Langt meer end Guld er Druen værd,
den lindrer alle Smerter;
selv Tossen gjør den ofte lærd,
og bedrer onde Hjerter;
:|: forsagte Yngling gi’er den Mod,
og varmer matte Oldings Blod. :|:
For Kummers Træl, o Drue! du
en salig Trøst bereder;
det kolde Marmorhjertes Hu
til Elskovs Fryd du leder;
:|: du røber Ondskabs skjulte Raad
og standser Faderløses Graad. :|:
I Ly af Ranker Lighed boer,
der Rang og Ahner vige;
enhver sig drømmer lige stor,
den Arme med den Rige.
:|: O Viin! saalænge Kloden staaer,
din Undervirkning ej forgaaer. :|:
Frankenau.