Gave faaer derved forbundet bliver,

          Men naar hun tage vil en Gave af en Ven,

          Til ham hun da dermed forbinder sig igien.

Der søde Rhodope af mig har villet tage,

Hun mig forbundet er, hvad staar nu meer tilbage,

          End at enhver sin Gield foruden meere Snak,

          Betaler reedelig, og siger megen Tak.

Du derfor, kiære Ven, din Fordring maae ophæve,

Du selv jo skyldig est, og intet har at kræve,

          Alt hvad du sige vilt, det har slet ingen Held,

          Men du, min søde Møe! betal du mig din Gield.

Raads-Herren herimod Poeten intet sparer,

Det beste, som hand kand, sin Meening hand forsvarer,

          Poeten ham igien saa hart paa Klingen gaaer,

          Saa denne Stridighed snart ingen Ende faaer.

Omsider Rhodope maae sætte dem til rette,

Og Rippe-Stang igien imellem dennem sætte,

          De ellers havde holdt det til den mørke Nat,

          Og vel ved Hovedet hinanden faaet fat.

I maae ey, siger hun, herover meere stride,

Jeg selv fortiden det min Skyldighed vil vide,

          Og inden stakket Tiid det giøre aabenbar,

          For hvilken Beyler jeg det største Venskab har.

Dermed begynder hun hos sig at overlægge,

Hvem hun udvælge skal, saavel af disse Begge,

          Som af de andre Fem, der alle beylet har,

          Og hvad hun endelig skal give dem til Svar.

Nu hende Herre-Stand og Hove-Pragt behager,

Nu synes det igien at Riigdom bedre smager,

          Poeten synes nu, og nu den Skildrer best,

          Soldaten sidder nu saa meget vel til Hest.

Jo meer den Jomfrue sig i denne Sag besinder,

Jo meer Tvivlraadighed hun i sit Hierte finder,

          Det hun nu finder got og nyttigt, om det skeer,

          Det er nu skadeligt, det duer intet meer.

Ret, som man Bølgen seer for Storm og stærke Vinde,

At tumle op og need, og ingen Roe at finde,

          Saa tumle Tankerne sig om i hendes Sind,

          Et Forsæt nu gaaer ud, nu gaaer det andet ind.

Imens den Jomfrue gaaer i disse Gifte-Tanker,

Og daglig meere Tvivl og Uroe sammensanker,

          Den nøgne Elske-Gud fra Himlen svang saa ned,

          Og samme Egn forbi paa Skyens Vinger reed.

Og som den lille Gud ved nogle tusind Miile,

Var fløgen samme Dag, saa søgte hand at hviile,

          Hand derfor fuld af Søvn i næste Huus inddrog,

          Og der still-tiendes sit Natte-Leye tog.

Derefter ogsaa kom med Leen paa sin Nakke,

Den gamle bleege Død, det Uhyr af at flakke

          Om Landet var saa træt, at det ey kunde gaae,

          Thi krøb det ogsaa ind der hvor Cupido laae.

Det Bagbeest gaaer til Sengs, hans visne Hierte banker,

Og slaaer af lutter Nid og avind-syge Tanker,

          Thi sover hand kun lidt, men strax staaer op igien,

          Før Natte-Skyggen er af Himlen dreven hen.

Og som det er saa mørkt, saa veed hand ey at finde,

Hans Bue og hans Piil, hand traver om i blinde,

          Og Elske-Gudens Tøy hand just i Haanden faaer,

          Og i en Pokkers Tiid dermed ad Døren gaaer.

Den nøgne Elske-Gud hand ogsaa vaagen bliver,

Og med den andens Tøy paa Veyen sig begiver,

          De reyser Begge fort, og ingen bliver var,

          At hand bedragen er, og falske Vaaben har.

Cupido faaer at see en vakker liden Pige,

Saa intet vide vil af Kiærlighed at sige,

          Til Ægteskab den Møe sig ikke vil forstaae,

          Som ingen Mand er til, som hendes Gunst kand naae.

Hand det ey taale kand, den Stolthed ham fortryder,

Hand derfor strax en Piil i Hiertet hende skyder,

          Og sætter sig saa ned, at see hvad her vil skee,

          Men see, den Gud hand faaer Bedrøvelse at see.

Den Pige gaaer til Sengs, med Døden selv i Live,

Og vil med Elske-Spill ald Verden overgive,

          Hun sveeder Dødsens Sveed, det er saa ilde fat,

          Saa hun ald Verden vil nu sige snart god Nat.

Den gamle Moder selv, med Graad og Jammer-Klage,

Til Sengen løber hen det sidste Kys at tage,

          Cupido seer derpaa, og ey begribe kand,

          Hvad dette stakkels Barn har bragt i saadan Stand.

Hand tænker ved sig selv: Hvad mon den Piil vel skade,

Men Pigen ved det Skud begynder saa at lade,

          Ret som hun stukket var udaf en Slanges Braad,

          Har jeg med Nectar ey selv hærder Piilens Aad.

Alt hvad jeg nogen Tiid tilforn kom til at skyde,

Begyndte jo derved paa Timen sig at fryde,

          Hvor jeg den mindste Piil af Buen straale lod,

          Til Elske-Spillet strax jo alting færdig stod.

Ja midt om Vinters-Tid de gamle tørre Blade,

Udaf den visne Knop, hvor de Forfrosne sade,

          Naar jeg kun skiød et Skud, paa Timen vorte ud,

          Saa mangen Kiærling tidt fik Lyst at blive Brud.

Her gaaer det tvertimod, min Piil knap Pigen rører,

Jeg strax Bedrøvelse og Jammers-Viise hører,

          Der ligger hun til Sengs som Doctoren har sagt,

          Det arme Barn nu snart i Graven bliver lagt.

Hvad er det for en Færd og Handel mig her møder?

Hvad? er Cupido den, som smukke Piger døder,

          Alt hvad den Doctor giør, hand Pigens Vee og Nød

          Dog ey forlindre kand, ach ney, hun er alt død.

Har en forgiftig Orm da hos min Piil vel været,

Og sat sit Snaus derpaa, imens jeg den har baaret,

          Ney, ney, jeg holder for, at en forgiftig Aand,

          Et Satans Spøgelse paa Pigen har lagt Haand.

Jeg det, i hvad det er, nu viide vil tilfulde,

Om jeg ti gange meer dermed forsømme skulde,

          Jeg Saaret selv vil see; Jeg vil lidt nærmer gaae,

          Men ach! hvad seer jeg der, hvad Piil var det jeg saae.

Er det min gyldne Piil? er det af disse Piile,

Som jeg mig pleyer selv, med egen Haand at fiile?

          Ach ney, den er af Staal, den er saa sort som Beeg,

          Jeg undrer ey derpaa, at Pigen saadan skreg.

Jeg undrer ey derpaa, hun blev saa ilde saaret,

See Piilen er af Staal, en Skielm den Piil har baaret,

          En Skielm den Piil har haft til Mord og slem Bedrift,

          See hvor den sidder fuld af Edder og Forgift.

Ach! skamme maae jeg mig slig Uhæld at forvolde,

Man for en Dumrian herefter mig bør holde,

          Jeg burde med stor Spot af Himlen drives ud,

          I Guder seer jer om en anden Elske-Gud.

Jeg kand mit Haandverk ey, jeg maae det lade blive,

Jeg maae kun gaae min Vey en Horse-Ploug at drive,

          Jeg maae ad Ørken gaae, hvor aldrig Pige kom,

          Hvor aldrig Mandfolk gik med Gifte-Tanker om.

Men see, det nu er giort, hvad vil jeg længer klage,

Jeg bedre maae min Piil i agt herefter tage,

          Og see mig bedre for, det værste Bonde-Drog,

          Af Skade og af Spot bør engang blive klog.

Men om jeg denne Sag og Handel ret udgrunder,

Da stikker uden Tvivl et Skielmerie herunder,

          Her mueligt vel en Hex, en Troldmand findes tør,

          Hvis Kunst mig denne Spot og onde Vanheld giør.

Mon ey den sulten Død hermed i Spillet være,

Hand det slags Piile dog er aldrig vandt at bære,

          Den Gast jo var i Nat derinde hvor jeg laae,

          Og foer saa tiilig bort, saa jeg ham ikke saae.

Maaskee den gamle Nar i Mørke blev bedraget,

Min Piile-Kagger hand maaskee for sit har taget,

          Det jo hans Vaaben er, som jeg har faaet paa,

          Hand løber vel nu gael med mine ligesaa.

Jeg maae strax ud til veys, og see jeg ham kand finde,

Og see, hvad Abe-Spill hand nu har for at spinde,

          Og hvad den tørre Gast med mine Vaaben giør,

          Dem hand har aldrig haft udi hans Hænder før.

Dermed Cupido giør et Slag med sine Vinger,

Og i den høye Skye paa Timen sig opsvinger,

          Hans Reyse blev kun kort; thi Døden hand strax saae

          Udi en Hauge bag et Tierne-Gierde staae.

