I.
Da Biskop Berkeley nægtede «Materien»,
gav han derved Materie selv til Latter;
—- thi man kan snakke fort i Tankeserien,
men hvor Beviset er, jeg ikke fatter.
Nemt skulde jeg forfiygtige Siberien
med alt dets Bly, ja Guld (ifald det batter),
for at faa Alt til «Aand» — og bere Hatten
paa tre Haar — og dog nægte, jeg har ha’t en.
II.
Det var en smuk Opdagelse, at faa
det hele Univers gjort om til Jeghed,
«Alt ideelt» — sligt vilde Folk forstaa:
Pér ideel og Povl — ja tag kun mig med!
O Tvivl! hvis Du er Tvivl (som ikke Faa
antager) — men se det betvivler jeg med —
Du Sandheds Straalebryder! spar min Hjærne:
den lille «Sprit», man har, har man dog gerne.
III.
I slige dybe Tanker vi forstyrres
for tidt ved slet Fordøjelse. Den stiller
saa sært paa Ho’det Alt, at man forvirres;
og særlig voldte det mig ofte Griller:
hvorfor en Vismand skal saa bandsat tirres
af dette Miskmask mellem Alt, som til er,
(og særlig Kønnene) — at stundom gerne
man kunde kalde hele Værdens Kærne
IV.
en stor Tilfældighed (hvis den er til).
Det skulde være da, man sikkert troede
sin Bibel, hvori klogt man handle vil:
thi mod dens Ord, kan man jo kun formode,
og har den Ret, saa vinder Troen Spil.
Tænkning er overalt en slet Methode,
da Døden snart gi’r fuld Besked om Tingen,
hvad eller gør vor Spørgelyst til ingen.
V.
Derfor: Metaphysiken lod jeg ligge,
med hvilken man dog kommer ingen Steder;
jeg siger: det, der er, det er; mon ikke
jeg saa kan kaldes Philosof med Hæder;
tilmed: jeg føler det i Brystet stikke —
Klimaet er vel Skyld deri; jeg vædder
en Pneumoni..... og for hver Gang det stikker,
jeg bliver mere orthodox og sikker.
VI.
Ved første Chok jeg klared Guds Divinitas
(dog den og Djævlen aldrig jeg benægted);
og saa Virginis mystica virginitas
samt Arvesynden jeg med Kraft forfægted;
saa tog jeg Læren an om Sancta Trinitas —
at sige: én er tre! jeg sagtens mægted:
skulde det være fire eller flere,
med Glans jeg havde troet saa meget mere.
VII.
Dog til Historien. — Den, som éngang saa’
højt fra Akropolis Attikas Slette —
den, som ved Bosporus for Anker laa —
som har Timbuktu sét — og hvilt de trætte
Ben, hvor Kinesermurens Taarne staa —
som skued Ninive- Ruinens Jette: —
han har vel London ligestraks forsmaaet —
men spørg ham saa, naar blot et Aar er gaaet.
VIII.
Juan til Shooter’s Hill er naaet frem;
Tiden er Solbjærgslag — og ned han skuer
henover Dalen, hvor hint Værdens-Hjem
for Ondt og Godt i Aftensolen luer;
Alt er saa tyst; kun Vognens Hjul fornem-
mes mens de gennem Vejens Grus sig skruer:
og hist — Bikubens Lyd, et Surr, et Brum,
et Folkehav, der koger i sit Skum.
IX.
Jeg siger: Don Juan i dyb Betragten
gaar bag sin Vogn henover Bakkekammen,
Hjertet i Brand! — og da han ej faar lagt en
Dæmper paa Branden, slaar Beundringsflammen
straks ud i Ord: «Her er da Frihedsvagten;
her raaber Folkets Rest sit store Amen
til Retferds Lov; her raaber den sit «Død!»
hver Valgdag imod den, som Loven bred.
X.
«Her troner Ærbarhed — og Folk betaler
i Skat kun, hvad de vil — og kniber man
paa Skilling mens man rutter med en Daler,
saa viser dette blot, hvad Pungen kan.
Hver Vej ved Lov er sikret, som befaler
at ingen maa ustraffet gribe an
den Rejsende. Her»»..... afbrød ham en Kniv ——
et Raab: «God damn/ din Pung eller dit Liv!»
XI.
Disse fribaarne Lyd hidrerte fra
en to-tre Beller, som fra Groftelejet
længst havde sét, hvordan han «drev den a’»
bagefter Vognen. Forud var han vejet
og fundet «let» nok, saa de kunde ta’e
fra Splejsen hver en Trevl og Traad, han ejed.
Paa denne Rigdoms-Ø saa mange Lukser
berøver Godtfolk deres Liv —- og Bukser.
XII.
