Epilog
(Fremsagt efter Stykket: Man giør hvad man kan, ei hvad man vil.)
(Fremsagt efter Stykket: Man giør hvad man kan, ei hvad man vil.)
”Man giør kun hvad man kan, ei hvad man vil,”
og Vennen let tilgiver Vennens Spil;
hver som gaaer hid, for Kunstner-Roes at vinde,
for Kunstneren, ei Mennesket at finde,
han flye herfra! — Men den, hvis hulde Barm
slaaer varmt og høit for Samfunds muntre Glæder,
velkommen han vor Scene her betræder;
mod ham vi froe udstrække Venne-Arm;
selv da, naar stundum fra hans Spil
sig Kunstens Genius med Rødme vender,
os raaber Venskabs Engel til:
”Man giør kun hvad man kan, ei hvad man vil!’
og let undskylde vi vor Broders svage Spil!
— Saa tænkte vi, da zittrende og svagt,
liig Vaarens Plante paa sin spæde Rod,
vort lidet Venneselskab stod. —
Een Vinter er tilbagelagt;
kun lidet var vort Haab i hine Dage,
men Tiden gik: froe saae vi det tiltage;
nu tusindfold det opfyldt er,
og hvad vi søgte fandt vi her.
Modtager da vor Tak, hver elsket Ven!
hver huld Veninde! som fra dette Sted
paa vore Kinder lokked’ Taarer ned,
og bliidt fremkaldte Smiil igien.
Modtag vor Tak, Enhver, hvis Brodersiel
tog ærlig Deel i dette Samfunds Vel!
imodtag vor Tak, Enhver, hvis muntre Hierte
bortspøgte her en anden Broders Smerte;
modtag — modtag, vor Tak, hver elsket Ven!
kom glad og god som nu til dette Sted igien!
— Saa vandre vi, naar fra sit dunkle Hiem
den kolde Vinterstorm igien nediler,
paa denne Scene atter frem.
Saaledes gaae vi Haand i Haand,
omstyngede af Venskabs Rosenbaand
imedens Livets Foraar smiler. —
Hver Fryd skal Venskab blidt forstørre,
hver Taare Venskabs Haand borttørre;
selv naar engang os Gravens Engel vinker,
og dalende vor Aftenstierne blinker,
vi Haand i Haand endnu paa Livets Scene staae,
og Haand i Haand derfra ind i Coulissen gaae!