Mener Du, at den har Lykken fat,
som i sin Haand holder Snese Rigers Tømmer?
Hviler han i rolig Søvn hver Nat?
og mon han aldrig Død og Oprør drømmer?
Nej, I Potentater
udi alle Stater!
Al Jer Magt og Ære
staaer ej mod min Lære:
Held den Mand, der har en fuld Pokal!
og, Notabene, har Evne den at tømme;
Vinens Dunster jage Livets Qval,
og i dens Draaber Livets Glæder svømme.
Spørg, min Ven! hiin sejerkronte Helt;
han svarer Dig med Naturens stærke Stemme:
„Er jeg lykkelig, naar her i Felt
jeg Mennesket maa for Soldaten glemme?”
Alle Hannibaler
ere Kannibaler!
Hvilken grusom Ære!
Bedre er min Lære:
Held den Mand etc.
Guldet, troer Du, er af Lykkens Naad;
men veed Du vel: i de lydiske Annaler
staaer der, at Kong Croesus steeg paa Baal,
og brændte sig med sine Capitaler?
Sorg og Plager vige
sjelden fra den Rige.
Lad ham Guldet prise!
Jeg bli’r ved min Vise:
Held den Mand, etc.
See! paa Sandheds Vink staaer Skjalden op,
og med sin Sang fryder lejede Spioner;
bli’r forfulgt og syg paa Sjel og Krop,
og døer med Armod, Had og Laurbærkroner.
Skal det Summen være
af al Held og Ære,
jeg min Fjende skjenker
villig den, og tænker:
Held den Mand, etc.
Ej skal Magtens Soelskin varme mig;
jeg fri vil gjøre mig Livets Timer glade;
om min Isse Ranken flette sig,
saa leer jeg ad de tørre Laurbærblade!
Kun saa mange Penge,
at jeg ej skal trænge
til lidt Viin at drikke;
meer jeg ønsker ikke.
Thi lyksalig den, der sin Pokal
kan uden Sorger og uden Frygt udtømme!.
Vinens Dunster jage Livets Qval,
og i dens Draaber Livets Glæder svømme.
P. A. Heiberg.