Fra Morgen tidlig til Aften sent
det gaar med Hovl og med Hammer;
vi har det ikke saa pænt og rent,
som Folk i et pynteligt Kammer;
men Pynten savnes ej heller stort,
naar Arbejdet blot bliver propert gjort:
og det skal de pæne Folk vide,
som ikke for Føden skal slide.
Man si’er jo nok, at vi fanges nemt
af en eller anden »Fristere« —
javist, den lyder jo meget slemt
den Titel: Socialister;
men Retten for Store og Retten for Smaa
de kan saa daarligt hinanden forstaa:
de pæne Folk maa nok »stemme« —
men vi burde helst blive hjemme.
De har jo sørget for os saa godt
med baade Asyl og Skole
og Raadsforsamling paa Kongens Slot —
de køber os af vore Stole;
for de har Tid til at sidde ned,
og de véd grundigt om Alt Besked:
vi Haandværksfolk kan kun vrøvle —
og saa er det bedre at høvle.
Se, deri turde de fejle lidt,
thi Værkstedet, det er vor Skole,
og indbyrdes snakker vi sammen tidt
om andet end Borde og Stole;
og Børnene, de, som vi har og faar,
dem vil vi dog se i lidt bedre Kaar:
og derfor er det vi søger
at skaffe os Blade og Bøger.
Det er ej den Føde, som finder Vej
til finere Maver og Ganer,
men Et er sikkert: vi sluger ej
som forhen de »røde« Romaner;
de Revolutioner med Mord og Brand,
de ligger ej længer for vor Forstand:
vi omstyrter dog ikke Troner,
vi danner »Associationer«.
Vi maler ej Fanden paa Væggen mer’,
vi bruger vor Bogtrykkersværte
med større Omsigt og bedre Manér —
præcis som de »Fine« os lærte;
vi høvler og limer og synger en Sang,
og gaar vi fra Texten imellem engang:
nuvel, der er meget, som rester —
først bliver man Svend, og saa Mester.