Dit Blik, o Jesu! nu mit Øje fængsler,
Det Smertensblik, som ramte Petri Hjerte,
Saa brat det gjød sig ud i tusind Taarer!
Hin Graad har vakt Bodfærdighedens Længsler,
Den dybe Trang til en saa hellig Smerte,
Som den, der Petri Sjæl til Døden saarer:
Den aabner Hjertets Aarer,
Det syndigstolte Liv i Graad udrinder,
Den feige Frygt og Verdslighedens Jammer
Gaaer op i Smertens Flammer,
Som vissent Straa for Dødens Ild svinder;
I Dødens Bad, hvori han sig maa bøje,
Beredes han for Kraften fra det Høje.
Du saared ham til Kraften fra det Høje,
Du paa ham saae, du følte ham en Klippe,
Da først til dig han kom i Troens Morgen:
Du mønstred ham med Kjærlighedens Øje
For aldrig meer af Syne ham at slippe
Og gik som Klippe selv for ham i Borgen.
Nu hærdedes han i Sorgen,
Nu, mens dit Blik ham brudt og opløst finder,
Nu, mens som Vox han smelter hen i Graaden,
Han vorder fast i Naaden
Og fast og tæt med Klippen sig forbinder,
Indskrænkes som en Steen i Klippegrunden
Og er i den som Kirkens Grundsteen funden.
En liden Steen er jeg og ingen Klippe,
En fattig Steen i Templets høje Sider,
En ringe Steen som tusind andre Stene.
Men Klippegrunden vil jeg aldrig lippe,
Vil, muret op paa den for alle Tider,
Med den som med min Grundvold mig forene.
Mit Haab er du alene,
Den trygge Grund, hvor bygges kan med Freden.
Bind mig til dig med Bod og hellig Smerte!
Føj ind i dig mit Hjerte,
At fast i dig jeg staaer for Evigheden:
Svag i mig selv men fast i Kirkemuren
Med Kirkens Klippe deler jeg Naturen.