Jeg er ei skjøn, men sund jeg er,
Og aldrig suurt jeg seer,
Og naar jeg kun er Henrik kjær,
Jeg fordrer intet meer,
Og o! hvor ømt han elsker mig!
Hvor er jeg lykkelig!
Jeg er ei fornem, men saa glad,
Og det er mere værd;
De Store vil, jeg veed ei hvad,
Jeg la’er dem harmes der;
Skjønt ringe, Henrik elsker mig,
Hvor er jeg lykkelig!
Jeg er ei lærd, lidt sund Forstand,
Lidt Vid jeg sagtens fik,
Men jeg dermed ei prale kan,
Det er ei Qvindeskik:
Skjøndt ulærd, Henrik elsker mig,
Hvor er jeg lykkelig!
Jeg er ei riig, men Hjertero
Er sjelden hos det Guld,
Og Henrik siger: Du maa tro
Man kjedes ved det Muld,
Og uden Sligt han elsker mig!
Hvor er jeg lykkelig!
Men reen for Skyld er Trines Barm,
Og fuld af Haab til Gud,
Og øm og elskovsfuld og varm
Er Henriks lille Brud;
Og derfor Henrik elsker mig,
Hvor er jeg lykkelig!