Holger Drachmann (1846–1908)

O Welling- eller «Villainton»! (— man si’er

at Fama staver Navnet paa to Maader

i Frankrig, som, skøndt det nødtvungent gi’er

sig for din Glorie, dog for Farcen raader,

om det saa prygler eller pryglet blir) —

Du fik fuldt op af Penge, Ros og Naader;

at komme med Protest, det nytter ej,

thi hele Værden vilde tordne «nej!»

Din Handlemaade mod Kinnairds Person.

i Marinét’s Affære — var lidt ilde

og, tror jeg, daarligt som en Inskription

paa din Westminstergravsten passe vilde.

Naa, ligemeget — jeg for min Portion

ta’er det som Klaffer kun ved Kaffe: Gilde;

men er Du end en gammel Karl af Aar,

som Helt er Eders Naade — fra igaar.

Skøndt England skylder (og betaler) Dig

en Del, saa skylder Dig Evropa mere!

Den legitime Krykke bedred sig,

det er din Ros — den, Du har delt med Flere.

Frankrige, Spanjen, Holland, hver for sig,

har kendt og følt, hvor Du kan restaurere;

for Waterloo er Værden Dig forpligtet

(om bare der var bedre derom digtet!)

Du er «en flink Skarpretter». Bliv ej vred,

Ordet er Shakspeares —- og er det med Rette;

thi Krig er blot at hugge Masser ned,

hvis Retten ikke helliger alt det Slette.

Om Du til nogen Stordaad var bered’,

lad Værden, ej dens Herrer, derpaa gætte,

og sig saa, hvem der vandt ved Waterloo,

om ikke det var Dig og Dine?... jo!

Jeg smigrer ej. Du seber Smiger ind

og — siger man — med Glæde. Intet Under:

den, som er Krigskarl helt i Ben og Skind,

maa blive léd tilsidst ved Røg og Dunder,

maa elske Virak — ja med roligt Sind

sluge et Slumpetref imellemstunder;

«Udlæseren af Lænker» — som ej sprænges,

«Befrieren af Folk» — som stadigt stenges.

Men nok. Gaa Du og spis paa Sølvtøjs-Fade,

som Prinsen af Brasilien har Dig sendt;

dog bør Du derfor ej uænset lade

din Skildvagt — han har vel en Bid fortjent,

saavel som Folket, der paa aaben Gade

sulter — saavidt som det er os bekendt.

Nyd kun den Dig tilkommende Ration —

og tænk saa, Kære, lidt paa din Nation!

Jeg reflekterer ikke. En saa stor

Hertug, som I, ser ned paa Reflexioner.

At nævne Cincinnatus — sligt beror

historisk sét paa vrange Deduktioner;

og elsker I, som Barn af Irlands Jord,

Kartofler — naa! med halve Millioner,

som I dem har, er dog Jer «Farm» betalt,

ja dyrt....tilgiv mig, om jeg regner galt!

For store Mænd kun Lønnen lidet gjaldt.

Epaminondas, Helten, efterlod

knap til Begravelsen, dengang han faldt.

George Washington med Stolthed tog imod

Natiqnens Tak — og Æren — det var Alt-

for Friheds Værk. Og Pitt, som forestod

med Stolthed Styrelsen, han — kan man sige —

har gratis ruineret Land og Rige.

En bedre Lejlighed har ingen Mand

— kanske Napoleon — haft og brugt saa ilde!

Evropa kunde Du ha’ frelst; . . . fra Strand

til Strand dit Hyldingsraab da tone vilde;

men nu, da Hobens Jubel tav, forsand’

et Ned-Skrig slaar mod Dig — og ved det Gilde

Du herer Hunger kun sin Fest at fejre;

ja her det — og forband saa dine Sejre!

Da disse nye Sange Krig berører,

til Dig min Sandhedstrang sig vilde vende —-

den Sandhed, Du af intet Dagblad hører;

men der skal prækes for de Lejesvende,

som Krig paa Folkenes Bekostning fører;

den Gæld betales skal — det skal Du kende;

Du har gjort store Ting — men lille var Du:

det Største, Men’skeheden, .... glemt det har Du!

Se, Døden ler. Ja spekulér Du paa,

hvad det Skelet, hvorved vi forestiller

os Gaaders Nat, hvis Sol skal ej opgaa

og som i Udsigt dog et Gry os stiller —

hvad det vel ler ad! Spørg paa maa og faa

ham, som sin læbeløse Mund adskiller

kun til et Grin — og ham, som Skræk indjager

hvert Liv, endog før han sin Klinge drager!