Juan, hvis Engelsk-Forraad kun bestod
i denne ene Schibboleth «God dam’»
— og det endda saadan, at han forstod
den svared til en Muselmands: Selam
(«Guds Fred») — en Misforstaaelse, der lod
sig vel forklare: det gaar mig som ham;
et engelsk «Gud i Vold» mig ofte lød
som om det «gaa ad Helved til» betød; —
XIII.
Juan forstod dog ligestraks Gebærden,
og da han var af hidsigt Temperament,
trak en Pistol han og skød midt i «Tærten«
det Røverfjæs, som mod ham just var vendt.
Et Fald — et Brøl — lig Studens, naar den Værden
forlade skal — en Røst fra Muddret sendt
(henvendt til nærmest Hjælper, Ven og Landsmand):
«Aa, Jack! jeg fik mit Fedt! — den Satans Fransk- mand!» °
XIV.
Hvorpaa Jack & Consorter stak i Rend;
men til Juan fløj hid hans Russer-Venner,
hejst allarmeret over Gerningen,
og tilbød Hjælp — for sent, som tidt det hænder.
Juan, der saa’ af denne «Maanens Ven»
en Blodstrem gaa, som let med Døden ender —
stod dér og raabte ivrig paa Forbindingen,
fortrydende, han var saa rap i Vendingen.
XV.
«Maaske», han tænkte, «er det Landsens Skik
at ta’ mod Fremmede paa den Manér;
naa, der er Kro’r, hvis Værter paa en Prik
er li’esaa «stimandsk’e» — blot ej, som her
med Kniv i Haand, men med et sedligt Nik.
Men hvad gør vi med Manden nu; thi dér
kan han ej blive liggende. Tag ved
og let ham op; jeg tager Haand i med!»
XVI.
Men førend dette Pietetens Bud
var hørt, led Fyrens Rest: «Nej, jeg er væk —
en «Hivert» blot! før Aanden slipper ud — —
lad mig saa ligge» Og da Saarets Lek
ej vilde stoppes mer’ af nogen Klud,
men baade tykt det fled og sort som Blak —
sit Halstørklæde rev han af, det rede,
og raabte: «dér — gi’ Sarah det!» — og døde.
XVII.
For Foden af Juan faldt Kledet ned
helt blodbestenkt ... han vidste ikke Spor,
hvorfor det kastet blev; ej heller véd
han Rede paa den Dødes Afskedsord
saa lidt som paa hans fordums Værdighed:
som Bølle, Gummidreng og Soldebro’r,
der havde vidst at «skære den» — til Fusel
fik tømt hans Lommer og gjort Manden usel.
XVIII.
Saasnart Juan nu havde ekspederet,
hvad gøres kunde efter Sagens Art,
og Retsforhøret var «elimineret» —
fortsatte Rejsen han i største Fart;
han følte sig forresten lidt generet
ved Tanken om, at virk’lig han saa snart
— i det Par Timer — havde sét sig paanødt
Nødværge-Drab af en fribaaren Indfødt.
XIX.
Han havde her af Værden ryddet bort
en Helt i sin Art, første «Rod» i Bulen;
Tom — han var «Slav-Dreng» i al Bølle-Sport
blandt Lommetyve og i Finkelhulen;
hver Anden var mod ham en rigtig «L...»
blot saadan som han snup’ en Hest i Mulen
paa Landevejen! En kun var hans Lige
i Djævleblændthed: Sarah — Rodens Pige!
XX.
Dog Tom er ikke mer’ — ej mer’ om Tom da;
at de er Heltes Lod (Gud evig Pris: —
de lever kort kun). Og vor Helt han kom da
— vær hilset, Thamis, paa tilbørlig Vis! —
til, Bredden af din Strøm: som om — ‘som om ja
en Torden buldred; og, naturligvis,
først kom én Forstad, saa en ny, og denne
fulgt af en ny ... for Fanden, faar det Ende?
XXI.
Igennem «Lunde», kaldte saa tilpas,
fordi de mangler Træer — (paa den Maade:
lucus a non lucendo) — ad en Plads
«Lyst-Højen» kaldet, skøndt det er en Gaade,
hvor Højen findes, samt dens Lyst og Spas —
til Leje-Hus-Kaserner (ja Gud naade
de Lejere!) benævnet «Paradis»... .
Eva forlod dem uden stort Forlis; ——
XXII.
man naaed frem blandt Droscher og Karether,
Bom-Led og Kærrer, Raaben, Skrig, Spektakel.
Her lover Snaps-Butiken Rariteter,
her Vognmandsskiltet et Hastværks-Mirakel,
her en Frisør Parykker, som u-sét er,
og her man ser, til Fortovs-Pælens Fakkél
(til Lygten) destilleret Tran paa Glas —
(man kendte dengang endnu ikke Gas).
XXIII.
Se dette, dit og dat, og meget mere
den Rejsende maa gennem, før han naa’r
det store Babylon. Man kan probere
til Hest, til Vogns, til Fods, men ens det gaar;
og — ja jeg kunde nævne endnu flere
Mærkværdigheder, men de alle staar
i «Guiden». Basta! Solen gaar til Ro —
og Helten kører over London-Bro.
