Hver Glædens Ven
og hver dens troe Veninde,
en Krands igjen
sig af dens Roser binde!
Menneskets Vaar er skjøn, men kort;
faae ere Sandsernes Dage;
ei, naar de først er’ svundne bort,
Klager dem kalde tilbage.
Ja, hver en Fryd,
som os af Gud blev givet,
raaber os: „nyd!
thi kort jeg er som Livet.”
Glæden er liig en flygtig Ven,
som paa en Reise man finder,
og som, i det han farer hen,
kysser os ømt, og — forsvinder.
Stolt er Din Rang,
o Viin! blandt Jordens Goder:
til Spøg og Sang
og Sandhed er Du Moder.
Selv den, hvis Lod var varig Graad,
seer jo ved Druen at smile,
finder mod al Ulempe Raad,
troer sig paa Roser at hvile.
Paa Fædres Viis
Nu Bæger Bæger møde!
Syng Druens Priis,
den hvide med den røde!
Syng hver en ædel Barm i Nord!
Hver som vil dele vor Glæde!
Held hver en Gjæst ved dette Bord,
Venskabs og Eenigheds Kjæde!
Frankenau.