Det Straag det stod og grev, og paa hans tørre Kiefter

Den salte Strøm nedflød, saa Blodet fuldte efter;

          Hvad snakker jeg om Blod? Ney Døden ey har Blod,

          Hand Galde har og Nød udi hans Hierte-Rod.

Hans Mave slunken var, som hine tomme Punge,

Hand havde spyet ud hans Lever og hans Lunge,

          Hver Finger, Knæ og Been var hvas ret som en Naal,

          Hand vrej sin sultne Bug ret som en halv-død Aal.

Cupido vidste ey hvad ham saa kunde smerte,

Hvad dette Diævelskab saa kunde gaae til Hierte,

          Og holdt sig derfor til, og nærmer til ham gik,

          Og om den gandske Sag hand god Oplysning fik.

Og see! saa var det fat: Den Død hand ud var fløyen

Saa tiilig, at man ey en Finger saae for Øyen,

          Saa hand i Hastighed sit Miisgreb ey fornam,

          Han tænkte, hvem hand fandt, den skulde strax faae Skam.

Hand seer en gammel Mand, som nok var værd at skyde,

Hand tidt har ønsket selv af Døden Hielp at nyde,

          For hand i Eenlighed og Enke-Stand maae boe,

          Og fattes i hans Seng hans søde Natte-Roe.

Vor Død da legger an, og træffer Mandens Lænder,

Hand meener hand skal døe, men Piilen hand ey kiender,

          Thi see! Cassander strax et lystigt Væsen faaer,

          Og bliver ung igien, som een paa tyve Aar.

Hand i sit Naboe-Laug har hos sig alle Dage,

Den smukke Rhodope, hun til en Ægte-Mage,

          Ham synes meget skiøn, hun ligger i hans Sind,

          Og tænder Ilden op udi hans runkne Skind.

Hvad meer? det gamle Snav hen til den Jomfrue lakker,

Og om sin Kiærlighed og hendes Skiønhed snakker,

          Af hendes Deylighed, som ham ret vel staaer an,

          Hans Siel indtaget er, hand veed ey selv hvordan.

Den bleege Død det saae, og færdig var at revne,

Ja saadan skaadte sig, saa jeg det ey tør nævne,

          Hans Graad og bittre Harm ham for og bag udrandt,

          Og saadan stod den Død, da ham Cupido fandt.

Den lille Gud hand loe, og selv fik Lyst at spille

Med denne gamle Giek, og med hans Elske-Grille,

          Hand havde nær i Hast en Piil i Pigen skudt,

          Og med sin Skyde-Konst selv Isen for ham brudt.

Men der hand kom i hu det Skud hand nyelig giorde,

Og hvordan det gik af, hand det ey vove torde,

          Hand tænkte ved sig selv, den sidste gang jeg skiød,

          Da løb jeg som en Nar, og skiød en Pige død,

Nu vel da, siger hand, jeg heraf dette lærer,

At kiende Buen ret, og hver en Piil jeg bærer,

          Og paa mit Skytterie at give bedre agt,

          Som Hymen mig saa tidt og Juno selv har sagt.

Jeg aldrig meere vil saa galne Piile skyde,

Enhver fra denne Dag sin egen Ret skal nyde,

          Jeg vil hos unge Folk opvække Lystighed,

          Den Gamle skal for mig ret gierne gaae i Fred.

Har jeg end somme Tiid lidt Giekkerie i Giære,

Den kolde Vinter dog ey Tuliper maae bære,

          Den Unge tiener best det søde Elske-Spil,

          Den varme Kakkelovn den Gamle kommer til.

Derpaa ald Verden jo fra første Tiid er grundet,

Det har jo Himlen selv saa raadeligst befundet,

          See! Døden tog min Piil, og skiød en gammel Mand,

          Men saadant er kun Skarn, og aldrig har Bestand.

Alt hvad Cassander giør, alt hvad hand foretager,

En anden for ham skal, ihvor hand sig end plager,

          Den Rose plukke af; du usle tørre Snav,

          Tænk ey paa Frierie, tænk heller paa din Grav.

Dermed den nøgne Gud strax hen til Døden haster,

Bag Giærdet hvor hand staaer, og for hans Fødder kaster

          Hans sorte Morder-Tøy, og Piile-Kaagger hen,

          Med Spodskhed og Foragt, og tager sit igien.

Dernæst med haarde Ord hand Døden Texten læser,

Men Døden svarer ham, hand af hans Sladder blæser,

          Hand selv, ihvor det gaaer, i denne Misforstand,

          Og hvad der nu er skeed, har Skyld saavel som hand.

Cupido hos sig selv det samme og befinder,

Hand derfor sætter sig, og bedre sig besinder,

          Thi byder hand sig til et evigt Freds-Fordrag,

          At saadant ikke meer skal skee fra denne Dag.

Hand Døden sværge vil, hand skal ham aldrig finde

I noget Sørge-Huus, hvor hand og hans er inde,

          Saafremt at Døden vil ey heller komme der,

          Hvor hand opholder sig, og med sit Selskab er.

Det vil den lille Gud paa Kaabber lade skrive,

At det til Evighed uryggeligt skal blive,

          Men hvad Cupido giør og mager paa Forlig,

          Den blege Død ey vil dertil beqvemme sig.

Det lange sultne Straag sig giver til at grine,

Og svarer ham derpaa med vel saa spodsk en Mine:

          Ja vel du fiælen Stiert det dig ret vel befalt,

          Om du kun maatte selv dig raade overalt.

Hvor nogen lystig er, der vil du mig forbyde,

Og helst i Brude-Færd den mindste Piil at skyde,

          Tag aldrig i din Mund saa ubetænkte Ord,

          Jeg aldrig dig tilstaaer den Magt paa denne Jord.

Jeg heller maatte da mit Haandverk overgive,

Saavidt som Jorden naaer ey nogen skulle blive,

          Som sig jo gifte gad, var hand end hundred Aar,

          Dermed jeg snart kom til at gaae og vogte Faar.

Ney, jeg med Brude-Folk har ogsaa Magt at dandse;

Blandt unge Pigers Flok, blandt røde Rosen-Krandse,

          Alt Kiød mig hører til, jeg skyder hvad jeg vil,

          Jeg skyder mangen Piil midt i det søde Spill.

Saa høyt er ingen Prinds sat op paa Herre-Sæde,

At jeg jo, naar jeg vil, kand ham paa Halsen træde,

          Enddog der for hans Slot fuldt af Drabanter staaer,

          Jeg alle u-adspurt ind paa Palladset gaaer.

Ja lad ham slaae sin Leyr; lad ham omkring sig have

Et hundred tusind Mand med Volde, Muure og Grave,

          Saa skal hand dog herud, saasnart jeg sender Bud,

          Ja var hand klædt i Staal, hand falder for mit Skud.

Ja! om en nye-gift Brud end sad i Brude-Sæde

Hos hendes unge Mand, i Bryllups Lyst og Glæde,

          Ja var hand end i Seng, og havde lukt sin Dør,

          I Mandens egen Arm jeg hende skyde tør.

Ja! om hun svanger gaar, og færdig er at føde,

Jeg tvende Liv i et paa engang vel tør døde,

          Jeg Barsel-Stuen selv tør fylde op med Graad,

          Jeg leer ad Bartskiers Haand, og Jorde-Moders Raad.

Den store Pave selv, naar hand i Præste-Klæder

For høye Alter staaer, og Messe-Sanger qvæder,

          Og deeler Livet ud til Folket rundt omkring,

          Maa føle, naar jeg vil, i Livet Dødens Sting.

Hvad vil jeg sige meer, een Konge eller Keyser,

Om hand sig end et Slot paa Klippens Top opreyser,

          For mig ey sikker er, jeg til ham stiger op,

          Og slæber ham her need med Kronen paa hans Top.

Alt hvad som Aande har, alt hvad som er i Live,

Deraf jeg Aanden veed og Sielen ud at drive,

          Mig intet levendes i Verden gaaer forbi,

          Jeg kiender det for vel, jeg avles midt deri.

Jeg efter Vaaben ey har stort behov at leede,

De staar mig, hvor og naar jeg lyster, strax tilreede,

          Nu bruger jeg et Sverd, nu Luft, nu Ild og Vand,

          Nu Vinters skarpe Kuld, nu Sommers hede Brand.

Jeg paa mit Verksted har saa mange tusend Svenne,

Mig Tørst og Hunger nu, nu Mad og Drik maa tienne,

          Nu slem og u-sund Damp, nu smukke Blomsters Lugt,

          Nu Druens søde Saft, og nu een u-moed Frugt.

Jeg i en hastig Frygt hos denne er tilstæde,

Og denne døer af Lyst, og qvæles i sin Glæde,

          Den sidste som jeg skiød, hand fik sit Lave-Pas

          Ved Bordet som hand sad, med Viinen i sit Glas.

