De fandt et Menneske, som gik forbi, Simon af Cyrene ham tvang de til at bære hans Kors.
Til Golgatha gaaer Vejen nu, mit Hjerte!
Sin Dom nedkalder Israel med Bulder
Og uforsagt sin Blodskyld sig tilegner.
Det tunge Kors er lagt paa Jesu Skulder,
Han Slægtens Byrde bærer frem i Smerte,
I Blod og Sved han bukker sig og blegner.
Han under Korset segner,
Som vorder lagt paa Simon af Cyrene;
Med Korset han i Jesu Fodspor træder
Og skjønner ej sin Hæder
Ved Korset Verdens Frelsermand at tjene,
At være den, i hvem vor Slægt blev kaaret
At bære Korset, Frelseren har baaret.
O Jesu, hjælp mig ved din Aand at prise
Den Korsets Tjeneste, saa dybt foragtet
Af dem, hvis Hjerter sig til Verden vende —
Ak, af dit Folk saa lidt kun eftertragtet,
Skjønt Korsets Vej du selv os vilde vise,
Og Kraft i Korset vil os altid sende!
Med Tak lad Slægten kjende,
Du, som paa Korset gik for den i Døden,
At ikke du ved Korset den vil savne,
Men skal dit Kors den gavne,
Til Korsets Tjeneste den er fornøden;
Thi du, som har paa Korset lidt det Hele,
Vil efter vore Kræfter med os dele!
Thi Lidelsen, skjønt ikke den forlyster,
Og Korset, skjønt vi bære det med Klage —
Dog ej med Knur, om vi vil Troen øve —
Vil ind i Kjærlighedens Kreds os drage,
Hvor Jesu Venskab os for Alting trøster,
Og mindst af Alt vi Naaden vil bedrøve.
Saa gjennem Korsets Prøve
Vi naae til din Oprejsnings Himmelkræfter,
Fra Synden naae vi bort og bort fra Døden,
Og ind i Morgenrøden
Vi følge dig i Himmelfarten efter
Og Korsets Stand i disse Støvets Hytter
Med Frydetjenesten for Thronen bytter.