Jeg er ei kiøn; men sund jeg er,
Og aldrig suurt jeg seer;
Og naar jeg kun er Henrik kiær,
Jeg fordrer Intet meer;
Og, o! hvor ømt han elsker mig!
Hvor er jeg lykkelig!
Jeg er ei fornem; men saa glad,
Og det er mere værd:
De Store vil, jeg veed ei hvad,
Jeg lar dem harmes der:
Skiønt ringe, Henrik elsker mig;
Hvor er jeg lykkelig!
Jeg er ei lærd; lidt sund Forstand,
Lidt Vid jeg sagtens fik;
Men jeg dermed ei prale kan,
Det er ei Qvindeskik:
Skiønt ulærd, Henrik elsker mig:
Hvor er jeg lykkelig!
Jeg er ei riig, men Hiertero
Er sielden hos det Guld,
Og Henrik siger: „Du kan troe,
„Man kiedes ved det Muld.”
Og uden Sligt han elsker mig:
Hvor er jeg lykkelig!
Men reen for Skyld er Thrines Barm,
Og fuld af Haab til Gud,
Og øm, og elskovsfuld, og varm
Er Henriks lille Brud;
Og derfor Henrik elsker mig:
Hvor er jeg lykkelig!