Jeg mangen een har skudt, og kortet ham hans Dage,

En Doctor til Fortræd, som vilde mig betage

          Min Magt og Myndighed, just i det samme Blad

          Hand brugte mod min Piil, der var det Piilen sad.

See! saadan Herredom og Magt blev mig forundet,

Snart paa den samme Tiid da Verden selv blev grundet,

          Jeg den og stedse vil beholde over alt,

          Imens af denne Jord og Himmel er en Palt.

Du giør du ogsaa dit, lad sværme dine Piile,

Mod alt hvad Aande har, tag aldrig nogen Hviile,

          Men brug dig Dag og Nat, jeg i en Time veed,

          Alt det du bygger op, igien at bryde need.

Vi To med vores Magt har begge nok at sige,

Enhver paa sin Maneer, og ingen er vor lige,

          At bygge Verden op, at føde det er dit,

          At bryde Verden ned, at øde det er mit.

Men giør dig intet til, fat ingen Stoltheeds Griller,

At jeg din Magt ved min i Lighed forestiller,

          Du kandst en hoben Tøy paa Jorden vel formaa,

          Men derfor du med mig i Lighed ey kand staa.

Det veedst du og vel selv, du veedst, om det skal gielde,

Jeg mange Tusend Mand paa en Minut kand fælde,

          Nu med en hastig Brand, og nu med Havets Flod,

          Nu med det skarpe Sverd, saa Marken staar i Blod.

Men du med ald din Kunst i hvad du giør og mager,

Om du end dig til Hielp et par og fleere tager,

          Maa sveede for et Barn saa nær et gandske Aar,

          Og intet mangen gang for ald sin Møye faar.

Hermed det sulten Skrog tog saadan paa at skraale,

Saa at den lille Gud det ikke kunde taale,

          Du Morder, sagde hand, du leedne sultne Trold,

          Du færdig est til Mord, og til at giøre Vold.

Det er en herlig Ting, det er vel værd at priise,

Du med at giøre ont din Styrke vil beviise,

          Det samme Satan giør, og hvert et Satans Lem,

          Som har i Helvede med ham og dig sit Hiem.

Ney, paa en sød Maneer, at drive sine Sager,

Saa Verden Lyst deri, og dertil Fremvext tager,

          Det hører Himlen til, og den som Himlen gaf,

          Den Kunst og den Bedrift kand rose sig deraf

Du siger, du i Hast et gandske Land kand øde,

Og mange Tusind Mand paa timen slaa til døde,

          Men hvad jeg bygger op, som du mig breide vil,

          Det er saa meget seent, det gaar saa langsom til.

Kom, lad os see engang, og lad os overlægge,

Hvo med sit Arbeyd meest udretter af os begge,

          Du snart skal see din Roos, som giør saa stor Allarm,

          Det er kun Veyr og Vind udi en opblæst Tarm.

Fra Verdens første Tid, da Jorden blev fuldbyrdet,

Du har begyndt dit Mord, du siden og har myrdet

          Nu i saa mange Aar, jeg med min Langsomhed

          Dog eene giør det saa, at Verden bliver ved.

Hvad skiøtter Verden om din Morden og din Vælde,

At du paa timen kandst de mange Tusind fælde;

          See! den dog tager til og altid Fremvext faar,

          Den Dag der kommer frem, saa vel som den der gaar.

Jeg er alleene den, som dette saa bestiller,

Jeg Himlens høye Svang og Jordens faste Piller

          Paa mine Skuldre har, jeg er det gyldne Baand,

          Som Knuden ævig giør imellem Kiød og Aand.

Men du, som med dit Mord og Vold saa meget praler,

Du giør alleeneste hvad Satan dig befaler,

          Du est hans Lære-Dreng, hver Time og hver Stund

          Du for ham strippe maa, og løbe som en Hund.

Her faldt ham Døden ind: hvad lumpne Narre-Griller?

Om Kiød, om evigt Baand, om Jordens faste Piller,

          Har du da aldrig hørt, du lille nøgne Glut,

          Hvorledes Kiødet har sin Ævighed forbrut.

Har du da aldrig hørt, at der en Dag skal komme,

At alting følge skal min Pibe og min Tromme,

          Da alting skal forgaae, da jeg med denne Haand,

          Alt Kiød nedbryde vil, trods dig og dine Baand.

Trods dig, ald Verden dog skal engang tage Ende,

Du mig for Overmand med Tiden dog skal kiende,

          Du aldrig herimod et Ord at sige har;

          Men ham den lille Gud igien gav dette Svar:

Om du ald Verden end med Tiden need skal bryde,

Viid det, at saadant har kun lidet at betyde,

          Thi Dyd og Kiærlighed skal aldrig undergaae,

          Men i ald Ævighed i Fryd og Flor bestaae.

Om du end Mennisket i Graven need kand jage,

Hand skal dog op igien, og da skal ingen Plage,

          Og da skal ingen Død forstyrre ham hans Roe,

          Men jeg, jeg Kiærlighed, skal evig hos ham boe.

Jeg var før du blev skabt, skal efter dig og blive,

Naar man dig med din Piil af Helvede skal drive,

          Viid, Kiærlighed er den, som Verdens Grund har lagt,

          Viid og at Kiærlighed skal evig staa ved Magt.

Men du og alt dit Pak skal slet til intet giøres,

Derved et Fryde-Skrig i Himmelen skal høres,

          See! Døden været har, hand er nu ikke meer,

          Hvor er da Dødens Braad? hvor er hans Seyers Hær.

Den visne Død endnu vil intet eftergive,

Hand vil den nøgne Gud slet intet skyldig blive,

          Her Junker, siger hand, du nøgne stakkels Barn,

          Alt hvad du kand og veed, alt hvad du giør, er Skarn,

Jeg gierne det bestaaer, at der en Dag skal komme,

Da ald Fortræd og Nød skal tages fra de Fromme,

          Men, at der lige skal paa dig saa megen Magt,

          Skal ingen ærlig Mand med Sandhed have sagt.

Troe mig, du lille Nar, der er en større Mester,

Som holder Himlen op, og Jordens Grund befæster,

          Skal Kiærlighed bestaae, naar Jorden faaer sin Rest,

          Af denne Kiærlighed du da kun Skummet est.

Du est en slem Forgift udi et ærligt Hierte,

Du føder i en Siel kun Uro, Vee og Smerte,

          Naar man dig følge vil, naar du med Folk faaer bugt,

          Ald Verden kiender vel, ja! alt for vel din Tugt.

Du avles jo i Skarn, du est Ureenheds Grøde,

I Dyndet lever du, og Dyndet er din Føde,

          Ret som en Torbist du jo føder dig dermed,

          Du har din største Lyst udi et Møddings Sted.

Dog veedst du mangen Giek med Falskhed at indbilde,

At du udi dit Laug og i dit skidne Gilde,

          Ham skienker lutter Mød og lutter Engle-Drik,

          Enddog hand tit deraf en skiden Helsot fik.

Hvad er alt det, du giør, og hvad du foretager,

Det er et lumpet Verk, og lutter plumpe Sager,

          Hvad er ald din Bedrift, som du os roser saa,

          Enhver giør Spot deraf, og gid ey seet derpaa.

Det veedst du ogsaa vel, du derfor gaaer i Kraage,

Naar du din Gierning giør, du lukker Dør og Laage,

          At ingen det skal see; hvo ærlig Gierning giør,

          Hand gierne for en Dag til Lyset komme tør.

Bort, bort, du slemme Ting, du Utugts Foster-Fader,

Du hader Lysets Skin, dig Lyset ogsaa hader,

          Ald Ærbarhed og Tugt er dig jo fiendsk og gram,

          At nævne din Bedrift, det holdes for en Skam.

Cupido fuld af Harm ey længer sig kand bare,

Imod saa haarde Ord, hand Døden jo maa svare,

          Jeg veed det, Diævelskab! alt hvad af Jord er skabt,

          Det har den Jorde-smag endnu ey gandske tabt.

Jeg veed vel, Mennisket sig selv ey kand omstøbe,

Om hand derfore slet af Skindet vilde løbe,

          Alt Kiød giør Kiødsens Verk, men see! den Dag fremgaar,

          Som giør et Æres-Kar udaf det skidne Skaar.

Da skal en hellig Ild den gandske Jord optænde,

Og af det Jorde-Kaar ald Skarn og Skum udbrænde,

          Ald Kiød da luttres skal til inderst Marv og Been,

          Ret som en Mynt af Guld i Ilden bliver reen.

Da skal min Attraa ey til Kiødet meere hænge,

Jeg vil mig da ey meer i Ævighed bemænge,

          Med Kiødets usle Lyst, som nu paa Jorden skeer,

          Du Kiødet da ey skal, ey heller plage meer.

