I Fredens Palmeskygge
vi høsted’ froe og trygge;
Du, Fader! signed’ Bondens Sveed.
O, kommer da! udbryder
i Priis til ham, som fryder
med Regn og Sol og Landefred.
See han opliver Jorden,
han styrer Aarets Orden,
han kalder Regnen fra dens Hiem.
Sølvdraabers Hær nedfalder
og nyfødt Vaarsoel kalder
af Furen gyldne Vipper frem.
Thi stiger Folkets Tone
imod Din høie Tkone,
Du, som vogter pas vor Jord!
Paa stille Andagts Vinger
vor Jubelsang sig svinger
did op, hvor Du i Lyset boer!
Gud! hvem ei Støvets Øie
har seet — Du Evighøie,
Du, Fader, gav os meget Godt!
See, Søn af lave Hytte
lyksalig vil ei bytte
med Fyrsten i det store Slot.
Med Daad, o Brødre! priser
Guds Navn, og Mildhed viser
den arme Broder i sin Vraa,
som ei i Dag oplives,
som seer ei Kornet trives,
ei Engen og den sølvblaa Aa.
Ja, Du, som Riigdom høster,
vær Du den Armes Trøster,
han være Fremmed eller Ven!
Mæt selv den Fugl, som iler,
naar Snee paa Marken hviler,
forladt til Dine Lader hen!
I Fredens Palmeskygge
vi ende da saa trygge
vor Høst med Bøn, med Sang og Sveed;
og hvert et Bryst udbryder
i Priis til ham, som fryder
med Regn og Soel og Landefred!