Min Svava! det undre dig ikke,
At Hjertebeklemthed
Kun eet Ord ad Gangen tillader
Mig afbrudt at stamme, —
Og at nu igjen jeg mig nærmer,
Skjøndt nys du mig kyssed;
Men stød mig dog ikke tilbage,
Du skylder mig Noget!
Thi ved hint Kys vore Sjæle
Vist mødtes i Døren,
Og min blev da siddende, Svava,
Paa din svulmende Læbe.
Der paa de duftende Roser
Den hviler saa gjerne,
For i en drømmende Dvale
Paa dig kun at tænke.
Mit Liv da ligger paa dine
Læber min Elskte;
Tillad af den Seng, hvor det sover,
Jeg tager det til mig!
Du vil dog vel ei til Døden
Mig vie, min Svava!
Men giv saa min Sjæl mig tilbage
Med et Kys, som du tog den.