Da skal dit Spøgelse ey meer mod Kiødet stride,

Men selv din hvasse Braad i Halsen dig, afbide,

          Din Piil da skal forgaae i Ildens heede Glød,

          Hvormed du hidindtil har mangen een skudt død.

Jeg da til ævig Tid skal leve i det Høye,

I Kiærlighed og Fryd, da du skal holde Trøye,

          Udi den mørke Pøl; stik nu din Pibe ind,

          Og alt dit store Mood, udi dit tørre Skind.

Her stod den Død som Mads, og intet kunde svare,

Dog svor hand hart derpaa, hand aldrig skulde spare,

          Sin Bue og sine Piil, Cupido til Fortræd,

          Og aldrig disse To har handlet meer om Fred.

Cassander midlertid et Saar i Hiertet finder,

Som hannem Dag og Nat om Rhodope paaminder,

          Har end den raske Tid hans Ungdom drevet hen,

          Ham synes fuld og fast, den kommer nu igien.

Kand hand kun Rhodope og hendes Hierte bøye,

Ham synes, at hand vil en Kone vel fornøye,

          Men naar hand til sit Skæg og Kinders Rynker seer,

          Hand frygter sig igien, om Giftermaalet skeer.

Hand havde Rhodope vel kiendt i mange Tider,

Got Naboe-Venskab og her var paa begge Sider,

          Dog havde hand sig holdt saa stille som et Lam,

          Hand havde aldrig tænkt den Jomfruu var for ham.

Men nu begynder hand at faae langt andre Tanker,

Hand seer nu hun er skiøn, og meere Skiønhed sanker,

          Hver Dag hand hende seer, hand tænker Dag og Nat

          Derpaa; og veed ey selv, hvorledes det er fat.

Hand sig ey bare kand, hand hende maa berømme,

I hvor hand kommer hen, hand Rhodope i Drømme

          Om Natten hos sig har, den arme gamle Mand,

          Foruden Rhodope ey længer leve kand.

Hand for en fuldtro Ven derover sig beklager

Udi Fortroelighed, og Raad af Hannem tager,

          Hand siger ham hvordan hans Hu til Pigen slaar,

          Men, at hand dog endnu heri tvistraadig gaar.

Skal jeg da, siger hand, min første Kone glemme,

Som jeg har havt saa kiær? skal jeg da saa beskiæmme,

          Min første Ægte-Seng, da troer jeg visselig,

          At hendes Siel da vil i Himlen græmme sig.

Hun var min Ungdoms Lyst, mens hun var her i Live,

Ach! at den søde Siel ey længer maatte blive

          Paa Jorden hos mig her! Ach, hvad jeg gierne saae,

          At jeg hos hende nu i Graven ogsaa laae,

Philetas svarer ham: Ey kiære, tør du tænke,

At nogen Verdslig Ting den Dødes Siel kand krænke,

          At den som er lagt need udi den mørke Graf,

          Forstaar hvad du her giør og veed der noget af.

At det din Kones Siel i Himlen skulde plage,

Om du paa Jorden dig Ti Koner vilde tage,

          Giør hvad du best forstaar, gift dig og gift dig ey,

          Din Kones Siel dertil skal aldrig sige ney.

Du for din Kones Siel tør dig slet intet tvinge,

Thi saadant Jordisk Tøy er dertil alt for ringe

          At det udi een Siel Bekymring giøre skal,

          Naar den indskreven er i Himlens Aanders Tall.

Ney mænd, om du est kied udaf dit Enke-Sæde,

Og har du Lyst igien i Ægteskab at træde,

          Følg kun dit eget Sind, giør dig ey selv imod,

          Thi Ægteskab er got, een Ægte-Seng er god.

Om du end gammel est, din Ungdoms Tid er omme,

Det dig ey hindre bør i Ægtskab at komme,

          Ney Alderdommen er gemeenlig tung og svaar,

          Den er det allermeest som Hielp fornøden har.

See til kun, at du kandst een vakker Pige finde,

Som sig i Ægteskab med dig vil lade binde,

          Er du ey nu, som før, saa frisk og ung en Mand,

          Du har dog det, hvormed hun sig fornøye kand.

Du jo blant unge Folk, dig artig veedst at skikke,

Du altid lystig er, du suure-muler ikke

          Paa gamle Knarkers viis, du sielden Hoste faaer,

          Du ey med noget Flod og Funtaneller gaaer.

Jeg troer det fuld og fast, hvo dig til Mand vil tage,

Hun paa din Alderdom slet intet faaer at klage,

          I sær naar hun forstaaer, hvad Løn hun endelig

          Naar du engang est død, igien kand vente sig.

Cassander bliver glad, der hand faaer sligt at høre,

Det saare gode Raad ham klinger i hans Øre,

          Og ham behager vel, hvo gierne dandse vil,

          For ham behøves ey at bruge meget Spill.

Hand den Fornøyelse sit Hierte ey vil nægte,

I sær om hand kand faae sin Rhodope til ægte,

          Om hand end gammel er, hand dog at leve veed,

          Er hand udvortes kold, indvortes er hand heed.

At vinde Brudens Gunst, hand giør og alt sit beste,

Hand faaer en gylden Vogn, hand kiøber smukke Heste,

          Sit Huus hand pynter op, og hvad der er udi,

          Mand seer hans Folk udi et kostbart Liberi.

Hver Morgen hand staaer op sit Skiæg hand lader rage,

Fem Tænder, som den Mand i Munden har tilbage,

          Hand lader skure op som hvidest Elfenbeen,

          Hand bærer i hans Ring en prægtig Demant-Steen.

Plumaser paa hans Hat, Peruqver, helst de hvide,

Og meget nette Skoe, dem maae hand gierne lide,

          Hand speyler sig med Lyst, og seer hvor net det staaer,

          Hand Kam og Lomme-Speyl har hos sig hvor hand gaaer.

Hans Aande har en Lugt, som ey enhver behager,

Men derimod hand veed at bruge Desmer-Kager;

          Hvad meer? den Mand, enddog hans Ungdom er forbi,

          Hand, trods Adonis selv, forstaaer sit Frieri.

Der dette blev bekiendt blant disse unge Gaste,

Som paa den smukke Brud og hendes Dørre passte,

          Enhver blev saare vred, og loe ret spodsk derom,

          At Manden vilde fri udi hans Alderdom.

Det er en gammel Skik, at hvo som har i sinde

En Piges søde Gunst og Kiærlighed at vinde,

          Hand lader plante Mai og Grønt for hendes Dør,

          Og hende med Musik om Natten Ære giør.

Cassander dette veed, hand vil slet ingen vige

Udi sit Frieri, hand veed hvordan en Pige

          Og Jomfrue æres bør, enddog den Mand er graae,

          Hand veed dog saare vel paa Frieri at gaae.

Hand lod et Laurbær-Træ med Guld og Sølv bemale,

Med alt, hvad nogen Tiid for Dyrt kunde prale,

          Man her Cupido saae med alt sit Elske-Tøy,

          Her saae man hvor hand løb, der saae man hvor hand fløy.

Her saae man hvor hand skiød, der saae man hvor hand legete,

Og med sin Finger paa hans Moders Bryste peegte,

          Som hun ham visde selv, med mangt et venligt Smiil.

          Og i det samme stak sin Finger paa en Piil.

En konstig Skildrer har saa nær en gandske Uge

Arbeydet paa det Træ; her saae man Phœbum bruge

          Sin Konst og raske Foed, at løbe Daphne op;

          Der seer man lodne Pan blant Skov-Gudinders Trop.

En Kurv af Guld og Sølv vor Frier og lod flette,

Den lod hand paa sit Træ i Toppen øverst sette,

          I hvilken Sukker var, Confect og andet meer,

          Som man til Bryllups-Statz og Giæstebuder seer.

Paa Kurven var et Laag, som konstig ud var drevet

Udaf det fiine Guld, og runden om stod skrevet

          Den smukke Piges Navn, med Mandens eget Blod,

          Og i det Mittelste der denne Opskrift stod:

      En liden Venskabs-Gunst; er jeg end kold og tung

      Din Ungdoms grønne Mai giør mig dog let og ung.

Den gyldne Soel gaaer ned, og alting stille bliver,

Enhver udi sin Seng til Hviile sig begiver,

          Hver Fugl paa Green og Qvist, hver Dyr i Skov og Eng,

          Men hvo som beile vil, gaar ey saasnart i Seng.

Cassander i Process sit Træ nu lader bære

Didhen, hvor Bruden boer; hans Rhodope til Ære

          Det Træ strax reyses op, en skiøn Musik dertil

          Hand og tilreede har, med Sang og lifligt Spil.

