Peter Foersom (1777–1817)

Almægtige! de, alt som de omskifte,

er’ ikkun Gud afvexlende. Du fylder

al Aarets Cirkel. Frem i favren Vaar

Din Skiønhed gaaer, Din Naade og Algodhed.

Vidt blusser Marken; mildnet Luft er Balsom;

trindt gialder Biergets Gienlyd; Skoven smiler;

og hver en Sands, og hvert et Bryst er Glæde.

Da straaler frem Din Gloria i Somm’ren

med himmelsk Lys og Varme. Da Din Soel

Fuldmodenhed i svangre Ax nedskyder;

og tidt Din Røst i rædsom Torden taler,

og tidt ved Daggry, Middag eller Qvælden

ved Skovens Bæk, i blide Vindes Hvidsken.

Bundløst Din Godheds Dyb i Høsten aabner

en Broderfest for Alt, hvad er og aander.

I Vint’ren rædselfuld i Skyer og Uveir

Du svøber Dig; Du ruller Storm paa Storm

i helligt Mulm paa Hvirvelvindens Vinger

Du farer høit, og byder Verden knæle,

og kuer al Naturen med Din Nordstorm.

O dunkle Cirkel! — Hvilket Almagts-Dyb

fremlyser her! See deres simple Gang:

hvor yndig dog, hvor himmelsk, kunstig blandet;

see Skiønhed og Veldædighed forenet;

see, Skygge uformærkt i Skygge blaaner;

og Alting danner sligt harmonisk Heelt,

at hver, som ny fremgaaer, paa ny fortryller!

Men ofte vandrende i dyrisk Dorskhed

seer Mennesket ei Dig, ei Almagtshaanden,

som rastløs dreier tausen Stjerneborg,

i Dybet virker, og udskyder frodig

den favre Ødselhed, som Vaaren kroner:

som ned fra Solen Dagens Flamme kaster;

som mætter Alt; som hvirvler Stormen frem,

og mens hiin Naades-Cirkel gaaer om Jorden,

med Himmelfryd hver Livetskilde fylder. —

Natur, vaagn op! Hver Siel, som lever, kom,

forsamles under Himlens Tempel-Hvælving

til hans Tilbedelse; og andagtsfulde

opløft en Høisang! Ton hans Priis, I Vinde!

hans Priis, hvis Aand i Eders Kiæling aander:

O, taler om ham i de dunkle Øder,

hvor høit paa Klipperne de tause Graner

den brune Skygge høitiidsfuldt opfylde?

Og I, hvis bolde Stemmer fiernt hendundre,

som ryste Verden, hæver Eders Stormsang

mod Himlen høit; og siig fra hvem I rase!

Ton, Bæk! hans Priis, og risl’ den, Kildevæld,

og lad mig lønlig lyttende den gribe!

I, Biergets Strømme, styrtende og dybe,

I, stille Aaer, som slynge Vandets Jrgang

i Dalens Skiød, og Du, o Verdenhav,

en lønlig Underverden i Dig selv!

basuun hans svare Lov, hvis Hersker-Røst

Vandbølgen byder bruse, byder falde!

Urt, Frugt og Blomst! blidt ruller Eders Myrrha

i Skyer til ham, hvis Soelskin gav Jer Liv,

hvis Aande Vellugt, og hvis Pensel Farver!

Bøi Dig, o Skov! bølg Dig, o Høstmark! for ham;

aand Eders Sang i Agermandens Hierte,

naar hiem ved Maanens blide Lys han vandrer!

I, Himlens Nattevagt, mens Jorden sover,

udgyd en Strøm af Eders bedste Straaler,

I Stiernebilleder! mens Eders Engle

i gyldne Skyer slaae de sølver Harper!

Du Dagens Væld! Du bedste Billed paa

Din Skabermand, i det Du strømmer vidt

et Hav af Liv fra Verdener til Verd’ner,

skriv paa Naturen med Din Ild hans Priis!

Hør, Tord’nen ruller! Tie! nedkast Dig, Verden;

mens Sky mod Sky den høie Hymne skralder!

Brøl, Biergets Grusgang! moesbegroete Klipper

beholde Lyden; Dalens dybe Sangbund

giengialde; thi den store Hyrde hersker;

hans milde Regimentes Dag frembryder!

I Lunde! vaagner op! en Storm af Hymner

fra Skoven bryde; og naar rastløst Daglys

døer hen, og dysser Verdens Jubelhvirv’ler,

da, Sødeste blandt Fugle, Philomela!

tryl Skyggerne, og Natten lær hans Priis.

Og Du især, for hvem Naturen smiler,

hiint store Legems Hoved, Hierte, Tunge;

kron Hymnen, Du! i store Stæder, saml’ Jer,

I Mennesker! og til det dybe Orgel

syng lange Toner; ofte bryde de

høitdøvende igiennem Værkets Brusen;

og alt som Flamme blander sig med Flamme,

slaae en forenet Andagts-Ild mod Himlen! —

Men staaer Din Attraa meer til landlig Skygge,

og seer Du i hver hellig Lund et Tempel,

lad der da Hyrdens Fløite, Møens Sange,

og Engles Hvidsken giennem Skialdens Harpe

hver Aarstid synge Gud, som Aaret styrer!

Jeg, hvis jeg glemmer dette kiære Æmne,

hvad enten Blomsten blomstrer, Marken rødmer

i Sommersolen, Høsten svanger gløder,

hvad heller Vint’ren staaer i sorten Øst,

da vorde stum min Røst, min Aand døe hen,

og slukt mit Hierte glemme da at slaae!

Om Skiebnen kalder mig til yderst Grændse

af grønnen Jord, til fierne vilde Jordstrøg,

til sangukiendte Floder, hvor først Solen

forgylder indisk Bierg, og hvor dens Dalen

paa Vesthavs Øer flammer; — ligemeget!

Gud føles overalt, er overalt,

i tomme Ørk’ner, som i Kongestader;

og hvor han spreder Liv, maa være Himmel.

Ja, naar tilsidst den store Time hæver

mig op i dunkel Flugt til andre Verd’ner,

jeg freidig lyde vil! hist med ny Kraft

nye Undere synge; jeg kan ei gaae hen,

hvor evig Kierlighed jo smiler om mig,

opholder hver en Klode, og dens Sønner,

fra hvad der syntes Ondt udleder Godt,

og deraf Bedre; derpaa stedse Bedre

i evig Stigen. — Men jeg taber mig

i ham, hvis Lys udtales ei! Thi kom,

o, udtryksfulde Taushed! tænk hans Priis! —