XXIV.
Den klinger ellers kønt, den Risle-Lyd
af Themsens Strøm — om end den sjelden høres
for al den Sværgen, Skænden, Skraal og Skryd.
Men se, Westminster-Lygterækken føres
for Blikket frem — det brede Fortovs Pryd —
og Kirken, der til fredet Gravstød gøres
for falmet Storhed: Alt la’er En fornemme,
at her — ved Maaneskin — har Storhed hjemme!
XXV.
«Druide-Lunden» væk! saa meget bedre:
og «Stoneheng» væk — hvor Fanden blev den af?
Men «Bedlam» er der end — med Bolt og Fjædre
for Folk, som ellers bed En Skammen af.
Gældsfængslet — «Bench» — for Sønner som for i Fædre,
og Mansion House, som (gør ej Nar deraf |)
er vel en stiv, men dog ærværdig Gamling —
og «Abbediet» — værd den hele Samling!
XXVI.
Den Lygterække op til Charing Cross,
Pall Mall, etcetera — se, hvor den straaler
og byder hver en Sammenligning Trods
med Fastlandsbyer! — nej de Franske maaler
i Lygters Brug sig langtfra ej med os:
dog saare snart de Kappestriden taaler,
men de la’er ver’ at hejse Lygten op:
de hæver Slynglerne til — Pælens Top.
XXVII.
En saadan Dingle-Rad af Folk, man #rer
ved at ophøje, virker ret oplysende
— tilmed naar Ild hver Herregaard forterer —
men lidt for stærkt for ældre Folk og frysende;
som Phosforskin og Morild de besnærer —
Folk vender bort sig skudrende og gysende;
men om de end qua Baal kan Godtfolk skræmme:
de er kun «Lygtemend» — faar man ej glemme!
XXVIII.
I Londons Lygte-Her Diogenes vilde
ej haft sin Lygte nedig for at finde
det, hvorpaa han sit Dagverk maatte spilde:
en ærlig Mand .... hvis der da var derinde
en erlig Mand, og ej han kom forsilde
paa Torvet. Naar jeg ret mig skal besinde,
saa har jeg Ærligheden søgt med stor Besvær
og fundet: Folk er én stor Prokurator-Her.
XXIX.
Gennem Pall-Mall (og gennem tette Flokke
tilvogns, tilfods — der stadig dog blir færre,
alt eftersom Dørhamrene nu rokke
ved Husets faste Der, den man lod spærre
fordum mod Rykkere, som Folk vil blokke,
men nu slaar vidt op for en «Middags-Herre») —
kerer Juan forbi saa mangt Hétel ved
St. James’s-Palace og St. James’s «Helved».
XXX.
Og hans Hotel er naaet. Fra Midterdøren
Opvarter-Skaren strømmer; rundt omkring
staar Pøblen — og de Paphos Pigebørn,
der i vort Dydens London gøre Ting
— ej just moralske — men dog aldrig førend
det bliver mørkt. Saa danner de en «Ring»
mod Ægtesengen (efter Malthus’ Ho’de).....
her steg vor Helt af — medens Peblen glo’de.
XXXI.
Hotellet var for fremmede Magnater
iblandt de fineste — og fremfor alt
er Bolig passende for Potentater,
hvem Regningen for Brystet ikke faldt:
en Rævegrav for snilde Diplomater,
indtil de flytted — eftersom det gjaldt
en «Square», en endnu finere, at finde,
hvor deres Navn og Vaaben kunde skinne.
XXXII.
Juan, hvis Sendelse var delikat,
privat, men dog for Staten meget vigtig,
bar ingen Titel (ellers obligat)
som Sagens Sammenhæng forklared rigtig;
man vidste blot, en fornem Diplomat
til Landet kommen var, en højst forsigtig,
desuden ung og smuk og fuldendt Gentleman,
for hvem (tys!) Ruslands Dronnings Hjærte stod i Brand.
XXXIII.
Tilmed fortaltes om ham Æventyr
af særlig Art — i baade Krig og Kærlighed,
og da nu Kvinden saare sjelden dy’r
sig for romantisk Malen ud i Herlighed,
og Englands Kvinder særlig sjelden sky’r
lidt Koloreren uden særlig Ærlighed —
blev han hos Damerne snart højest Mode,
en Lidenskab ret efter deres Ho’de.
XXXIV.
Ej at de mangler Lidenskab! (det véd
jeg saamænd bedst); — nej, men den er i Ho’det;
dog, da nu Følgerne blir ens derved,
saa bør ej Nogen derfor tabe Modet:
om Hoved eller Hjærte kom paa Gled,
hvad gør det, naar den dog gaar En i Blodet?
Naar alle Veje fører samme Sted,
saa kommer Resten ingen Djævel ved.
XXXV.
