Holger Drachmann (1846–1908)

Det er April —

og atter blaaner Himlen.

Høje Skyer jager

i lysende Leg

over Forêt de Fontainebleau:

Saa falder Bygen;

Solen blegner,

dræbende Hagl

mellem Stammerne suser

som Stridsmænds Sværd,

der af Skederne farer.

Skoven staar kold — —

Men af Muldet det dufter og damper,

foraars-besvangret,

sommer-forjættende:

Duft af det Dejligste,

Livet rummer,

af Frihed og Skønhed

paa Sorgernes Jord.

Saa kommer Natten —

og Maanen vokser sig stor.

Stor og bleg

og overlegen

smiler dens uudgrundelige Vemod.

Men skæres den af Skyen,

da er det, som skar den en Grimace

og lo ad det Hele:

Ad Vaaren, som kommer

paa Katte-Flojelspoter

og lokker de Elskønde did,

hvor Kildernes Fløjtespil

neddysser Frygten —

at lege den lifligste Leg

paa Guds grønne Jord,

den Jord, som gødes af Taarer.

Ad Sommer-Beaumonden,

som rider, spaserer og kører,

snakker om Spil og Skandaler —

og keder hinanden tildøde.

Ad Vintren, som udsletter Alt,

Ad Vaar og ad Sommer,

som kommer, ustandseligt kommer —

og gentager Alt! — — — —

I Skæret af Maanen,

som vemodig sejler

hen over Skoven ved Fontainebleau,

ser jeg et Ansigt,

stolt og blegt:

Lord Byron!

Digtet, han selv ej gav Ende,

snart skal dets Torso jeg ende —

lang Tid det kostød!

Hvad det har kostet ham selv,

om det er han tavs.

Jeg taler for mit.

Hvor er de Øjne,

som fulgte dets Gang,

mens Side paa Side

efter hans Spor jeg mig krummed?

Spændte, opmærksomme, blide

over mit Arbejd de hang;

Vilje de søgte min Sjæl at indbrænde...

nu, da det lakker mod Ende,

Viljen har fulgt mig — men, ak,

Øjnene spørger ej mere.

Vennerne? Blege de blev,

mens trofast de vented.

Ned under Græsset omsider de krøb —

men jeg ser deres Øjne:

stille de venter endda —

og fremad jeg skrider.

Ind gennem Skoven ....

Hvor Værden blev kold,

kold og stor,

og rig paa Skygger

Dersom Du maned dem frem,

Du ensomme Britte,

meget Du tog fra vort Liv,

hvad Livet forsøder —

o, men Du gav os igen,

hvad helst vi hos «Aanderne» møder:

Skarphed i Blikket,

stort, ubestikkeligt;

Stolthed at sætte mod Lavsind,

Haan imod Sav-Skærer- Læsten,

"der jævner det Alt —

Alt i en flydende Vælling:

Fyrster og Menigmand, Dommere — Pressen —

og Præsten.

Det er April —

Vaarbruddets Maaned:

Livet er ungt!

Og Skoven aander ud

under Maanens Kærtegn

de skære Lyde,

som Du gav Fløjte-Toner til.

Over Kildens Leje,

det ur-friske, rene,

lyder de Elskøndes Hviskøn,

som dengang Værden

endnu var naiv —

og den unge Mand og Kvinde

bøjer sig mod hinanden,

talende Blomsternes Sprog,

som to Planter, der ville mødes, —

gjaldt det end deres Liv!

Da suser Bygen,

og Stormen stønner,

og Lidenskaben koger

som en Elv over Klipper —

Menneskeskæbner

kastes mod hinanden,

rives fra hinanden,

I Malstrømmens Hvirvel;

og Alt er Adskillelse —

Glædens Skibbrud,

Haabets Grav.

Men nedover Stien,

hvor Maane-Skæret falder,

skrider din Skygge,

Du ensomme Britte,

kæmpestor.

Bag Dig er Mørke —

Lys ser Du foran;

fortrukket er dit Ansigt

af Spot og Smærte —

men knuget i din hvide

Haand, den normanniske,

vugges en Klinge:

Frihedens Sværd!

Og Du ler ad Alverden

og hæver Sværdet,

og presser dets Hjalte

fast mod dit Hjærte.

Digtet er sprængt —

dets Torso bærer Mærker

af Haandens Egensind:

men egenraadig-engelsk

peger Du frem —

mod Liv, mod Handling!

Da flokkes bag Dig

Mænd og Kvinder:

fra Mørket de stirrer

frem, hvor din Klinge lysner; —

selv om de vilde,

de kan ikke krybe

for Linealens Helte,

Gennemsnittets Riddere,

de aandelige Lav-Pander,

som nu har Magten:

saa heller falde,

som Du, paa en Jordbund,

hellig ved Ruiner,

hvor Folket fortvivlet

kæmper mod Bestier ...

Min Digter er Da —

kaad og fortvivlet,

modløs og tapper —

alle Modsigelsers

Strenge i Dirren

over en Harpe,

hvis Sangbund er Menneskets

a-udtemmelige Sjæl!