Hvor let er ei vor Gang igiennem Livet,
Naar Dyden venlig smiler, hvor vi gaae;
Og naar den Lod, Alviisdom os har givet,
Udgiør det Lykkens Nok, som vi attraae!
Hvor styrker da det Brød, som Flid os rækker!
Hvor læsker da den tarveligste Drik!
Hvor qvæger da hvert Blund, som Øiet dækker!
Hvor fro bortdandser da hvert Øieblik!
Og lystigt ruller Blodet i hver Aare,
Og trindt omkring os idel Glæder lee;
Vi skue svunden Dag ei giennem Taare,
Og uden Angest vi mod Fremtid see.
O muntre, gode, lykkelige Pige!
Vi skabe selv vor Qval: kom det ihu!
Du stedse kun mod Dydens Glæder hige,
Da skal Du stedse være glad, som nu!
Om Elskovs Ild end mindre stærk skal brænde
I Din den ædle, himmelrene Barm,
Dog Godheds Gud Erstatning Dig skal sende
I nys udkaaren, kierlig Mages Arm.
See, Modernavnet, Modernavnets Himmel
Skal møde Dig med aldrig nævnet Løn,
Og mellem Børns den kiære, glade Vrimmel
Du selv vil finde Livets Helding skiøn.
Og sildig deres Ønske mit skal ligne,
Men mere sødt det da vil klinge Dig:
„Vor Fader, Himles Fader Dig velsigne,
„Og Himles Fader høre dem og mig!“
P. H. Haste.