Som Ruslands høje Ombud afgav han
til Englands dito sine Kreditiver
og blev helt pænt modtaget af den Stand,
som i potentialis modus skriver
og som nu, vis-å-vis saa «grøn» en Mand,
ansaa’ sig selv i deres Statsmandsiver
kapabel til at «plukke ham ret brav»,
saa let som Høgen gør med Spurv det af.
XXXVI.
Dér tog de fejl —— som gamle Mænd gør tidt;
dog senere om det! Og hvis jeg glemmer
at tale om det, vil jeg sige frit:
det er, fordi jeg grumme Lidt fornemmer
af Ærefrygt for Statsmandskløgt, der midt
i Løgn den sande Lyvekunst beskæmmer;
— kun Kvinderne forstaar i Løgn at ramme:
de lyver, saa al Sandhed staar til Skamme.
XXXVII.
Og, alt i alt, hvad er en Løgn? den er
blot Sandhed under Maske. Jeg parerer:
Skribenter, Helte, Dommer, Præst — enhver
nødvendig Løgn med Sandhed «modificerer».
Sand Sandheds Skygge blot et «perent» er
for alt, hvad man historisk reførerer,”
ja profeterer — hvis da ej udtrykkelig
Datoen staar dér med et? uhyggelig.
XXXVIII.
Pris være alle Løgnere og Løgne! —— —
nu er min Musa da ej misanthropisk:
Værdens-Te-Deum’et i hendes Øjne
er skønt; hun kalder hver og én en Skovisk,
som ikke synger med; — ja rent bortfløjne
er hendes Lyster til at gøre komisk
de Trælle-Krumspring overfor Despoten:
følg Irland efter blot — og kys ham Poten!
XXXIX.
Juan, som snart var rigtig i sit Ess,
blev præsenter’t og vakte stor Beundring —
uvist om det var Mine eller «Dress»,
eller en Diamant, man med Forundring
i Øje tog; — «dans un moment d’ivresse»,
berust af Elskov, Cognac, Elskov — (Sondring
er svær i dette Fald) — Czarinden gav ham den:
og Manden havde jo fortjent den brav, saamænd!
XL.
Ministrene og deres Undermænd
var højst elskværdige, som de jo ere
mod en Gesandt — til man faar klaret «den»:
hvad der vel skjult bag hans Mission kan være;
selv Skriverne — hvis lade Liv gaar hen
i en forretnings-talt ret smudsig Sfære
af Korruption — selv de var knap saa grove,
som ellers de, paa Sportlerne, tør vove.
XLI.
For deres Grovhed blir de jo betalt
— hvad ellers da? — ved deres Pult og Kasser;
og hvis Du ikke tror, det er saa galt,
saa spørg hos Folk, som vil ha’ Opholds-Passer
(de Friheds-Aag, som paalagt blev «legalt»)
— spørg dem, om disse Skrivere, der kradser
sig Rigdom til... og Svaret blir: de Afskum!
de Skødemopper, Tævers værste Afkom! — . 207
XLII.
Med megen «empressement» blev han modtagen —-
ja, slige fine Ord jeg laane maa
fra vore Naboer; thi det er Sagen,
dér har man, som i Schakspil, Rede paa
hvert «Træk», hvormed man lægge kan for Dagen
Sorg, Glæde, alt; . . . saalangt kan vi ej naa’
her paa vor frie Ø — hvor Søen «tærer»,
men ogsaa Fiskerkonen Frisprog lærer.
XLIII.
Ej sandt: vort «Fa’en æde mig» er fint,
attisk, en fornem Ed — hvad, er det ej?
Tag blot et Fastlands-Skældsord: imod hint
det falder af, det kommer ingen Vej,
og er tilmed frivolt, for spidst, udpint,
umuligt for en engelsk Tunge; — nej,
djærvt og dog æther-rent er «Fa’en æde mig»:
hvis Platon hørte det, han vilde glæde sig.
XLIV.
Vil Du oprigtig Plumphed — saa bliv her;
sand eller falsk Polérthed maa Du finde
over Kanalen og dens hvide Skær:
hin Tegnet paa, hvad husvant vi har inde,
og denne paa, hvad kun har fremmed Værd;
dog, stop! Poemet drages jeg i Minde:
det bør (som dette) holde sig til Sagen
og ej til hvadsomhelst foruden Vragen.
XLV.
Den store Værden — udlagt denne dér
«West-End», den vestre (værste) Del af Staden,
tre, fire Tusind Mennesker, som her
udmærker sig, ej just ved Visdomsgraden,
men ved at vaage, mens tilkøjs man er
hos «Smaafolk», og lé haant ad deres Laden...
modtog Juan som indgroet, god Patricier
under de allergunstigste Auspicier.
XLVI.
Han var jo Ungkarl] — hvilket er ret vigtigt
ej blot for Frøkner men for Fruen med:
hun kan jo elske — blot det sker forsigtigt
og man faar Skruplerne paa Der afstød.
