Moralen — den lod vi blive,
Til Landsmænds Glæde og Gavn,
Dér hvor den altid har Trivsel,
I Kongens København.
Dér hvor Lars Dinesen raader
— Og særligt paa Vesterbro,
Hvor fler’ end én Hr. Matzen
Ta’er den med forholdsvis Ro.
Hvor Skydebanen aldrig
Har set en Dydsdragon træt —
Hvor kun en Smaapige falder
For „Ære og Ret“.
Hvor Broderkærlighed aldrig
Slettes hos „Brødrene“ ud,
Hvor Mandsmod findes i Maven,
Mens „Fuglen“ staar for Skud.
Hvor Snobberiet bruger
Rimsmeddenes Laug til Tolk,
Naar „Baandet“ (Dannebrog-) bindes
Mellem Fyrste og Folk.
Hvor Pressens Riddere samles,
For deres Slag at slaa,
Hvor „Ros og Magt“ uddeles
Ved den duftende Rosen-Aa.
Hvor Faderligheds-Princippet
Gi’er Borgerne Smæk og Ble;
Og Tivoli er Landets
Eneste Livs-Idé.
Hvor Højre- og Venstremænd mødes
Paa Kærligheds gamle Sti —
Og Dyden (den rigtige) holder
For Øjet og haster forbi.
Ak, Dyden den faar saa meget
Baade at høre og se;
Men nu er Vesterbro ryddet
Af den sejrrige Frelsens-Armé.
Her svulmer den rene Bølge,
Som vilde den sprænge sit Bryst:
Den hører Hr. Lars i Koret
Hæve sin hellige Røst!