JEAN.
Hejsa! de fornemme Damer — de kender dog deres Kram!
PEYRAPAS.
Al den forlorne Pænhed — den skyder de som en Ham!
JEAN.
„Selskabet“ vender de Ryggen — Instinktet det er just vort:
vi Gutter, som kasted fra Vuggen af ....
PEYRAPAS.
baade Bleer og Bukser bort!
JEAN.
Først tripper de paa Stedet —
PEYRAPAS.
en Smule, en Smule!
JEAN.
De vilde saa gerne Djævlen —
PEYRAPAS.
bag Livstykket skjule!
JEAN.
Men Djævlen tager Tilløb — o!
PEYRAPAS.
og springer op — og blir til to!
JEAN.
Nej, se det hvide Tvillingpar,
som gemt for Verdens Øjne var, —
PEYRAPAS.
som ser i al Uskyldighed
paa Verdens Mandfolk ned!
JEAN.
Hejsa! de dejlige Damer — de kender dog deres Kram!
PEYRAPAS.
De lægges i Vuggen som Engle — de skyder som Djævle Ham!
JEAN.
Og alle de dumme Mandfolk — Gutter af første Sort:
de kaster for alt dette Djævelskab ....
PEYRAPAS.
baade Frakke og Bukser bort!
JEAN slænger Guitaren.
Spille kan hver Bønhas,
og synge kan hver Nar:
hej! danse, danse vil jeg
til Fanden mig ta’r!
Nu er Damen lige ud for ham.
Og kysse vil jeg Haand og Mund,
og Armen trind og Barmen rund,
ja favne Knæ og kysse Fod
med Havets hele Overmod,
naar kogende dets Hvirvel-Vand
fremstyrter mod den nøgne Strand
og løsner Klippen i dens Rod
og knuger den og kryster den
med samme sydende Gevalt,
saa hed, som jeg, saa gal, som alt
mit vilde Sømandsblod!
Kammeraterne omkredser i vild Runddans Jean og hans Dame i Midten.
PEYRAPAS udenfor Kredsen, tumlende om under ellevilde Fagter.
Hejsa, Bror’ Jean! Du er oppe i Dag!
der er Stormvejr i Dig, min Gut!
Skyerne trækker nu sammen — aa ja —
og Himlen gi’er snart Salut:
naa! saa lad Klipper og Fjælde
om Brudenatten fortælle —
Svir! det er noget, som vi kan forstaa;
lad saa Fanden ta’ Dagen derpaa!
Jorden er blevet til Havet i Dag;
der er Slinger i Valsen, min Gut!
alt, hvad der staar her i Verden — aa ja —
det falder i næste Minut:
naa! lad det ramle tilsammen!
jeg siger Prosit! og Amen! —
lad i Runddans det hele forgaa,
og lad Fanden ta’ Dagen derpaa!
Runddansen hører op; Kredsen stimler tæt sammen om Jean, der knæler for sin Dame.
QUIMPART raaber, idet han skubber de nærmeste til Side.
Strømpebaands- Strømpebaands-Løsen!
Kammerater! gør Plads — jeg vil se! ....
PEYRAPAS tumler hen til Kredsen og kigger de nærmeste over Skuldrene.
Bare jeg ej — Hikker. var saa gammel i Dag
og tyk! — Hikker. det er rigtigt, min Gut!
spise sin Kærest med Øjnene — ja —
det staar ingen Steder forbudt:
spis hele Redeligheden,
men Du bør begynde fra neden! —
Rask, Kammerat! herfrem med din Haand
og løs hendes Strømpebaand!