For gift Mand er en saadan Kvinde rigtigt
et «Ribbén» i hans Side, til Fortræd;
det fordrer Hensyn og gør Brøden værre —
uden at Bryderierne blir færre.
XLVII.
Ja han var Ungkarl — baade les og fri
hvad Haand og Hjærte angik og saa videre,
forstod, øm som en mozartsk Melodi,
i Damehjærterne sig ind at kviddere;
hans Blik var Glæde og Melankoli
situationsvis alt som Stund og Tid ere;
han havde Værden set — et Syn, som giver
lidt andet Udslag end Poeter skriver.
XLVIII.
Skønjomfru rødmed dybt, naar hun ham saa’,
de Giftes Rødme smykked altid Kinden,
thi Sminke er ved Themsen let at faa
saavel som Sminkede; — han var i Vinden,
som Herrer altid er, naar «hun» gaar paa
med Hjærte, Sminke, Ungdom — ak ja, Kvinden!
Døtre saa’ paa hans Dragt; og fromme Mødre
spurgte ham: Faar De Arv — og har De Brødre?
XLIX.
De Modehandlere, som gi’r Kredit
til den Art Frøkner, som gi’r god Forventning
om ægtemandigt Guld, naar «Mit og Dit»
er slettet ud ved Kyssenes Indprentning —
de mente her at passe deres Snit:
Gesandten — tænkte de — gi’r god Forrentning!
Saa gav de «Bog» og Regninger opmalte,
dem mangen Brudgom dyrt (med Ed) betalte.
L.
Blaastrømperne, de kære, som forfatte
Sonetter, og med sidste Blad-Kritik
udfoere deres Ho’der eller Hatte,
de sendte ham mangt et azurblaat Blik;
de talte Fransk saa slet som Spansk og satte
vor Helt paa Prøve, om hans Smag holdt Stik;
de sa’e: «mon Russisk eller Spansk er sværest?
— og er Homer dog ikke allerkærest?»
LI.
Juan, som nok lidt overfladisk var
og ingen «kendt Mand» i Litteraturen,
blev ofte helt forlegen for et Svar,
naar disse Skønne satte ham mod Muren;
som Kriger, Elsker, Statsmand, Danser var
han god nok, men gav aldrig Smags-Auguren:
først nu han Hippokrenes Kilder saa’
og fandt dem — ikke grønne, nej men blaa.
LII.
Dog, svare gjorde han — paa maa og faa,
med rolig Vægt, ej uden Suffisance;
sligt gav Relief, hans Ord kom til at staa
som Visdomsord — paa passende Distance;
den lerde Frk. Smith, som lod udgaa,
halvvoksen alt, en oversat Romance
«Hercules rasende» (i rav-galt Sprog)
nedskrev med Tak dem i sin Indfalds-Bog.
LIII.
Juan han kunde jo en hel Del Sprog,
en Kundskab, han med god Forstand benytted;
sligt Damerne med dyb Beundring slog,
kun ønsked de, han dertil havde knyttet
poetisk Aare; — hvis saa var, han og
paa Stunden til Parnassets Top var flyttet.
Lady Fitz-Frisky og Miss Mævia Mann’sh —
hvor vented de en Lovsang dog paa Spansk!
LIV.
Men det gik rigtig godt endda. Han blev
optagen i hvert Koterie og Klike,
og som i Banqu’os Spejl forbi ham drev
titusinde Forfattere, der ikke
var smaa — naar man betænker hvad de skrev
og alt det Meget, som i Skrift kan ligge, —
samt nogle Snese «Nutids største Skjalde»
som Søndags-Bladets Smørere dem kalde.
LV.
En halv Snes Aar «Nutidens største Digter»
— lig Champion-Boxeren i samme Tid —
maa hævde sig sin Rang, der jo forpligter
til nye Snup-Tag — næppe værd det Slid;
jeg til og med — endskøndt mit Mod paa sligt er
saa lidet som paa anden Narre-Strid —
blev kaldet, selv blandt lærde Folk af Faget,
for en Napoleon i Digter-Laget.
LVI.
Men «Don Juan» mit Moskow blev; «Faliero»
mit Leipzig var, og «Cain» mit Mont Saint Jean;
La belle Alliance af Æsler, nys ved Zéro,
nu, efter Løvens Fald, faar atter Rang;
men i mit Fald jeg ligne vil mon héros:
alene herske — eller gaa min Gang
ad undas, til en Fengsels-O parat —
min Hudson-Lowe en Southey-Renegat!
LVII.
Min Formand var Sir Walter; Moore og Campbell
var baade før og efter; — dog de Ni,
nylig omvendte, maa i Zions Tempel
nu synge hver en gejstlig Melodi;
og Pegasus’s Pasgang ligner Stempel-
Slag i et helligt Vers-Maskineri;
de Velærværdige gi’er Hingsten Stylter paa. ...
dog, den er «Hest» kun — kan til Hoppen ej forslaa.