Han ler ad hvad Du er — endskøndt han var

som Du; men ej «fra Øre op til Øre»

han griner (thi den Kødlap ej han har,

som for enhver betinger det at høre;)

nej smile gør han — og tilsidst han ta’r

den Kappe (ej hos Skrædder syet) den skøre,

som kaldes Kød og Hud: — om den er rød,

hvid eller sort — le gør den nøgne Død!

Naar Døden ler — lidt traurig, nu lad gaa! —

kan da ej Livet overlegent træde

med Smil paa alle disse sølle smaa

Bobler, der sluges af et Hav, hvis Væde

er intet mod den Syndflod urdyb-graa,

der synes i sit Svelg til Ro at stæde

Værdner saa let som Fnug — Sole som Straaler —

Aar som en Dag... . ej Lod det Dyb udmaaler!

«At være, eller ikke, det er Sagen»

har Shakspeare — som er nu paa Mode — sagt.

Jeg føler i mig ej den Længsels-Dragen

imod Berømmelsen — mod en abstrakt;

én beneficium» — giv mig den — om Dagen,

saa skænker Bonaparte jeg, som sagt,

hans Mavekrebs. Hvad Glede kan man have

af femti Sejre — med en daarlig Mave?

«O dura ilia messorum!»» — «O

I landlige Høstkarles stærke Maver! »

(jeg oversætter her for dem, min Tro,

paa hvem Indigestionens Gribbe gnaver

og ikke levner deres Lever Ro.)

Husmandens Sved opvejer Herrens Traver:

‘hin sveder for sit Brød — han for Gevinst,

men den, som sover bedst, han lider- mindst.

«At være, eller ikke» ... Før jeg fælder

min Dom, jeg spørger, hvad da være er?

Fordi vi ser, vi mener nok det gælder

at vi kan gennemskue Alting her.

Tilhøjre ej — tilvenstre ikke heller

jeg ser; nej først i Et maa Alt det dér

gaa op. Om Liv er Død ej ret jeg véd:

sæt «være» kun var — Lungevirksomhed!

— Que scais je?» si’er Montaigne .. . saadan var

de første Akademikeres Viden;

at al vor Kundskab ingen Vished har,

det lærte dengang baade Stor og Liden;

og denne Ting er ogsaa soleklar:

saa lidet véd vi — Du og jeg — for Tiden,

at tidt min Tanke i dens Tvivl, hvorvidt

vor Tvivlen selv var Tvivl — har Skibbrud-: lidt.

Kanhænds det er en Lysttur — det at glide

som Pyrrho paa et Hav af Spekulation!

Om man «kopsejser» kan man dog ej vide —

de Vismænd véd ej stort om Navigation,

og svømme dér paa Tankens Strømme stride,

det trætter; — nej, en rolig, tryg Station

nær Bredden, hvor man samler Muslingskaller,

er bedst for den, hvem Koldtvandsbad gefaller.

«Men Himlen» — Cassios Ord — «er over Alle, —

thi lad os bede!» Alle har vi faaet

— fra Adam — Del i Dødens bittre Galde:

den Dom, som til det mindste Kryb er naaet.

«Forsynet» — staar der — «lader Spurven falde

til Jorden!» ja, hvad Ondt har den begaaet?

Kanske den har forsét sig, stakkels Kræ,

som Eva — paa det samme, slemme Træ!

I Guder! — sig, hvad er Theogonier?

Du Støvets Søn — hvad er Philantropi?

Værden, som var og er, hvad er Kosmogonier?

Beskyldt mig har man for Misantropi;

hvad er det? ja spørg mine Kradserier

her paa min Pult....sperg om Lykantropi,

det véd jeg: Manden blir, som Fod i Hose

saa let til Ulv — uden Metamorphose.

Men jeg, som er af Hjærte mild og blød

— som en Melanchton, som en Moses — ja

som, trods Revolter stundom i mit Kød

og i min Aand, var stødse langt derfra

at ønske selv min værste Uven død,

men tværtimod var skaansom.... nu, hvad da:

jeg Misantrop? Og hvorfor det? Fordi

de hader mig — jeg ikke dem.... dog ti!

