Min første Kjærlighed
(Sestine).
(Sestine).
Aarene svandt, fløj bort som Fuglesværme;
Men endnu jeg bevarer friskt det Minde
Om hende, som jeg først blandt Kvinder elsked.
Ved Croquetplainen, med sin Fod mod Græsset
Og Armen slynget let omkring en Stamme,
Hun gynged Køllen sagtelig i Haanden.
Og jeg, halvt sky, lod Blikket følge Haanden
Og glide mod den lille Fod i Græsset.
Hun var saa slank som Træets fine Stamme,
Og hun var den, jeg tilbad mer end elsked;
Thi jeg var ung og bly og kunde sværme
Og gjemme dybt i Sjælen dette Minde.
Sommersol dryssed Guldstøv i hint Minde,
Spættede Køllen, leged over Haanden,
Solblink og Skygger dansed over Græsset,
Og Sommerfugle saae jeg luftigt sværme
Om hendes mørke Lokker, som jeg elsked,
Som drog mit Blik, min Sjæl mod Træets Stamme.
Jeg voved dengang ej min Bøn at stamme, —
Nu er hun sølvgraa, hun, som da jeg elsked,
Aarene bragte Snefnug med i Sværme.
Længst blev de mørke Lokker kun et Minde,
Som dengang jeg gad stryge blødt med Haanden,
Og Kinden falmed som ved Vinter Græsset.
Men tidt i Drøm jeg staaer paany i Græsset,
Og Sommerfugle seer jeg atter sværme
Om Lokker mørke, og jeg rækker Haanden
Ømt mod det slanke Syn ved Træets Stamme,
Sommersol bryder frem fra Sjælens Minde,
Og jeg er ung som første Gang, jeg elsked.
Aldrig man glemmer den, som først man elsked, —
Friskt Løv kan grønnes paa en mosgroet Stamme
Og Blomster skyde frem af gammelt Minde.
Jeg fanger nu hver Sommerfugl med Haanden,
Som i min Ungdom, da vi stod paa Græsset,
Jeg saae om hendes mørke Lokker sværme.
Stadig mig faaer det Minde til at sværme: —
Jeg skotter, grøn som Græsset, end til Haanden
Ved Træets Stamme, — bly for den, jeg elsked!