LVIII.
Den højærværdig’ Rowley Powley er
berømt som Slider i Apollos Vingaard,
skøndt Havens Vinstok, trods alt fromt Begær,
kun gi’r ham Eddik — aldrig nogen Vin-Taar;
han Digter? — ja, hvis bare Mand han er,
den Verse-Stud, som kun ved Pløjning Rim naa’r:
Cambyses’ Romer-Brøl gi’r dog sin Rest
det Jøde-Vræl fra en Cybele-Prast!
LIX.
Saa har vi jo min Euphues, som de siger
skal have vist sig som mit «bedre Jeg»;
jeg tror saamænd, at, ihvor højt han stiger, "
mit «værre», som mit «bedre» naa’r han ej.
En Snes har sagt: for Ingen Coleridge viger;
to, tre har sagt: se, Wordsworth er paa Vej
til Thronen! ... mens den «bond’ske» Savage Landor
med Southey’s Gase Svaner sammenblander.
LX.
John Keats, som tog sin Død ved en Kritik
just som han loved noget stort og godt,
fik Ram dog, skøndt hans Klarhed slog lidt Klik,
paa Sproget i Olympens Gude-Slot —
saa at det «næsten» ligned paa en Prik
det greske Tungemaal, man tænker blot.
Sert nok: en Sjæl, en saadan Ildpartikel,
skal la’e sig slukke af en Pjalt Artikel.
LXI.
Listen er lang paa levende og døde
Thronprætendenter — som ej Thronen naa’r;
den rækkes ferst, naar de er Ormeføde,
gemt under Taarepilens gyldne Haar.
Hvis ellers jeg med mit Besyv ter møde,
om deres Chancer jeg saalunde spaar:
de er for mange; tredve Smaa Tyranner
hér, som i Rom, Gift for hinanden blander,
LXII.
Vi har det literære «Bas-Empire»;
Prætorian-Kohorten Alle lyder,
og værre Arbejd Livet næppe gi’r
end det at smigre, som de Fyre byder:
man tænke sig, at smigre en Vampyr!....
Hvis jeg kom hjem — og ellers Galden syder ——
jeg skulde lære dem, de Janitscharer,
hvordan tilgavns man Tyrke-Bulen klarer.
LXIII.
Jeg tror, jeg kunde med en to—tre Tag
gi’ dem en Rundtenom i deres Skrog —
dog, altfor meget Mas for slig en Sag,
og tilmed gaar min Galde snart af Kog!
Oprigtig talt, jeg farer helst i Mag,
min Musa mest med Smil sin Fjende vog...
hun nøjer paa sin Fransk og la’er ham ligge
med et: «Adieu, De stødte Dem dog ikke?»
LXIV.
Vor Helt, hvem vi forlod i Dødsens Fare
blandt Digter-Mænd og Digterinder blaa —
han saa’ sit Snit af Laget sig at klare
før selv «sterilisert» han gik istaa;
og sluppen ud af Kedsomhedens Snare
ind i en bedre Sfære sés han gaa:
blandt Dagens «store Stjærner» saa’s han vandre —
en rigtig Sol, han selv, blandt flere andre.
LXV.
Hans Morgen helliges Forretninger —
hint travle stundesløse Ingenting,
som væver Trætheds Marterdragt-Indretninger,
der piner med en Nessus-Skjortes Sting
og paa vor Sofa la’er os gispe Sætninger
i opløst Tilstand: at af alle Ting
er Arbejd verst....dog ej for Fædrelandet:
det gaar for Alt (jo Tak, det gaar forbandet!)
LXVI.
Hans Formiddag: Visiter, Frokost, Slidning
af Tiden, Boxning — og ved Solbjærgslag
i hine Vekst-Ansamlinger lidt Ridning,
i «Parker», hvor en Bi knap fandt ét Drag
af Blomster-Honning til en sløj Bevidning
af Navnets Rigtighed; — dog hver sin Smag:
kun i slig «Løvsal» (Moore’s Citat) de Skønne
gi’er fashionabelt «Jomfruen i det Grønne».
LXVII.
Saa «Dress» og Middag. Nu er Værden oppe!
Rullen af Hjul og Straaleskær af Lygter;
for Vognes Rad Fodgængerne maa stoppe;
som Stjerneskud de Glas-Karether flygter
did, hvor Entréen bugner under Toppe
af Blomster, og Dørhamren Kaldet røgter:
at lade ind de lykkelige Faa
i gyldent Bur — uægte, at forstaa!
LXVIII.
Tre tusind Gange nøjer dér Værtinden
før hun blir træt. En Dans begynder snart,
den eneste — en Vals —, som giver Kvinden
(den unge da) Sjæl paa en egen Art.
Sal og Saloner oversvømmes inden
de sidste Gæsters Ankomst...i en Fart
blandt Hertuger og Damer slænges Kappen —
og Timer bruges for hvert Trin af Trappen.