Mit gode Digt faar ikke gaa istaa —

thi godt det er, i Form saavel som Kærne,

det tør jeg ganske roligt sværge paa,

om man just ej indrømmer det saa gerne;

men Sandheden skal sejrende fremgaa

lidt efter lidt og straale som en Stjærne:

til dette sker, faar jeg med roligt Smil

at dele med den — Skønhed som Exil.

Min Helt (og Eders med!) afstød sig skynder

til den udødelige Peters By —

hin Czar for alle fernissérte Bønder,

hvis Næver nærmest grunded Newas Ry

og som man nu at smigre slemt begynder;

— selv en Voltaire — o fy! — kan sig ej dy!

For min Part ser jeg i en Enevoldsherre

ej en Barbar, men noget meget værre.

Og jeg vil Krig — i Ord (men og i Daad

*fald Lykken føjer mig) mod hver Tyran,

hver Sykofant, som lægger onde Raad

op mod den frie Tankes frie Mand.

Hvorledes Parcen spinde vil min Traad,

jeg véd ej; ligemeget! hvor jeg kan,

mod hver Despot i hvert et Land, hver Stad,

jeg sværger evigt, uforsonligt Had.

Ej at jég smigrer Folkets slette Smag! —

der er af Demagoger nok foruden

mig, som gad gerne kappe Troens Flag

og hejse op en Klud paa Kirkeskuden

(om end vor Klerus fare bør imag

med Raab om «Djævlens Ombud» — Hy] og Tuden!)

Jeg ønsker Folket lige meget frit

for Pøblens Aag og Kongers — Dit og mit.

Og Følgen? Simpelthen: da ej jeg hører

til ét Parti — fornærmer jeg dem alle!

Lad gaa! des inderligere jeg fører

min Krig igennem — som det bedst kan falde,

skal ikke listigt kildre Nogens Ører

og ikke Nogens Gunst for mig paakalde:

fri vil jeg være, dér hvor jeg befaler,

for Slaveriets hylende Schakaler.

Det Billed passer — en Schakal — jo Tak!

Jeg selv ved Ephesus en Nat fornam

de Hyl, som minder om det usle Pak,

der støver Vildtet op ved deres Glam

til Herrens Mundforraad ... det Hunde-Rak!

Dog nej: det siges skal til deres Skam:

Schakalen tjener Løven — mens den Trop

er Fluesnapper for Hr. Edderkop.

Left blot en Arm! og Spindet gaar isender —

og uden det er deres Gift og Klø’r

uskadelige. Hør, hvad jeg forkynder

Jer Godtfolk! frem i sluttet Flok, jo før

jo heller!....Tarantællerne begynder

at trække deres Spind for Hvermands Dør:

Der er endnu af Stik, som rigtigt dw’r,

Attikas Bi kun — og de spanske Fluer. — —

Vor Helt forlod vi som en Ridders-Mand,

der bragte Krigs-Rapporter, hvori laa

en Blodpøl som det kunde været Vand,

og hvori Lig blev strøet saa let som Straa

over døds-tavse Byer: Alt saadan

som Katharina lystød, hun, der saa’

paa Manddrab som paa Hanekampe — blot

at hendes Hane havde staaet sig godt!

Afstød i en «Kibitka» rulled han

(et Køretøj foruden Fjære, som

til at radbrække Folk er ret istand.)

Og under denne Fart han drømte om

Hæder og Ære og hvad nævnes kan —

og ublidt tidt paa tværs det Ønske kom,

at Hestene og Pegasus var nære

Beslægtede ... og Vognen havde Fjære!

Ved hvert et Sted — og der var mange —— saa

han paa sin Protegée, om nogenlunde

hun kunde fri for Vejens Hjulspor gaa

og for dens Stene, spidse eller runde,

dem, som Naturen lidet agter paa.

Brolægger er Naturen ingenlunde

men la’r Vorherre raade over Land

og Landbrug, Vej og Mark, som bedst han kan. .

Han svarer dog ej Afgift, og med Rette

han kunde kaldes «Jorddrot» — forsaavidt

man ej vil Spørgsmaalstegn ved Titlen sætte,

thi «Jorden» blev pint ud saa haardt og tidt,

at «Drottens» Hartkorn vist er af de lette,

og Kornet kaster af sig grumme lidt;

det faldt med Bonaparte — sælsomt Fald:

Kornpris og Kejserskæbner mødes skal!

