Hvad kan jeg, bedste Glut! vel tænke uden Dig?
Du tog mod mit god Nat; jeg iilte til mit Leie;
Men Eenlighed mig der indbød at overveie,
Hvad Lykken gav, da den Sophia skienkte mig.
Du blinde Støvets Barn! hvor lidt Du veed Dit Vel!
Jeg gyste ved det Bud i hine Tvivlens Dage,
Hvis Komme laer mig nu først Glædens Fylde smage,
Og skyder Rolighed og Lyst i skiønsom Siæl.
Jeg Daare! kummerfuld jeg budne Gunst forskiød;
Du elskte mig, min Glut, jeg eiede Dit Hierte,
Og dog mit Ønske kuns den ene Ting begierte:
At skilles ved det Held, mig Skiæbnen villig bød.
Forhadte Tanke, siig, hvor faldt du mig dog ind?
Nei, evig er Du min, og evig det skal være:
Hvor lidt os Lykken saa tilsammen vil beskiære,
Dog ingen Ting mod Dig forandre skal mit Sind.
Hver jordisk Skabnings Deel vel Skrøbelighed er;
Men dette Løfte skal mit Hierte stadig holde:
Og Tid, og Tilfæld skal det aldrig Anger volde:
Vær Vidne, Himmel Selv, til hvad jeg lover her.
Ved Venlighed vi just forsøde Verden maae;
Thi Ringhed, Mangels Frugt, os første Udsigt byder,
Men naar i Kiærlighed vi jevne Ophold nyder,
Selv Overflod os skal Lyksalighed tilstaae.
Saa ræk mig hulde Haand! jeg vinker ad den Dag,
Hvis Aftens Mørke skal mig Dig i Arme give;
Hvis Morgens Dagning skal min Banes bedste blive,
Og aldrig græmmes af Fortrydelsernes Nag.
F. af F: L.