LXIX.
Lykkelig den, som under Fruens Nejen
kan faa et vue, og saa en Plads sig vinde,
en lønlig Krog, som ej er just i Vejen,
og hvor han sig paa Festen kan besinde,
betragtende det hele Babels Drejen
og Svingen — enten skeptisk eller finde
det «nydeligt» — og saa se paa sit Uhr
og gabe, ud paa Natten, efter Tur..
LXX.
Men er man, som vor Don Juan, en hel
Balløve, maa man rigtig se at bane
sig Vej i Straalehavet af Juvél,
Guld, Silke, Stads didhen, hvor man kan ane
Ens Position er bedst — og saa ta’e Del
aktiv i Dansen —— feje som en Hane
afstød i Takt; hvis man da ej har Tanke
for, blandt de Lærdes Kreds selv lærd at spanke.
LXXI.
Og er Du ikke Danser, men nok vil
ilag med en smaa Frøken (som har Penge),
eller med Næstens Kerest’ — da se til
at Du bevarer Hem’ligheden længe!
Ved Hast helt mangt et «Coup» blev sat paa Spil,
og serlig hertillands kan man nok trenge
til Sejghed — her hvor man gør sig til Nar
ved al den «Ro», hvormed en Sag man ta’er.
LXXII.
Tag hende «op» tilbords — forsøm det ikke —
hvis hun er fri; hvis ej, ja saa fixer
den Smaa som vis-å-vis; thi disse Blikke
(og Øjeblikke) glemmes aldrig mer!
Paa Tungen «Mindets Alfer» just mig ligge,
Genfærd af Glæder — dem man aldrig ser....
O! — ak! — kort sagt: hvem kan beskrive al
den Frygt, det Haab, som bæver i et Bal?
LXXIII.
Dog slige Smaafif anbefales blot
for de Adepter, som maa klogt beregne
hver gunstig Lejlighed — og som dog godt
kan blive narret. Sligt vil ej sig egne
for dem, som deres Børnesko har traadt
(faa eller mange) og som allevegne
ved Ry for Mod, for Vitser eller Vaas
(især det sidste) styred sikker Kaas.
LXXIV.
Vor Helt — som «Helt» — ung, ja og smuk tillige,
rig, adelig, berømt, og dertil fremmed,
slap ej fra denne Kaas saa ganske lige
uden Dravat, men kom til at fornemme ’et,
hvad Slaveri betyder. Somme sige,
at Digter-Sorger — Drik — Smalhans i Hjemmet —
Grimhed og Sygdom — det er Livets Plager:
men nu en Dandy’s Liv da... hvadbehager?
LXXV.
Ung — uden Ungdom — saadan «Løve», hva’?
smuk — og fortæret; rig? — Gud sig forbarme,
naar Jøder klæ’r dem paa og klæ’r dem a’!
En Kraft forødt i hundred Skøgers Arme;
og deres «Røst paa Thinge»?... . spinkel, ja,
for eller mod, med lige megen Varme.
Og naar saa Alt er sviret, horet, spillet bort —
“gaa faar det gamle Gods præcis den nye Lord!
LXXVI.
«Hvor er den Værden, som wig fødes saa’?»
udraabte Young, da han var Firs. Jovist;
nej spørg om den for ti Aar siden! — aa!
den gik — og saadan gaar jo Alt tilsidst.
Skørt som et Glas, itu, i Kvas — naa, naa,
det er nu Værdens Gang, skøndt det er trist
at Konger, Lapse, Skøger, Oratorer
er alle dér, hvor Sneen fra ifjor er.
LXXVII.
Hvor er Napoleon? Det véd kun Gud; —
hvor lille Castlereagh? ja det véd Fanden; ——
hvor Grattan, Sheridan, i Talerskrud
de Sejerherrer to, som slog hver Anden? —
hvor Dronningen, der gik som Skumpelskud?
og Datteren, tilbedt af Engelskmanden?
Hvor er Martyrerne — de Fem pro Center?
og hvor — hvor Djævlen har vi Laanets Renter?
LXXVIII.
Hvor Brummell? —- væk! Pole Wellesley? — kopseist!
hvor Whitbread? Romilly? Georg den Tredje — hvor?
Hvor er hans Testament? — til Helved rejst!
Og «Fum» den Fjerde, Kongefuglen? . . . boer
i Skotland nu, hvor Klud paa Stang blir hejst,
mens han af Sawney paa Fiol, jeg tror,
loyalt begnides.... et sex Maaneds-Sjov
med «Gud bevare George!» — ja Gud ha’ Lov!
LXXIX.
Hvor er Lord Dit og hvor er Lady Dat?
hvor er de ædle Frøkner vel og Fruer? —
gemt bort som en aflagt Theater-Hat,
gift, separért, og gift igen... (sligt truer
jo epidemisk!) London-Perent
og Dublin-Hurra — ak, hvor de mon nu er?