Men Don Juan saa’ paa den sede Lille,

han havde selv udrevet fra de Dede:

en Krigs-Trofæ, som vel var værd at stille

op mod de Folk, der lægger Lande øde,

som Nadir «med det haarde Liv,» den vilde

Persiens Schah, der levned knap til Fede

Mogulen en Kop Kaffe, — og blev slaget

ihjel, fordi hans Obstruktion ham plaged!

O I! (vil han! og hun!) betænk, min Ven!

et Liv bevar’t — især et ungt og skønt:

hvor er det mere verd at mindes end

de Laurbær (var det Grønne nok saa grønt)

hvorover Krigen spreder Gødning. hen

af Lig — og Smigren toner nok saa kent!

Hvis ej dit Hjærte med i Koret sang,

var Hædrens Hymne kun en Bjældeklang.

O I Autorer! bind- og tanke-svære!

I Millioner Skriblere — hvis Penne

docerer (godt betalt) den Trygheds Lere,

at der er Ingenting ivej’n med denne

Statsgæld! Og I fra Menigmandens Sfære,

hvis plumpe Hel faar Hofmand til at kende

hans ømme Knyst, mens Landets Sult og Ned

(paa Prent) giver Eder Sul til dagligt Bred!

O I Autorer! — «Apropos des bottes» —

jeg glemte ganske, hvad jeg vilde sige

(sligt kan jo hendes større Aander godt;)

det skulde lindre Neden hos de Rige

som hos de Fattige — i Ren’ og Slot.

«Perler for Svin» — maaske saa noget lige,

og derfor en Slags Trøst, at det gled bort,

skøndt det qua Raad var et af ferste Sort.

Lad gaa! — det komme vil engang for Dagen

blandt Resterne af en «forgangen Old»,

naar denne (Jorden) er «forgangen», slagen

itu — hultertilbulter Fa’n i Vold —

som Stenen brændt — paany af Ovnen tagen —

krængt ud, bagt, sprængt og atter bleven kold,

lig Værdner ud af og saa ind i Kaos,

den store Gryde, som tilsidst vil ta’ os —

har Cuvier sagt. Da vil man faa at høre

paa den fra Nyt af dannede Planet

Sagn, som vil lyde sælsomt i hvert Øre

om Ting, der ej er hørt, langt mindre sét;

præcis som vi ej véd, hvad vi skal gøre

med Kæmper, hvoraf vi som Børn har lét:

at de var hundred Fod! (Mil — hvad behager?)

samt Mammuthdyr og de fossile Drager.

Tænk om man udgrov Fjerde Georg da! —

min Tro, man vilde derpaa spekulere,

hvor saadant Dyr vel fik sin Nadver fra!

(Selv Værdner maa jo nemlig abortere,

naar de for ofte føder; — Slægten. ja,

blir mindre, maa tilsidst degenerere,

fordi Materien paa sin Styrke gnaver:

vi er en Orm i Fortidens Kadaver!)

Hvor maa da Folk — som nys udjaget blev

af et og andet nyskabt Paradis,

og som i Ploug og Harve sled og hev,

saaed og høstød paa Kulturens Vis,

ja som til Krig og Skatter Kunsten drev —

hvor maa da disse Godtfolk billigvis

i Undren sig ved sligt et Monstrum tabe —

passende for et nyt Museums Skabe!

Men jeg blir altfor metafysisk. «Tiden

er bragt i Vilderede» — jeg med den;

jeg glemmer, der maa være dog en liden

Mening i Versene, jeg kradser hen,

og at man maa bekvemme sig til Viden

hvad og hvorfor — som alle andre Mænd

med Pen i Haand, mens jeg kun la’er staa til:

Ordene faar da komme som de vil!

Snart skildrer jeg — og atter er jeg ledende

efter et Ord. Det gaar ej paa den Art.

I en og anden Kro forlod vi bedende

vor Helt; og nu skal det gaa fort med Fart,

da han vil grumme nødigt være kedende

med Rejseskitser —— som er misbrugt snart.

Vi faar ham i St. Petersborg at se —

i denne rare By af malet Sne.