En liden Discantist, som vidste vel at qvæde,

Og siunge efter Konst, hos Manden var tilstæde,

          Som med sin søde Røst en liden Viise sang,

          Og Tremulanter slog, saa det i Luften klang:

          Den søde Ild optænder,

          Min Siel i mig dog brænder,

          Jeg synes ey din Lige,

          Men troe mig smukke Pige,

          For alting helst at tage,

          Den Unge at behage,

          Og ere altid vilde,

          Som stedse gaaer til Gilde,

          Det har slet ingen Fare,

          Hand kand sig heel vel bare,

          For hand har svage Lemmer,

          Hvad hand i Sengen glemmer,

          Den gamle Alder hade,

          Det kand dig dog ey skade,

Før hand udsiunget faaer, Poeten selv med fleere,

Som for vor Rhodope og vilde musicere,

          Hand kommer og hertil; man tænke nu engang;

          Hvor got det giør den Mand at høre slig en Sang.

Det ham fortryder hart, at denne gamle Abe,

Vil gaae paa Frieri, at gammel Kat vil labe

          Med ham den søde Melk, det synes ham en Skam,

          At denne gamle Buk vil spille med et Lam.

Sligt giør Poeten vreed, hand færdig er at revne,

Thi sætter hand sig for, paa Manden sligt at hevne,

          Og har ey Roelighed, før hand opdigtet faaer

          En Viise derimod, paa Stædet hvor hand staaer.

Hand digter strax en Sang den gamle Mand til Ære,

En Sang, som skal enhver graahærdet Gubbe lære,

          At alt hans Frieri er uden Fynd og Klem,

          Hans Synge-Coor og strax med Sangen kommer frem:

          Hvad bilder du dig ind,

          Dit gamle visne Skind,

          Du har jo ingen Vind.

          En Gnist foruden meer,

          Hvor spodsk Cupido leer;

          Naar du ey meere seer.

          Og tænke at faae Korn,

          Du Tidsel faaer og Torn,

          Saa haart som Flint og Horn.

          Da Vandet overalt

          Du giør dit Facit galt,

          Ja knap en Haand-fuld Malt.

          Hvor vil du Ilden faae?

          Da vil den lidt forslaae,

          Naar Knæblen er af Straa?

          Ey Marv i dine Been,

          Skam dig, det du faaer Meen,

          Med en fortørret Green?

          Den samme som du est,

          Det sømmer dig vel best,

          Som for den sorte Pest.

Her staaer den arme Mand, hvad skal hand nu vel giøre,

Hand lider saadan Spot, og meere faaer at høre

          End det hand gierne vil, man giør ham slet til Nar,

          Hand tænker sig dog om, og giver dette Svar:

Du grove Plumprian, som dig paa Folk indvælder,

Og paa en ærlig Mand saa uforskammet skiælder,

          Hvor gammel jeg end er, viid det at jeg endnu

          Har Styrke i mit Liv, og Kraft saavel som du.

Du med din Ungdom veedst at bramme og at braske,

Den er dog kun en Gnist, som bliver snart til Aske;

          Hand vilde svare meer, men Cnemon var saa slem,

          Hand gav ham ikke Tiid at føre meere frem.

Thi hand og ald hans Hob med fulde Hals tillige,

Tog til ubarmelig at raabe og at skrige,

          Og huje Manden ud, man det saa længe drev,

          Saa hand stak Piben ind, og slet fortvivlet blev.

Skildpadden, som sit Huus paa Ryggen stedse fører,

Den har jo den Natur, naar nogen ved den rører,

          Og kommer den for nær, den kryber strax i Huus,

          Og holder sig deri saa stille som en Muus.

Saa giør og denne Mand, hand bliver gandske stille,

Og har ey meere Lyst sig saa at lade drille,

          Hand bliver gandske taus og taler ey et Ord,

          Men ønsker at hand laae ti Alen under Jord.

Dermed hand gaaer sin Vey, og hos sig selv betænker

Hvad Haanhed Skiebnen ham her i hans Begger skienker,

          Hand seer vel, at hand har ald Skylden selv heri,

          At hand saa ubetænkt gik ud paa Frieri.

Samvittigheden selv ham dette foreholder,

Hans egen Daarlighed ham denne Spot forvolder,

          Det var hans egen Skyld, at det ham gik saa galt,

          Dermed hand hos sig selv i disse Tanker falt:

„Ach! at jeg var nu den jeg pleyede at være

„Udi min Ungdoms-Tid, da jeg med Gunst og Ære

          „Saavel antaget blev blant Qvindfolk, hvor jeg kom,

          „Da mangen vakker Møe gik gierne med mig om.

„Da havde jeg ey nu slig Aarsag til at sukke,

„Jeg denne Rose vel før andre ville plukke,

          „Men nu min Ungdom er forsvunden som en Damp,

          „Det mig ey lykkes vil, at vove denne Kamp.

„Hvad vil jeg mig nu meer med Kiærlighed bemøye?

„Hvormed vil jeg engang en Kone vel fornøye?

          „Naar jeg kun i mit Speyl mit Skiæg og Haar beseer,

          „Saa seer jeg Frieri beqvemmer mig ey meer.

„See! hvor et Menniske dog med sig selv kand stride,

„Hand veed sin egen Feyl, og vil den dog ey vide,

          „Hand kiender Billighed, hand seer den rette Vey,

          „Men om hand den end seer, hand følger den dog ey.

„Jeg seer hvad jeg bør see, jeg veed hvad jeg bør vide,

„Men hvad jeg veed og seer, jeg setter det til Side,

          „Jeg veed at Ægteskab mig ikke tiene kand,

          „Dog gaaer jeg hen at frie, jeg usle gamle Mand.

„Ustadighed min Siel har gandske overvundet,

„Nu ønsker jeg mig løs, nu ønsker jeg mig bundet,

          „Nu ønsker jeg igien den forbigangne Tiid,

          „Da med mit eget Sind jeg stedse er i Striid.

„Naar Kræfterne bortgaaer, og Styrken den er henne,

„Hvad vil da Ægte-Stand og Gifte-Tanker tienne,

          „Ja naar en gammel Mand den Unges Gierning giør,

          „Hand i sin Brude-Seng sin Grav vel finde tør.

„Farvel du Gifte-Lyst, du vil mig kun forføre,

„Farvel med din Forgift, lad mig ey meere høre

          „Af ald den Daarlighed, du har hos mig opvagt,

          „Jeg bedre efterdags vil tage mig i agt.

„Jeg nu et Levnet vil herefter foretage,

„Som mig beqvemme kand i mine gamle Dage,

          „Thi den forløben Tid og mine Dages Tal

          „Mig sige, hvad jeg er, og hvad jeg blive skal.

„Jeg seer min usle Krop og mine svage Lemmer,

„Men ach! i hvad jeg seer, det dog saa lidet temmer,

          „Den stærke Elske-Lyst, som over mig har Magt,

          „Min Aand er villig nok, men Kiødet det er svagt.

„Ney, ney, om jeg i Dag end synes stærk at være,

„Den Dag i Morgen let min Styrke kand fortære,

          „Det Fad udtappes snart, som ligger alt paa hæld,

          „En Dam snart bliver tør, naar den har ingen Væld.

„Og, om min Ægte-Deel sig skulde da befinde

„Bedraget i sin Seng, hvor vilde jeg forvinde

          „Den Sørrig og den Spot? Ach! fik jeg sligt et Stød,

          „Hvor vilde det mig gaae? det blev min visse Død.

„Ney, søde Rhodope! jeg vil dig ey bedrage,

„Ach ney! jeg ønsker dig en bedre Ægte-Mage,

          „Men dog alligevel, saalænge jeg er til,

          „Jeg din trofaste Ven og Tiener være vil.

„Den Mand med Tapperhed og Ære veed at kiæmpe,

„Som i sin egen Siel kand Kiødets Lyster dæmpe,

          „Hand mod sit eget Kiød meer Ære vinde kand,

          „End om hand eene slog i Marken tusind Mand.

„Og du, som denne Krop og Siel har sammenbundet,

„Jeg siger dig nu Tak, at jeg den Seyr har vundet,

          „Ja tak for hver en Dag, ja tak for hver en Stund

          „Som jeg til denne Dag har levet glad og sund.

„Tre gange tyve Aar jeg nu paa Ryggen bærer,

„See hvor den raske Tiid vort arme Liv fortærer,

          „Og du som dette Haar og Skiæg mig har giort graa,

          „Lad mig med Tiden og graahærdet Viisdom faa.

„Du vil min Alderdom mod Ungdoms Lyst forsvare,

„Du vil det tørre Halm fra Ilden dog bevare,

          „At jeg med Fred kand naae min Grav og Leyersted,

          „Og du som Evnen tog, betag mig Lysten med.

Sligt Ønske giør den Mand, og flittig dertil beder,

At alt hvad paa ham er, som hannem saa forleder,

          Til Qvinders Kiærlighed, alt hvad ham giør til Mand,

          Sin Dyd og Manddoms Kraft herefter tabe kand.

