Aftenphantasi
skreven ved Fredriksborgs Slot
skreven ved Fredriksborgs Slot
Stille vifter Aftenvinden,
Nattens Sky fremgaaer;
lyd, min Sang! til Vift af Linden!
mens jeg Strængen slaaer.
Hvilke Billeder indtrænge
i den aabne Sjæl!
Laaner Gjenlyd da, o! Strænge!
Yndens tause Væld!
O! men hvilken Lyd kan male,
Alnatur! Din Pragt?
hvilken Stemme kan udtale,
Vældens Gud! Din Magt?
Herligst luer dog Dit Tempel
lyst ved Stjerners Hær;
Höitidsfuldhed satt’ sit Stæmpel
under Aftenskjær.
Höit sig bladrig Krone hæver,
stille, alvorskjön;
sort, som Grav, den Lövsal bæver,
Dagen hilste grön.
Saa, ak! Haabets Fremskjær smile,
Morgensol udskjöd;
let vi hen mod Aften ile,
favnende dets — Död.
Sku hist venlig Eg, krumbaaren!
lig en Gubbe graa,
som ei Straalerne, i Vaaren
Elskov breder, saae. —
Held Enhver, hvis Vaarlivs Dage
randt i Elskov hen!
ak! dens Tid henglider fage;
vee Dig! tabes den.
Kom da snart! Du, hulde Kaarne!
Hviil Dig ved mit Bryst!
smiil! o! Blomst, som höien Norne
vied’ til min Lyst!
Skal Du, elskte Röst! forstumme?
er hos Ingen Ly?
ville evigen de Grumme
Ynglingen kun flye?
Dagens Skjær for Længslen blaane
kun med haablöst Held;
först, naar Aft’nens Skyer graane,
vorder Alt saa vel;
o! thi hist, naar i det Fjerne
tændes Veemods Ild,
luer Længslen som en Stjerne
södt med Visheds Smiil.
Lad mig ofte da, o! Maane!
södt ved Phantasi bortdaane
i et Vordes Smiil!
eller frydfuldendt henglide,
hvor med freidig Ro
Kampeinherierne ride
over Heimdalls Bro!
Guldsot gnaved’ Oldtids Stamme,
Vellysts Aand nedfoer;
naar vil Kraften atter flamme
vældigen i Nord?
Eens kun er, Natur! Din Bue;
o! men Aandens Guld,
gamle Heltes raske Lue,
sank med dem i Muld.
Selv de stille Mindehöie,
bolde Heltes Grav,
vil snart Oldtidsvennens Öie
savne Sporet af;
Nytten dem med Jorden jevner,
föleslös og kold;
om de Kæmpers Old.
O! forlad de mörke Skygger!
veemodgrebne Sjæl!
fly hiin Vraa, hvor Döden bygger!
nyd Naturens Væld!
Fred med Heltens Banetue!
Fred med Glemsels Tid!
taus ved Nattens Altarlue
smiler Scenen blid.
Luften blaaner, Intet dölger
Stjernehærens Smiil,
blidt sig boltre Engens Bölger,
Rosen dufter mild,
tause staae de lave Huse;
Kilden sprudler klar,
medens lette Vinde kruse
Söens blanke Glar.
Ha! hvad hæver hist sin Tinde
stolt bag Skovens Löv,
lig en Bautasteen, til Minde
sat paa Danmarks Stöv?
Ledende selv Stenen ruller,
Tid! Dit Minde frem:
Christian fandt bag Kampens Bulder
her sit Fredens Hjem.
Ak! og under hine Buer
sjunge Ugler nu,
gjennem öde Haller luer
Nattens Lys med Gru.
Fra de grönne Kobberplader
trange Toner sig:
under Mulde er min Fader;
hvo kan favne mig?
Sku hiin Mö, fra Kraftens Alder,
skilles Elsker kjær!
Kamp ham drog, han strider, falder
raskt i Heltefærd.
Taarer vier hun hans Minde,
sukker tidt hans Navn;
ak! kan da hun Elskov finde
i en Sydlings Favn?
Raske Old! i Strömmen tabte
Dan Din Vældes Skat,
og det Lysende, Du skabte,
vies Glemsels Nat.
Graven luer med sin Kerte
over svunden Æt;
Mindet sank i Mandens Hjerte,
Stenen gjemmer det.
Kneis da evigt, Borg! til Ære
höit for Christian!
Du, o! Eg! Din Krone bære
fast i Storm som han!
Slyng ham, Lund! et kjærligt Minde
af Din Blomsterfavn!
sjung hans Lovsang, Fugl! fra Linde!
Bölge! ton hans Navn!