Grenvillerne? — de «skifter», som det ber;
og Whiggerne? — de er, hvor de var for!
LXXX.
Hvor er Fru Caroline? hvor Fru Frances?
fraskilt — saa godt som saa! O, I Annaler,
som fører Liste over hvor der danses
i West-End — O, Du Morning-Post, som taler
om Pynt og brudte Vognhjul: aldrig standses
hin Strøm — men nevn mig blot dens ny Kanaler!
— over Canalen gaar de sidste Rester,
hvem Skæbnen levned knap én enlig Faster.
LXXXI.
Damer, som forhen gik paa Hertug-Jagt,
faar nu til Takke ta’ med yngre Brødre;
én Rigmø fik en Skælm i Snare bragt —
nogle blev Koner — andre blev kun Mødre.
Al den Omskiften gør En helt forsagt,
det er, som Hjærnen blød’re blev og blød’re;
dog, det er Værdens Gang — kun Et er sært:
saa raskt det gaar! — thi Tiden løber svært.
LXXXII.
Tal ikke om Halvfjers .... syv Aar er nok
i vor Tid til Forandringer saa store,
at de tilsammentagne gør en Flok,
som før et helt Aarhundrede udgjorde.
At intet varer evigt, véd vi nok,
men en Forandring saa foranderlig turde
dog være ny: — kun stadig er én Tragten,
de Whiggers (nemlig haabløs) efter Magten!
LXXXIII.
Jeg saa’ Napoleon-Jupiter indsvinde
til en Saturn. En Hertag nys jeg saa’,
hvis Øjne var «politisk sét» saa blinde,
som Manden selv var stærblind, dum og graa;
dog jeg tør ej bestandig «Ender spinde»,
jeg maa tilsøs .... nej, stop, jeg tænker paa,
jeg saa’ en Konge pebet ud — dernæst
forgudet — og véd ej, hvad der var bedst.
LXXXIV.
Jeg har set Landmænd uden Gaard og Øg!
jeg saa” Joanna Southcote — og har sét
Rigsdagen brugt som Junker-Køretøj;
jeg saa’ den Uret, Dronningen er skét;
jeg saa’ en Krone — Hanswurst-Hætte, føj!
og en Kongres, hvor alle har sig tét
som ...? Jeg saa’ Folk lig Lastdyr kaste Sadel
og Sele af sig — Præsteskab og Adel.
LXXXV.
Smaa Skjalde saa’ jeg — store Prosaister,
evige ej — evindelige Talere;
og jeg har set Junker-Kapitalister
udpine Jord — jo magrere, jo galere;
sét Fattigfolk, der uader Hestgardister
blev trampet ned som Grus — og sét de Dalere,
John Bull for «nyt og tyndt» Øl givet har —
og sét, John blev sin egen Dumhed va’r.
LXXXVI.
Men «carpe diem» — bare «carpe»! thi
imorgen er Du frisk — skøndt Du vil ende
i samme Mosehul; hæng bare i.
«Livet et Skuespil!» — «spil da til Ende,
Hallunker!» .... var i Gerning kun lidt fri,
men vrag blot Ordene, Du vil udsende;
ver Hykler, ver forsigtig bare — ver
ej hvad Du synes, nej men hvad Du ser!
LXXXVII.
Hvordan skal det nu lykkes mig hernæst
at skildre Heltens Liv i dette Land,
som for sin Sædelighed kalder Præst
og Politi til Vidne? — Nu velan;
en «Atalantis» skriver Den, som bedst
forstaar det; men paa Et jeg sværge kan:
I er ej noget Dydens Folk! Det véd
I sikkert — uden min Oprigtighed.
LXXXVIII.
Juans Oplevelser skal alle blive
berettede —- med den Begrænsning dog,
som Anstand kræver; og man Agt ber give:
at Alt er Poesi i denne Bog!
Mig eller Mit jeg aldrig vil beskrive,
hvormeget Kritikerne mener og
at finde Vink. Men Et skal man forstaa,
at vil jeg tale — gaar jeg lige paa.
LXXXIX.
Om Helten tog en tredje, fjerde Datter
af en Grevinde, som drev Brudgoms-Jagt, —
eller hans Brud en meget større «Skat» er
(i Ment) — og om han Herrens Bud fik bragt,
det «jord-opfyldende», i Orden; — atter,
om han fik dets reelle Indhold smagt —
eller kanske han kom i stor Ulejlighed
som hyldende for mange Damers Deilighed —
XC.
Alt dette ligger gemt i Tidens Skød. —
Saa gak da ud, mit Digt! Jeg garanterer
at — givet Versetallet, Sangen bed —
ej nogen Sang som Dig man attakerer:
slig Ære det Sublime altid nød
af de Godtfolk, som Sort for Hvidt noterer.
Lad gaa! — Min frie Tanke. ...om de gav
en Throne mig: der blev ej Bytten af!