Lillien:
Sulva! Sulva! ak! hvi rev
grumt Du mig fra varme Gjemme?
Sorg og Savn mit Tilvær blev,
skilt Din Barms den hulde Stemme.
Een Gang baaren ved Dit Bryst
skaber Evigheders Minde;
aldrig, aldrig vil jeg finde
for Dit tabte Leie Tröst.
Elskeren:
Lille! hviil paa Myrthen hist!
selv saa ömt hun den har pleiet;
Solen spiller om dens Kvist;
tröstes Du i Blomsterleiet?
Lillien:
O! hvad er al Blomsterlyst?
kold jeg hviler i dens Arme;
Sulva! hvad er Solens Varme
vel mod Livets ved Dit Bryst?
Elskeren:
Hviil da hist paa hendes Haar!
Mindepant fra förste Dage;
Evighed dets Bue spaaer;
Trösteslöse! stands Din Klage!
Lillien:
Södt omslynger Lokkens Favn;
o! men Varmen, o! men Slaget,
elsket, naar det jubled’, klaged,
var’ mit Eden, er’ mit Savn.
Elskeren:
Længsel! dö paa dette Blad!
dybt det tolker Elskovsbaandet
i et södt, harmoniskt Kvad,
varmt af hendes Kys beaandet.
Lillien:
Hine Træk, Dit Haab, Dit Held,
fatter Blomstdryaden ikke;
ak! og Aanden vil jeg drikke, —
Slemme! Alt, Alt drak Du selv.
Sulva! Sulva! ak! hvi rev
grumt Du mig fra varme Gjemme?
Sorg og Savn mit Tilvær blev,
skilt Din Barms den hulde Stemme.
Elskeren:
Intet, Intet har jeg meer;
stands da kun en Stund Din Klage!
ved mit Bryst jeg Dig tilbage
bringer mod Dit Edens Skjær.
Lillien:
Ha! hvad Eensheds Vexelskin!
Varme af en lige Flamme,
anden, dog saa ganske hiin;
andre Toner, dog de samme.
Bring mig mod min fordoms Lyst!
o! hvad eller her jeg dvæle!
Alt mig, Toner, Liv besjæle
ganske, som ved Sulvas Bryst.
Men hvis Slaget vexler om,
tilgiv! hvis da Længslen bryder
ud mod vante Helligdom,
og min Klage atter lyder.
Elskeren:
Hviil da, Söde! ved mit Bryst!
först ved Döden skal Du klage;
da min Hilsen Du medtage!
bringe hende Gjensynströst!
Ja! lul Tröst i hendes Sind!
Siig: han vandt, hans Sorg fandt Ende,
hende tro han slumred’ ind,
hist i Lyset venter hende! —
Naar da hun og vandrer hjem,
bland Din Röst da i det Store!
og i Gjenforenings Chore
ton os Uskyldshymnen frem!