Hand sætter sig og for i eenlig Stand at blive,

Og ald hans Elske-Lyst nu slet at overgive,

          Og som en gammel Mand at gaae paa Viisdoms Vey,

          At hand jo giorde vel, slet ingen siger Ney.

Det var den samme Tid, just midt om Sommers Tide,

Da Soelen færdig er i Krebsen ind at ride,

          Vor Rhodope sin Lyst udi Spatsering tog,

          Og Tiden for sig selv i Eensomhed forslog.

Hun søgte for sig selv i Eensomhed at være,

Syv Beylere her gik, som lode tidt begiære

          At vide hendes Svar, og Tiden flux forløb,

          Hun fik at tænke paa, med een at slutte Kiøb.

Der var et lidet Huus, opbygt af Marmor-Steene,

Som hørte Alêon til, det Huus det laae alleene,

          Og gandske for sig selv, tæt ud ved Flodens Bred,

          Derfor og Rhodope tog hen til dette Sted.

Der var den søde Møe, der gik hun gandske Dage

Alleene for sig selv Forlystelse at tage

          Udi den grønne Lund, der laae hun mangen gang,

          Og hørde Natten ud hvor Nattergalen sang.

Det sig en Dag begav, en deylig Dag blant andre,

At hun for Tidsfordriv ved Floden kom at vandre,

          Hun saae en liden Bæk, som løb der just forbi,

          Og fik paa Timen Lyst at bade sig deri.

Den Jomfrue sidder need, en Pige er tilstæde,

Som hende Klæderne skal hielpe af at klæde,

          Men hun sin hvide Foed begynder knap at toe,

          Der kommer just en Ørn, og slaaer til hendes Skoe.

Og hvad end Pigen giør, den Fugl derfra at jage,

Hun kand dog ey formaae at drive den tilbage,

          Hand med sin skarpe Klov den eene Skoe faaer fat,

          Dermed hand svinger bort, og siger dem god Nat.

Den Jomfrue for sin Skoe ret Hierte-kived bliver,

Hun seer den raske Ørn, som bort med Skoen driver

          Op i den høye Skye; thi byder hun paa Stand,

          At man ham følge skal, saalænge som man kand.

Man følger hendes Bud, en hoben unge Drenge

Sig give strax paa Løb, og leede vel saa længe,

          De løbe hid og did, de leede med stor Fliid,

          Men det forgieves er, de spilde deres Tiid.

Her er slet ingen Ørn, slet ingen Ørn at finde,

Og som den Jomfrue seer, her intet er at vinde,

          Saa slaaer hun sig til Roe, og lader det saa gaae,

          Og tænker, at hun vil vel snart en anden faae.

Den Ørn imidlertid hand svang sig i det Høye,

Saa høyt at ingen Mand ham meere kunde øye,

          Indtil hand endelig kom over Memphis Stad,

          Just paa den samme Tiid som Kongen Retten sad.

Det var en gammel Skik, naar man lod Retten sette,

At deele Lov og Dom, til Folk som kom at trette,

          At Kongen med hans Mænd, som dømte i en Sag,

          Sad under aaben Luft, og ikke under Tag.

Som Ørnen kommer her, hand gandske stille bliver,

Og sig udi en Kreds lidt bedre ned begiver,

          Hand svæver sagtelig, og daler meer og meer,

          Saa hver Mand, som der staaer, det med Forundring seer.

Hos hver en Mand der staaer, det stor Forundring volder,

At denne vilde Fugl sig her saa stille holder,

          Men før man tænker det, og førend man det veed,

          En Skoe for Kongens Foed den lader falde need.

Alt Folket runden om de Unge med de Gamle,

Sig med Nysgierrighed begynder strax at samle,

          Enhver vil gierne see og vide hvad det er,

          Som denne Røver-Fugl forærer Kongen her.

En velbedaget Mand, den Ældste blant den Skare,

Som sidder Kongen næst, hand kand sig ikke bare,

          Hand maae jo endelig besee den rare Skat,

          Og for hand seer kun lidt, hand faaer sin Brille fat.

Men før hand kom saavidt, at see det ret tilfulde,

Hvad Ørnen falde lod, og hvad det være skulde,

          Saa skreg den gamle Giek til Folket trint omkring,

          I Herrer, seer dog her en saare sælsom Ting.

Men Kongen seer vel selv, hvor selsom den kand være,

Hand seer det er en Skoe, en Sko som Piger bære,

          En Sko som meget net med Silke og med Guld

          Er brammet runden om, og slet Bordyret fuld.

En stor Forundring ham ved dette Syn indtager,

Hand seer her meget rart, og mange skiønne Sager,

          Hand seer her Skov og Mark med Blomster uden Tal,

          En deylig Flod dertil som klareste Cristal.

Her seer hand mangt et Træ med Fugle uden Ende,

Hand veed ey snart hvorhen hand Øyet først skal vende,

          Den Konst her stikker i, ham synes meget rar,

          Hand seer at hver en Ting en sær Udtydning har.

Thi naar hand Skoens Rand forneden overveyer,

Hand Jæger-Redskab seer, og hvad en Jæger pleyer

          At have med paa Jagt; hand seer her mangen Hund

          Som jager Hiorten op udi den grønne Lund.

Hand seer Diana selv, hand seer, hvordan hun render,

Hvor hun den raske Hiort med Hundene bespender,

          Hand seer, hvor hun sin Piil og Bue laver til,

          Og strax det redde Dyr i Løbet skyde vil.

Men oven paa den Skoe et større Syn hand finder,

Som alt det hand har seet, i Konsten overvinder,

          Thi Jagt-Gudinden selv var gangen her i Bad,

          Hvor hun blant Nympherne selv splitter nøgen sad.

Hand seer en deylig Krop, saa hvid som Alebaster,

Hand neppe uden Frygt sit Øye derpaa kaster,

          Af Frygt, det hannem og vel mueligt saa kand gaae,

          Som det Actæon gik, der hende nøgen saae.

Hand saae den arme Mand kuldkastet ved en Side,

Der saae hand hvad for Straf Actæon maatte lide,

          Hand saae Melampus selv, hans allerbeste Hund,

          Som sleed ham Blodet ud af Næse og af Mund.

Hand Nympherne her saa beprydede med Krandse,

Hand saae dem hver og een med Haand i Haand at dandse,

          Af Glæde, at den Mand ey meere skulde gaae,

          At roese sig deraf, at hand dem nøgne saae.

Hand fandt dertil et Baand, som sad i Skoens Øre,

Et Baand, som bruges til den Skoe at sammensnøre,

          Og som hand samme Baand til Øyet nærmer bar,

          Hand fandt at der en Skrift paa Baandet skreven var.

Men hvad der skrevet stod, det kunde hand ey finde,

Før hand det samme Baand i Skoen ret lod binde,

          Saadant det bundet var, og ret i Rose sad,

          Saa fandt hand disse Riim optegnede i Rad:

      At dig intet Ondt skal skee,

      Pigers skiulte Ting at see.

Den Skrift arbeydet var i lutter Guld og Silke,

Og runden om besat med Blomster og med Stilke

          Af allehaande Grønt; man saae paa samme Baand

          De Muser alle Ni at dandse Haand i Haand.

Det nette Naale-Verk den Fyrste vel behager,

Hand i den smukke Skoe en stor Forlystning tager,

          Hand finder at den Skoe er dyrebar og rar,

          Men meer endnu den Haand, som den bordyret har.

Hand tænker ved sig selv, hvad Haand maae dette være,

Som i saa høy en Grad har vidst den Konst at lære,

          Som paa saa eng en Plads med nette Naale-Sting,

          Og sammensanket har saa mange skiønne Ting.

Man Løvens Styrke jo af Løvens Klov kand giette,

Den Jomfrue, jeg dertil mit Hoved vel tør sette,

          Som den Bordyring har arbeydet med sin Haand,

          Hun er begaved med Minervæ egen Aand.

Mit Hierte mig dertil forsikrer og det siger,

At hun Frue Venus selv i Skiønhed ikke viger,

          Den Konst og Videnskab, hun er begavet med,

          Har Himlen aldrig lagt paa et uværdigt Sted.

Jeg holder hende skiøn og værdig til den Ære,

En Krone i mit Land paa Hovedet at bære,

          Ja, at det var saavel, ach, at hun Dronning var,

          Og paa sit Hoved nu Ægyptens Krone bar.

I slig Indbildning hand ald sin Forlystning tager,

Og tænker paa derhos, hvorledes hand det mager,

          At hand den skiønne Møe, som eyer denne Skoe,

          I Landet finde kand, før faaer hand ingen Roe.

Hand derfor mangt et Bud paa Timen og udsender,

I ald Ægyptens Land rundt om til alle Ender,

          At spørge hende op, den Sag er meer end klar,

          Hun Dronning være skal, hun alt hans Hierte har.

Hans Jægermester selv dertil udkaaret bliver,

Som og den samme Dag paa Reysen sig begiver,

          Hand reyser runden om i ald Ægyptens Land,

          At hand sin Konges Bud tilgavns fuldbyrde kand.