Tænk Jer ham i en højrød Uniform

med sorte Opslag, en trekantet Hat

med Fjer, der flagred som et Sejl i Storm,

blandt Hoffolk i en Spejlglas-Sal hensat;

Knæbenklæ’r, straalende som en Cairn Gorme,

gule og Kaschimirs... Jeg vædder at

hans Strømper, ret som Fløde hvid og ren,

stak Silkens Glans ved Formen af hans Ben.

Kaarde ved Siden, og med Hat i Haand,

af Ungdom, Ry og Hoffets Skrædder smykket —

den Trolddomskunstner, ved hvis Tryllevaand

Naturen blegner (kommer det til Stykket

og snæres man ej i for stramme Baand

saa Kunsten af sit eget Værk blir trykket):

tænk Jer ham paa en Piedestal — ej sandt?

Amor som ung Artilleri-Lieutenant!

Hans Øje-Bind er blevet til Kravat,

hans Vinger Epauletter — Koggret Skede

og Pilene til Klingen — saadan at

hans Værge, nu som før, er skarpt og rede:

Buen er blevet til trekantet Hat —

og Psyche skulde selv i første Hede

(som andre Damer kan hun dog «bedraget »»

af Skinnet fejle) — ham for Amor taget!

Damerne hvisked, Hoffets Herrer gloede,

mildt saa’ Czarinden — Favoriten sur:

jeg har forglemt, hvem hun just anbetroede

den Post; thi der var mange efter Tur

paa hvem den Post, og Byrderne, beroede

fra den Tid hun som Enke tog mod Kur;

men sex Fods Folk det var, fra Taa til Top,

som tog med Patagoniere det op.

Vor Helt var ej som dem — men, slank og fin,

et skeglost Melk og Blod, der var en Stebning

i disse Lemmers Spil — og mer end hin

der var i disse Øjnes Blik en Rebning:

at hvis man debte ham en Kerubin,

saa slumred der en Mand bag denne Debning;

Czarinden tilmed stundom gerne ned

Ungt-Blod — og hendes Lanskoj var just død.

Om Yermoloff og Momonoff, og flere

af dem paa af, en Frygt tilkendegav :

at ingen Flammer kunde rummes mere

hos Majestæten (skøndt hun rummed brav!) —

saa ber slig Ængstelse vel —ej frappere,

ej heller at en Skygge — kald den lav

og kald den høj — hos ham var til at finde,

som laa «officielt» med «Posten» inde.

Hvis mine Damer ønsker Rede paa,

hvad denne dunkle Frase kan betyde,

bør de til Irlands Londonderry gaa

og af de Ramser, der i Ord-Flom pryde

hans Foredrag (som ingen kan forstaa,

men hver og en pligtskyldigst har at lyde),

uddrage Quasi-Meningen (om gørlig)

af denne Tærskøn Langhalm uophørlig.

Kanske jeg faar det frem dog uden denne

Udgave af et Fabeldyr — ja Dig,

Du Sphinx! svær at forstaa, men let at kende

paa dine Gerninger, gentager jeg —

monstrese Hieroglyf! — Du lange Rende

af Blod og Vand — ja Castlereagh, just Dig!

Saa gi’r en Anekdote jeg til Pris,

kort og ej for massiv just — heldigvis.

En engelsk Dame vilde gerne vide

af en Italienerinde, hvad

Slags Pligt hint Væsen vel har at bestride,

som gør saa mange gifte "Damer glad

qua «cavalier servente» — (kan man lide

paa Sagnet om Pygmalion, spørg ham ad!)...

hun undveg og, mens hun bad Damen bænke sig,

svared: «Ja, kære De, — det maa man tænke sig.»

Jeg be’er Jer altsaa «tænke Jer» — I Kære,

og det saa skaansomt som en Kvinde kan,

hvad Favoritens Pligter kunde være.

En Stilling var det — i det ganske Land

den højeste — om ej i Rang og Ære;

og skinsyg saa’ man paa hver ny Slags chan»,

hvis Skulderbredde, kunde man vel sige,

lod Ejerens og Børsens Aktier stige.

Juan — som sagt — var i sit hele Preg

en Yngling trods de Aar, som stødse reved

Paris hans Ynde ved et stubbet Skæg,

den Ynde, der slog Troja ned i Støvet

og gav os Doctors’ Commons: — skøndt en Leg

har jeg den hele Lærdom grundig prøvet

i vor Skilsmisselov — og fundet at

ved Troja blev først Tamper-Retten sat!

