I, Jerusalems Døttre, græder ikke over mig, men græder over Eder selv og over Eders Børn!
Din Herlighed, o Jesu! jeg beskuer,
Den indre Herlighed, som gjennembryder
Fornedrelsens forgængelige Skranker:
Dit Smertensblik er tændt af Højheds Luer,
Mens Medynks Tale fra din Læbe flyder
Til Skaren, som i Medynk med dig vanker.
I dine Kongetanker
Opvælde rigt Medlidenhedens Strømme
Og over dette Zion ned sig skynder,
Som der i sine Synder
Beruset ligger Hævnens Kalk at tømme:
Dit Stjerneblik endnu paa Staden lyser,
Men over Jakob Jakobs Stjerne gyser.
Ej Graad for sig den Davids Søn begjerer:
I Troskab Smertens Vej han jo betræder,
Og snart han „Fuldbragt“ om sit Værk skal sige;
Med hvert et Trin sin Faders Bud han ærer
Og nærmer Maalet sig, som Engle glæder,
Sin Vandrings Maal: at stifte Naadens Rige.
Men du, som lader stige
Paa Korsets Pæl, Jerusalem, din Konning,
Du, som din Naadestid saa slet erkjendte!
Hvad er for dig ivente?
I Gruus og Aske synker Zions Dronning,
Og Zions Børn skal intet Fristed finde,
Men spredes vildt for alle Jammers-Vinde.
I, Zions Døttre, som for Jesus græde!
O græder, græder over Zions Jammer,
For Eders Børn og Eders Moder græder!
Men op fra Herlighedens sjunkne Sæde
I Taarer seer igjennem Hævnens Flammer
Til Naadens Borg, som frem i Skyen træder!
Omstraalt af evig Hæder
Det nye Jerusalem, den store Moder,
Det sande Israel vil til sig samle
Og trøste for det gamle
Hvert Hjerte, som har grædt ved Babels Floder,
Har hilset Zions Drot, som led og døde,
Men grædt for sig og grædt for Zions Brøde.