Hand reyser hid og did, og ingen Hviile tager,

Og hvor hand kommer hen, hand alle Ting randsager,

          Hvad rart der er at see, hvad Folk der boer omkring,

          Og spørger overalt med Fliid om alle Ting.

Den Mand vil alting see, hand intet vil forglemme,

Omsider kommer hand hvor Rhodope har hiemme,

          Her finder hand et Huus, som er saa saare skiønt

          Stafferet ud med May og allehaande grønt.

Her finder man det fuldt i Vinduer og Døre

Med Krandse og med May, men hvad er her at giøre,

          Archites ey forstaaer, hand det med Lyst beseer,

          Og spørger af sin Vert, hvorfor at saadant skeer.

Hvad her paa færde er, hvad dette dog betyder,

At man det samme Huus for andre saa bepryder,

          Hans Vert hand giver ham om alle Ting Beskeed,

          Og gierne siger ham alt hvad hand herom veed.

Hvorledes Rhodope, en Jomfrue uden Lige,

Hvis Skiønhed og Forstand enhver veed af at sige,

          Saa mangen Beyler har ja meer end Syv i Tal,

          Af hvilke hun sig een til Mand udvælge skal.

Hvordan enhver af dem den smukke Møe til Ære,

Her lader ald den Statz om Natte-Tid frembære,

          Med mangen skiøn Musik, og giør alt hvad hand kand,

          At vinde hendes Gunst, at blive hendes Mand.

Archites svarer ham, hand af den smukke Pige

Og dette Frierie har noget hørt at sige;

          Men om det mueligt var, og om det kunde skee,

          Hand denne Jomfrue selv og gierne vilde see.

Der Verten det forstaaer, hand strax til hende sender,

At mælde Manden an, hand Rhodope vel kiender,

          Hand veed den Jomfrue har den Skik og den Maneer,

          At hun en fremmed Mand ald Høflighed beteer.

Archites føres ind, hand for den Ære takker,

Og som hand videre om et og andet snakker,

          Saa mærker Manden vel den Jomfrue har Forstand,

          Saa vel som nogen Møe ved Hoffet have kand.

Den Piges Deylighed ham saare vel befalder,

Hand seer at hun er ung, i beste Floer og Alder,

          Alting er skiøn og smukt hvad hand paa hende seer,

          Hun har i alle Ting en meget sød Maneer.

Hand seer sig runden om, og med sit Øye snager

I hver en Kraag der er, blant andre skiønne Sager,

          En Ramme just tilpas, som ved en Side staaer,

          Med sin Bordyring paa, hand og i Syne faaer.

Hand paa den Ramme seer, hvordan Diana jager,

Og Piilen til et Skud af Kaggeret uddrager,

          Hand hende seer i Bad, og hvor Actæon staaer

          Bag Busken tæt derhos, og Horn i Panden faaer.

Men hvordan denne Mand af Hundene antastes,

Og som en anden Hiort af dem til Jorden kastes,

          Det nys afritset er, og Grunden vel er lagt,

          Til at bordyre paa, men ey endnu fuldbragt.

Ham synes, dette Tøy, som staaer i denne Ramme,

Sig tegner til en Skoe, hand seer det er det samme

          Som er paa denne Skoe, der er saa meget rar,

          Som hand og just tilpas i Lommen hos sig har.

Thi faaer hand Skoen frem, og sig til Pigen vender,

Og spørger smilendes: Om hun den Skoe vel kiender,

          Ja heel vel, siger hun, den Skoe min egen var,

          Det sidste jeg den saae, min egen Fod den bar.

Den Skoe mig hører til, det er ey mange Dage

At Skoen mig kom fra; Jeg kand og Skoens Maage

          Paa timen viise frem, og vil du det ey troe,

          Kom hid og see, see her er Maagen til den Skoe.

Du paa den eene Skoe Actæons Skiebne finder,

For hand med u-kydsk Syn hos tugtige Gud-Inder,

          Som hand ey kaldet har sig alt for Næsviis giør

          Og deres Nøgenhed for nær beskue tør:

Og paa den samme Skoe jeg har endnu tilbage,

Man seer hvor Phœbus vil med Vold en Nymphe tage,

          Men af slig Overvold hand har ey andet Gavn,

          End at hand faaer et Træ for hende udi Favn.

Du seer, hvor Daphne her paa Marken staaer alleene,

Forvandlet til et Træ, med Blade, Bark og Greene,

          Jeg begge disse Skoe med begge disse Baand,

          Selv fuld bordyret har, og det med egen Haand.

Dermed den Jomfru ham den anden Skoe og viiste,

Den hand og artig fandt, og overmaade priiste,

          Og som hand Øyet da paa Baandet falde lod,

          Saa fandt hand denne Skrift, som derpaa skrevet stod:

      Giver dog paa Phœbum agt,

      Vindes ey med Vold og Magt.

Archites bliver glad, at hand nu just har fundet,

Alt hvad hand finde skal, at hand saa vel har kundet

          Fuldbyrde Kongens Bud, hvormed hand ud var sendt,

          Hans Reyse, haaber hand, hermed saa nær er endt.

Nu vel da, siger hand, her er ey meer at giøre,

Hvo Skoen hører til, maa med til Memphis kiøre,

          Hen til vor Konge selv, thi hand har ingen Roe,

          Før hand faaer den at see, som eyer denne Skoe.

Til Memphis? svarer hun, hvad ont har jeg bedrevet,

Jeg som til denne Dag i Eensomhed har levet,

          At jeg hos min Mama i Fred ey leve maae?

          Jeg var dog aldrig før til Hove vandt at gaae.

Om Skoen jeg har giort, kand Kongen saa behage,

See! der er Magen til, hand kand den gierne tage,

          Den er ham gierne undt, jeg nægter ham den ey,

          Men lad mig blive her, og reys du kun din Vey.

Archites siger ney, hand kand det ikke dølge,

Hans Ordre er, hun selv skal ogsaa med ham følge,

          Det er ey hendes Skoe, som Kongen have vil,

          Det er den Jomfru selv hans Hu og Lyst staaer til.

Hand beder, at hun vil sig villig heri give,

Det skal for hendes Gavn og eget Beste blive,

          Naar hendes Fader selv faaer Kongens Brev at see,

          Hand veed den fromme Mand sig lydig skal betee.

Den arme Rhodope er hiertelig bedrøvet,

At hun nu seer sig slet sin Roelighed berøvet,

          Hun græder bitterlig, og hendes Moder med,

          Men dog det hielper ey, den Jomfru maae afsted.

Archites driver paa, her er ey Tid at lente,

Hand Vogn og Heste strax for Døren lader hente,

          Og sætter hos sig der den sørrigfulde Brud,

          Den gamle Alêon med, og det ad Porten ud.

Saa snart som denne Fær i Byen nu kundgiøres,

Hver Mand er strax paa færd, en stor Tumult her høres,

          Krigsmanden løb og skreg, som Fanden selv var løs,

          Med Kaarden i sin Haand, saa hand ald Verden kiøs.

Hand giør en stor Allarm, hand endelig vil vide

Hvad her paa færde er, og fort ud ey vil lide

          Man fører Pigen bort, hun er hans Fæste-Møe,

          Den Bye før svømme skal i Blod, som i en Søe.

Men der hand faaer at see, at hendes egen Fader

Paa Vognen sidder hos, at hand godvillig lader

          Sin Daatter føre bort, der hand at vide faaer,

          At Kongens Liberi omkring ved Vognen gaaer.

At alle Mand er taus og ey et Ord tør tale,

At Byens Øvrighed ham lader selv befale

          At stikke Piben ind, saa falder ham hans Mod,

          Og see den vreede Mand udgyder Graad for Blod.

Men endelig den Mand med ald den Beyler-Skare,

Der hand den Unge Brud af Byen seer at fare,

          Giør ogsaa Selskab med, enhver som hand kand best,

          Den eene gaaer til Fods, den anden gaaer til Hest.

Enhver sin Fæstemøe, vil giøre denne Ære,

Det paa hans Kiærlighed, et Vidnesbyrd skal være,

          Men ingen af dem veed af denne Handel meer,

          Og for hvad Aarsag skyld, at denne Reyse skeer.

Den eene holder for at Kongen det befaler,

Fordi hand det har hørt, hvorom alt Landet taler,

          At hun med Guld og Sølv saa at bordyre veed,

          Og at det Budskab er for denne Aarsag skeed.

At Kongen have vil hun skal til Hove være

Og Fruentimmeret Bordyre-Konsten lære,

          Thi hendes Naale-Verk langt bedre være skal

          End alt hvad andensteds for Penge holdes fal.

Den anden siger ney, man skal det snart fornemme,

At saadant skeer fordi hun har saa sødt et Stemme,

          Fordi hun veed saa vel paa Strenge Leeg og Spil,

          At røre og at slaae, det Kongen høre vil.