Czarinden elsked meget (kun ej Czaren,

som sov hos sine Fædre). Fremfor Alt

hun elsked, denne Kvinde saa forfaren,

Herrer af den gigantiske Gestalt,

men røbed stundom som en Aabenbaren

af blide Følelser — og dette gjaldt

Lanskoj især, den hedt begrædte, kære —

skøndt han var klejn, af Grenadér at være.

O «belli causa», O «teterrima» — :

Du Livs- og Døds-Port — Du unævnelige —

hvor vi vor Ud- og Indgang nok skal ha’ —

Du alle Sjæles Brønd, Du indholdsrige

Springvæld, hvori vor Dukkert vi skal ta’.

Hvorledes Manden faldt, er svært at sige,

hvordan han falder og oprejses atter,

derpaa har Du Forklaring saa det batter.

skøndt Du blev «Krigens værste Aarsag» nævnet,

var Du den bedste dog — med Ret og Skjel;

fra Dig vi kom og did vi atter stævned;

hvorfor da ej for Fode slaa ihjel,

ja lægge Værdner øde, om vi evned,

da Du dog fylder dem alligevel?

Med eller uden Dig er Stillæstand

— Du friske Hav i Livets Ørkensand.

Czarinden, som i store Trek var dette

«Ophav» til Krig, til Fred, hvad det skal være —

(Du kan paa Alting — Amor — Hymen — gætte,

hvad Du saa velger, slaar det til, min Kere!)

Kathrina syntes megen Pris at sætte

paa dette smukke Sendebud — hvis Fjære

tilnikked: Sejr! —— og glemte, for at nyde

ham dér paa Knæ, Depeschens Seg] at bryde.

Derpaa erindrende sig Kejserinden

(uden at glemme derfor, hvad der var

tre Fjerdedele af det hele — Kvinden)

hun Seglet med en Mine brød, der skar

igennem Hoffet, som stod dér i Vinden,

til hendes Ansigt rebed: Luften klar!

Trækkene noble — om just ikke smaa —

yndefuld Mund og Øjne smukke, blaa.

Hua røbed Glæde — eller Glæder; størst

var den: Ismail under Lig begravet!

Triumf — ved dette straalede hun først

som naar Ostindiens Sol gaar op af Havet.

Slukt for et Nu var Hædrens hede Tørst —

kun for et Nu, thi Blodet stiller Kravet

umætteligt, som Ørknen evigt brænder — —

Blod tvætter kun Ærgerrighedens Hænder.

Den næste Glæde mer’ uskyldig led:

Suwarows halvforrykte Rimerier,

en maadelig Kuplet, hvor Blodet flød

officielt fra disse Slagterier.

Den tredje — ganske kvindelig — betød

en Undertrykken af de Fantasier,

hvori med Gru vi om «Krigs-Herren» taler

og frygter Klownen i hans Generaler!

De første to løb Linen helt tilende,

gav Glans i hendes Blik og Smil om Munden,

Befrielsen paa Hoffet var at kende,

som Blomsten aander op mod Aftenstunden

paa Solens Brand. Men da hun saa’ til denne

Lieutenant dér med Smil — hun, som i Grunden

nød Ungdom som Depescher — ja, saa var

hver Hofmand paa sin Post, den Sag er klar.

Skøndt ej at spøge med og noget «bred»,

naar hun var gram, saa var hun — ‘ser for den,

der, moden selv, i saftfuld Frugt helst bed —

et lifligt Syn, naar hun blev god igen.

Fik hun et Blik, saa gav hun straks Besked

og. fuld Valuta paa den Veksel, men

forlangte strengt paa Sigt sig honoreret —

Kupidos Veksler blev ej diskonteret.

Diskonto, skøndt til Tider ret behagelig,

var her unyttig; thi kulant — naar blot

hun vilde — hun behandled hovedsagelig

den, som hun ynded, maaske altfor godt!

Var man i Boudoiret først — ja magelig

man sad i Kurv som «ene Hane» flot.

«Folk» — det var Pølser kun i Slagtetid —

men Manden elsked hun gom Individ.

Hvad Skabning er en Mand dog! Og en Kvinde?

et Afgrundsdyb, en Malstrøm uden Lige;

i hendes Hoved raser Hvirvelvinde

og, ugift, Enke, Moder eller Pige,

bestandig skiftende i Sans og Sinde

det, hun har sagt, blir det, hun vilde sige,

saa ganske planløs som en Himlens Sky —

en gammel Sætning, men dog stødse ny.

