Jeg har drømt, jeg havde mig en Datter,
Som det rene Guddomsbilled bar;
Og kun hvo, der selv er Fader, fatter,
Hvor lyksalig og hvor stolt jeg var.
Nu med dyb, men ikke fattet, Smerte
Jeg den Datter fra mig svæve seer:
Hvad beholdt jeg? — Kun et Faderhjerte,
Ak! og ingen Datter meer.
Tit, naar Sorg min mørke Pande rynked’,
Jettes Spøg hver Fure sletted’ ud;
Tit, naar Dyden ved min Side klynked’,
Styrked’ Jettes Smil min Tro paa Gud,
Og naar Glæden mig iblandt besøgte,
Hvor var Jette, som Guds Engel, fro!
Uskyld i hvert Hop, hver Tone, spøgte;
Hjertet gjennem Øjet loe.
Jeg har drømt, at mine føje Dage
Skulde svinde nær ved Jettes Fjed;
At hvert Frydens Nu, jeg har tilbage,
Hendes Glæder skulde højnes ved;
At hun skulde vogtet paa min Alder,
Nydt min Aftenrødes Skuespil,
Og, naar venlig Engel bort mig kalder,
Trykt det brustne Øje til.
Jeg er vaagen nu — jeg drømmer ikke —
Dog min Drøm mig evig bliver kjær,
Evigkjære hine Øjeblikke,
Hulde Jette, da Du var mig nær,
Da Du til min Viv Dig barnligt klynged’,
Hende bød det store Modernavn,
Saa hun, rørt til Taarer, ømt omslynged’
Hjertets Datter i sin Favn.
Ædle Pige, bort i Fred Du drage
Med de gjæve To, som Liv Dig gav!
Uskylds høje Seraph Dig ledsage,
Som fra Vuggen, til Din fjerne Grav!
End mig drømme lad, at naar jeg blunder
Ved min lagte, stundom tunge, Stav,
Du mit Navn en glad Erindring under,
Kjærligt rosenstrøer min Grav!
D. 21 Aug. 1819.
Haste.