Enhver hand siger sit, og meener hand har fundet

Den skiulte Aarsag ret, hvorpaa den Sag er grundet,

          Enhver den Tanke har, det hun til Hove gaar,

          Skal komme ham til Gavn, naar hand den Jomfru faaer.

Thi dersom Kongen veed paa hendes Konst at skiønne,

Og som en Konge den omsider vil belønne,

          Det aldrig feile vil at den hun faaer til Mand,

          Jo derved bliver sat i een lyksalig Stand.

Raads-Herren gik og taug og lod de andre snakke,

Hand her ey Aarsag saae sin Lykke stort at takke,

          Omsider brød hand ud; I got Folk tænker ey

          At see den Jomfrue meer, ney, ney hun er sin Vey.

I maae den Jomfru nu kun saa forloren skrive,

Thi der hun kommer hen, der faaer hun vel at blive,

          Om jeg den unge Prinds kun kiender ellers ret,

          Naar hand den Jomfru seer, hun slipper ey saa ledt.

Hand sig med hendes Sang ey saa vil lade nøye,

Ney, ney, hun i hans Seng faaer vel at holde Trøye,

          Faaer hand det første Kys, og faaer hand smag derpaa,

          Enhver vel giette kand hun slipper ikke saa.

Vi hende derfor maae kun slaae af vore Tanker,

Slet ingen Rhodope for os her meere vanker,

          Faaer Kongen hende fat, jeg kiender hans Maneer,

          Hun bliver ey for os og vore liige meer.

Med sliig og anden Snak dem Tiden snart bortrinder,

Indtil det Selskab sig ved Memphis Port befinder,

          Archites skynder sig, saa snart hand kommer hiem,

          Og strax den unge Brud for Kongen føres frem.

Der Kongen hende saae, hand fandt sig vel fornøyet,

Hand fandt, hans Hierte ey for hannem havde løyet,

          Hand fandt, at Rhodope fuldkommen saadan var,

          Som hendes Contrafay, hand i sit Hierte bar.

See her du vantro Giek, hvad Kiærlighed kand giøre,

Du som staaer fast derpaa, den Hiertet ey kand røre,

          At den ey komme kand i nogens Siel og Sind,

          Før man den lukker selv igiennem Øyet ind.

Af slig en Hændelse du kandst Exempel tage,

Og lære denne Streg, at meget kand behage,

          Og blive end fuld kiært, før man det faaer at see,

          Det skeer med Kongen her, tør vel med fleere skee.

Den Prinds sin Rhodope for Folket frem lod leede,

Og see! Raads-Herrens Ord i Gierningen og skeede,

          Hand hende Kronen gav, og dertil Dronnings Navn,

          Og saa som Ægte-Brud tog Rhodope i Favn.

Poeten seer derpaa, den arme stakkels Taabe,

Hand seer, at intet meer for ham nu er at haabe,

          Thi veed hand i sin Nød slet ingen anden Raad,

          End dette Klagemaal med en fortvivlet Graad:

„Nu vel, du grumme Død, det er nu Tid at komme,

„Kom, tag dit Redskab med, min Leve-Tid er omme,

          „Min Kummer-fulde Tid den er nu alt fuldbragt,

          „Min Siel sig af mit Bryst nu bryder ud med Magt.

„Mishaabet sin Forgift udi mit Blod indælter,

„Mit Hierte saa som Vox i Livet mig bort smælter,

          „Afgrundens sorte Pøel omsyder i mit Blod,

          „Den mig fortærer slet min Marv og Hierte-Rod.

„Ah! at jeg kunde Blod i tusend Strømme græde,

„Ah! søde Rhodope, min Trøst og ald min Glæde,

          „Skal jeg dig saadan see udi en andens Arm,

          „Ah! har jeg det alt seet, og ey er død af Harm.

„Har Helvede og selv med ald sin Vee og Qvale,

„Til de Fordømtes Straf hørt nogen Tid at tale

          „Om slig en Pine før? Ney, ney, jeg siger ney,

          „I Helvede slig Vee og Pine findes ey.

„Jeg byder eder Trods, I Furier, saa mange,

„Saa mange som der er, med hver en Diævels Slange

          „Og Scorpion I har, med hver een Bødel-Knegt

          „I har i Helvede af eders Byrd og Slægt.

„Ja! I dem alle maae til Hielp med eder tage,

„Jeg byder eder Trods, at finde nogen Plage,

          „At tænke noget op, nu og i Ævighed,

          „Som kand min Plage naae, og lignes ret derved.

„Hvo hielper mig da her min Pine at beskrive,

„At den og evig maae i Mande-Minde blive,

          „At Verden efter mig, naar jeg er i min Graf,

          „Kand dog engang forstaae en liden Deel deraf.

„Ulykkens Sende-Bud, I sorte Nattens Fugle,

„Afgrundens Vædemænd, Ravn, Flagermuus, Natugle,

          „Forføyer eder hid, enhver udaf sin Vraa,

          „Mig eders huule Røst at hyle hielpe maae.

„I grumme Løver med, I som i Ørken brøle,

„Og eders Struber i uskyldigt Blod der søle,

          „Ulv, Biørn og Tiger-Dyr, mig laaner eders Vraal,

          „At jeg udgyde kand mit sidste Klagemaal.

„I Slanger lader mig og eders Hvislen høre,

„Ja Edder og Forgift I maae mig og tilføre

          „Den mig udi min Nød skal tienne hver en Taar,

          „Til Nectar for min Siel, til Plaster for mit Saar.

„Forglemmer eder ey I stærke Hvirvel-Vinde,

„Med eders fæle Lyd, ja lad dig og indfinde,

          „Du Lynet med din Ild, du Torden med dit Skrald,

          „Saa Jordens heele Bold maa frygte for et Fald.

„Nu kommer hver og een, I maae mig Bistand giøre,

„Saa min Fortvivlelse sig ret kand lade høre,

          „Saa at min Hylen maae ald Verden fylde op,

          „Fra Havets dybe Grund til Klippens høye Top.

„Ja! at min Hylen og maae giennem Skyen bryde,

„Og Frygt og Bevelse i Himlen selv udgyde,

          „At Maanen selv derved af Skræk maae blive bleeg,

          „At Solens gyldne Lys maae blive sort som Beeg.

„Ja! at det høres maae, der hvor det aldrig dages,

„Udi den mørke Vraa, hvor de Fordømte plages,

          „Saa at de høre maae til Trøst og Letrelse,

          „At der er fleere til, som plages end som de.

„Hvad Raad skal jeg nu faae, hvad Ende paa min Plage?

„Ach! at mig Mos og Bark nu vilde overdrage,

          „Ach! at jeg som et Træ i Skoven maatte staae,

          „Derved jeg i min Nød Forlindring kunde faae.

„Ach! at min arme Siel og Aand nu maatte slippe,

„Udaf min usle Krop! Ach! at jeg til en Klippe,

          „Nu strax forvandlet blev! Ach! at mit Kiød og Been,

          „Nu kunde blive haardt som Flint og Kampe-Steen.

„En anden mig da skal til ævig Tid berøve

„Alt det, som jeg har kiært! Ach! at jeg var en Løve,

          „En Biørn, et Tiger-Dyr! jeg aldrig før afstod,

          „Før jeg min Hevn fik slukt udi hans Hierte-Blod.

„Dog ney, jeg vil den Hevn aldeeles overgive,

„Jeg slig en Grumhed ey paa nogen vil bedrive;

          „Jeg vil mit eget Bryst med disse Næver slaae,

          „Indtil jeg endelig derved kand slet forgaae.

„Jeg vil mit hede Blod i Taarer slet udgyde,

„At det udi en Bæk paa Jorden om skal flyde,

          „En Bæk, som flyde skal udi den næste Dal,

          „Som med mit eget Navn og Cræmon kaldes skal.

„Og naar en Hyrde-Svend sin Tørst deri vil slukke,

„Hand i det stille Vand skal høre tusend Sukke,

          „Ja! naar hand i sin Sang vil rose Galethe,

          „Hand af mig høre skal: Ach! smukke Rhodope!

„Ja hvert et Bierg her staaer, til Verdens sidste Dage,

„Med Echo hyle skal, og vidne om min Klage,

          „Om hvert et Smerte-Suk, jeg af mit Hierte drog,

          „Da min beklæmed Siel fra Verden Afskeed tog.

Imens Poeten stod, og lod saa meget ilde,

Saa gik alt Hoffet hen til Giæstebud og Gilde,

          Og Rhodope var fort; Hvad hende vilde skee,

          Det giettede hand læt, men fik det ey at see.

Syv Beylere i Tal her stode nu tilbage,

Af dennem hver og een man hørde Jammers-Klage,

          Men det vor Krigs-Mand verst og allermeest fortrød

          Var dette, at man ey ham med til Brøllup bød.