O, Katharina! (af Interjektioner

er o og ak — i Elskov eller Krig —

dit Merke!) blandt Idéassociationer

kan man vel næppe tænke sig en slig

saa passende for Dig: først Bataljoner,

som tramper Ismail ned blandt Grus og Lig,

saa Ridder-Kors til dem, der klared Breschen,

og tertio ham, som kom her med Depeschen!

Hos Shakspeare staar: «Herolden Hermes, som

paa himmelkyssende Fjældtoppe daler»;

og sligt et Billed — da vor Hermes kom ——

vistnok for Hds. Majestæt sig maler.

Vel var det noget højt, det «Fjeld», hvorom

jeg paa den unge Løjtnants Vegne taler:

men Snillet jævner Simplon — Ungdoms Iver

gør chimmelkyssende» de Kys, den giver.

Hun saa’ i Naade ned — og op saa’ han,

og saa var de forlibte: hun, med Foje,

i hans Gestalt, hans Trek .... ja, Amor kan

med nogle Draaber «Stærkt» sig lade nøje

og faar en jævngod Rus dog, paastaar man;

thi den, som elsker, drikker med sit Øje

hver Livets Kilde lens (de sterke Drikke

i Sjælens Dyb) — kun vore Taarer ikke.

Han blev, om ej af Kærlighed betaget,

saa dog af en Passion ej mindre stor,

af Egenkærlighed: — som naar vi «draget»

imod en skøn Sopran, en høj Tenor,

maaske mod en Prinsesse, har opdaget

at paa et naadigt Smil vort Liv beror

og at det skænkes os — vi som, for Fanden,

blir derved «mindst saa god» som nogen Anden.

Desuden var han i de favre Aar,

hvor man hos Kvinder spørger ej en Bitte

om Alder, men blot dristigt fremad gaar

som Daniel i Løvegaardens Midte;

hvor man Afkøling for sin Ild attraar

i første, bedste Sø, som man kan hitte,

lig Phøbus, der mod Kvæld en Dukkert tager

i Skødet hos Fru Thetis — hvadbehager!

Og Katharina — maa man hende lade —

skøndt djærv og blodgrisk, var af den Slags Kvinder,

hos hvem man kunde sig «i Naade bade»

og derved blive (om jeg Ordet finder)

en Substitut-Gemal, som Retten ha’de

kun ikke Ringen .... (denne Ring, der minder

saa bansat om Ens Pligt, endog hos Dronningen,

. men her var Braadden væk, til Rest var Honningen.)

Føj hertil, at hun stod i Kvindens Flor,

samt hendes Øjne — blaa — kanhændes graa ..

(de sidstes Magt, hvis de har Sjæl, er stor,

saadan som hos Napoleon man det saa’

og hos Maria Stuart, og beror

paa noget — Oversanseligt, lad gaa!

hvisaarsag Pallas samme Farve har,

for klog til Brug af mørke Ojeglar) —

dertil et Smil! — en Dronningegestalt —

en Yppighed, som følte sig charmeret

i Knøsen, skøndt han ej for Kæmpe gjaldt

(af den Slags, Messalina ret goutæred) —

en stout, fuldmoden Skønhed alt i alt,

med andre item, jeg la’er unoteret —

Alt, eller blot en Del, var nok til at

faa Mærket «indbildsk» paa vor Springfyr sat.

Thi Kærlighed er indbildsk, rent ud sagt

Forfængelighed — om ej en Mani,

der bare sørger for at faa es bragt

i Skønheds Vold, det tomme Gækkeri,

det Intet, som har deg en vældig Magt

og hvoraf Lidenskaben fremgaar: thi

har Hedenskabets Vismænd — ikke ilde —

gjort Kærlighed til Universets Kilde!

Platonisk Kærlighed — den «rene Lue» —

Guds-Kærlighed — dem har vi; og dertil

de ømme Pars ... (her fordrer Rimet «Due»,

og jeg la’er Rimet ta’ mig, som det vil,

paa Sleb, om end det Meningen kan true;

Vellyd er mer’ end Mening!) Føj saa til

endnu den Art af Kærlighed, man kalder

Sansernes — om det end for Brystet falder.

Det Jag, den Higen i vort Ked og Blod

efter at sprænge «Støvets Baand» og finde

os Et med den Gudinde, for hvis Fod

vi knæled — (hver en «hun» var jo Gudinde):

hvor saligt! Hvilken Feber forestod

os dengang, før vort Blod vi følte rinde

i mere langsomt Tempo — mens det gjaldt

at faa vor Sjæl klædt i vort Køds Gestalt!

Vi ender og begynder helst platonisk —

den ædlæste Slags Kærlighed. Dernæst

har man den kristne Form, en Art kanonisk,

bekræftet som den er af Kirkens Præst.

Den tredje blomstrer — ja staar rentud kronisk

i Flor blandt Kristenheden og kan bedst,

de kyske Fruer uden Tort og Skade,

benævnes Ægteskab paa Maskerade.

Men nok med Analyse. Til vor Dyst

med Digtet! Hun forlibt — og smigret han

ved hendes Kerlighed — hvad eller Lyst:

de faar nu staa dér sammen som de kan,

forbundne, som de er, ved fælles Brøst

hos Støvets Børn, hos Kvinde som hos Mand;

og i det Punkt var Ruslands Kejserinde

præcis saa god — som nogen anden Kvinde.

En Hviskøn gennem hele Hoffet gik,

og hver en Læbe nærmed sig hvert Øre;

Fruerne dobbelt dybe Rynker fik,

Frøknernes søde Læspen var at høre,

mens smilende de veksled Sideblik;

men Jalousiens Ytring maatte røre

hver følsom Sjæl: den staaende Armée

— de sex Fods Folk — i Taarer dér at se!

Hver Magts Gesandt nyfigen fritted om,

hvem han da var, den nye, unge Mand dér,

som paa en Timestid i Skuddet kom

(kort nok endda — hvor kort saa Livets Spand er).

De saa’ i Aanden Rubel-Regnen, som

faldt i hans Børs — de blanke Speciers Vand, der

kan strømme ned omkap med Stjærnefald

og Skænk af Bønder i et Tusindtal.

Kathrina var — som alle hendes Lige —

rundhaandet; og Kupido, som forstaar

at sprænge Bom og jævne Grøft og Dige

ad Vejen, hvor man frem til Hjærtet naar,

lod aldrig — (skøndt som Hustru, maa man sige,

hun var lidt kriger’sk og af dem, der gaar

i Klytemnestras Spor ... naa ja, min Tro!

heller slaa en ihjel end pine to) —

lod aldrig Elskeren paa Labben suge,

modsat vor Halv-Jomfru Elisabeth,

som altid skulde denne Prutten bruge —

om ellers Krøniken fortæller ret.

Og lod hun end sig dybt af Anger knuge

over sin Elskers Drab: — den var en Plet

paa hendes Køn, saavel som Rang og Stilling,

den Elskov, der skal vende hver en Skilling!

Endt var Levéen, Opbrud overalt;

da trængte sig de fremmede Gesandter

omkring den unge Mand — ja næsten faldt

over hverandres Ben som Gratulanter,

og noget lignende de Skønne gjaldt,

hvis Silke rasled blødt paa alle Kanter:

man titter gerne paa saa køn en Ka’l —

og «Naadens Vej» er heller ikke gal.

Juan, der fandt sig selv — hvor det saa kom —

som Midtpunkt her, ledsaged sine Svar

med yndefulde Buk, præcis som om

til Diplomat han født og baaret var.

Med Mærket «Gentleman» Naturens Dom

han paa sin aabne Pande skrevet bar,

han talte lidt, men godt — og hvad han sagde

en charme over hans hele Væsen lagde.

Paa højest" Ordre blev han overgivet

til de Jourhavende — og Alle saa’

mildt paa ham (som det ofte her i Livet,

at sige i Begyndelsen, vil gaa;

o Ungdom, paa din Huskeseddel skriv ‘et!)

Særlig Miss Protasoff tog Vare paa

vor Helt — hun som blev kaldet l’Eprouveuse,

en Gaade, som min Musa ej kan løse.

Med hende gik pligtskyldigst han sin Vej,

som med min Pegasus jeg her vil gøre;

vi har just naaet et «Fjæld» — den og saa jeg —

et «himmelkyssende», og for mit Øre

i denne Højde suser det, saa ej

jeg mine egne Ord formaar at høre:

et Ridt ud i det Grønne tror jeg gerne

skal gøre baade Nerver godt og Hjærne.